Saa fik du da endelig Digteren dømt,
du Verdens forbandede Skjøge,
der aldrig Tid eller Stund har forsømt
Nationernes Synder at øge,
der tog vore Sønner og tæred vort Brød,
der myrded og hærged og fængsled og skød,
til du var alene om Magten.
Det vidste alt længe den menige Mand,
der pløjer og hamrer og høvler,
at intet kan trampe et Folk og et Land
som Krigerens pløkrede Støvler,
at Retten er fældet, at Loven er brændt,
at Spydet er mod den retfærdige vendt,
hvor Sablen støttes af Korset.
Og saa blev han dømt, den glødende Aand,
Evropas digtende Tænker,
der løfted mod Gud sin besværgende Haand
for En, der sad bøjet i Lænker.
Nu slæbes han selv til Fængselets Krypt,
og der vil de gjemme ham sikkert og dybt,
mens Stjærnerne tændes og slukkes.
Men det vil du angre, du franske Nation,
der bor i de hundrede Stæder
og vandrer omkring mellem Rhinen og Rhôn'
og nævntes i Verden med Hæder.
Der kommer en Dag, da Navnet Dreyfus
vil fylde dit Blod med isnende Gys
og rødme din sænkede Pande.
Og da vil der løsnes et Suk i din Barm
mod ham, der for Retfærd har dystet,
mod ham, du forfulgte med Raaben og Larm
og flaaede Ordnen af Brystet;
og da vil du samle hver Stump af hans Ben,
og smykke hans Minde og kranse hans Sten
og pynte dig selv med hans Hæder.
Kjbh. 22/1 1898.