TROSSKIFTE.

Du hellige Kirke i Syd og Nord,

der er mod en Stymper saa streng,

tillader Fyrstinden ret sære Ting,

naar hun skal i Brudeseng.

Thi naar Prinsessen af Bünkenburg

formæles med Prinsen af Reusz,

der skiftes Chemisse som Konfessjon:

"Es lebe das heilige Kreutz!"

Igaar højluthersk Prinsessen sad

paa Slotskirkens polstrede Bænk;

idag hun befingrer en Rosenkrans

og douches af Vievandsstænk.

Og Præsterne messer i Kirkens Kor,

og Bønner opsendes til Gud;

saa skifter Prinsessen af Bünkenburg Tro

til Salver af Riffelskud.

Det flager i Havnen, det ringer i Land,

paa Slottet et glimrende Bal,

nu gnider vist Paven sin slunkne Vom,

men Bünkenburgbispen er gal.

Festblussene slukkes, Kalaset er endt,

om lidt gaar Prinsessen til Køjs

og avler Kongsemner til Folkenes Lyst

med Fyrsten: Prinsen af Reusz.

Kjbh. 15/1 1898.

Samlede Værker, Første Bind · 第 82 / 248 题