EN SKJÆMTEVISE.

Musen sad ved dine Strande,

skjønt hun blev lidt vaad,

tog sig til den blege Pande,

brast saa ud i Graad,

raabte højlydt: "Her er Degne,

Præster, Provster allevegne;

ingen dog til Musens Glæde

vil _dit_ Drapa kvæde.

Har jeg ikke klædt dig Jorden

grøn fra Top til Taa;

gaar der ikke Torsk i Fjorden

større end som saa?

Du har nok af krumme Bække,

Mel og Gryn i dine Sække,

Gammeløl i Kjæld'rens Mørke

mod en Høstdags Tørke.

--Grevefejdens røde Lue

hærged langs din Kyst,

kasted Blink i Bondens Stue,

Angst i Munkens Bryst.

Har du glemt _Jens Hvas_ hin brydske,

eller har du glemt _Kræn Tyske_?

Ak, blandt dine Stormænd alle

nævnes ingen Skjalde!"

--Og hun greb _mig_ haardt i Kraven,

skjænked mig sit Kald,

og jeg kasted mig paa Maven,

og jeg blev _din_ Skjald.

Se, fra Resengab til Nautrup,

ja, fra Aalbæk Strand til Flautrup,

Lem og Hem og Hjark og Junget

har jeg dig besunget.

Mellem Sø og salte Sunde

blinker frem et Land;

Ploven ej dets Muld kan bunde,

næppe Spaden kan.

Alt er fedt og fladt, og Flaget

smælder over Ladetaget,

der hvor Brudeskaren bugter

sig langs Engens Slugter.

Sallingland, jeg vil dig ligne

ved en Bondetøs;

hendes Læber Gud velsigne,

Blikket er en Mø's;

bred er Hoften, fyldig Barmen,

fast er Foden, kjødfuld Armen,

Fjorden kaad og overgivet

ta'r den Glut om Livet.

Salling, dine hvide Stude

lyser langs din Kyst,

dine trinde, rige Brude

er en Bejlers Lyst;

hvilken Rus, ja hvilken Lykke

til et mandigt Bryst at trykke

sammen med en elsket Kone

30,000 Kr.!

Brede Gaarde, store Haver

spredte paa din Muld!

Hvem kan tælle dine Traver,

dine Grisekuld!

Fyrretyve Kirketaarne,

hvide som i Marmor skaarne,

peger tindrende mod Himlen

mellem Gaardevrimlen.

Op og ned i brede Vover

bølger tungt din Rug,

Ternen sejler let derover

med sin bleggraa Bug.

Skov i Øster, Hav i Vester,

røde Hopper, fede Præster--

saadan staar du for mit Øje

set fra dine Høje.

Himmel, skjærm det Folk fra Snue,

skjøt dets røde Føl!

Værn dets Ager, vogt dets Drue:

Sallings Gammeløl!

Lad det bruse, lad det skumme,

lad det Landsens Kræfter rumme!

Sign, o Gud, de fede Stude

og de trinde Brude!

Jebjærg 8/10 1897.

Samlede Værker, Første Bind · 第 79 / 248 题