Il, smil,
Søndenvind,
Vaarens blide Datter,
du er Himlens Sendebud,
Knoppens Ven og Blomstens Gud,
mens jeg er knap Forfatter.
Hæs, hvæs,
Østenvind!
Dig kan jeg ikke lide.
Mon du selv kan sige mig,
hvem der ret kan lide dig,
som alting grønt vil svide?
Ryg, knyg,
Nordenvind!
Alle høje Graner
frygter for dit hvasse Ris,
gyser for din Sne og Is
og dine glubske Vaner.
Sus, brus,
Vestenvind,
sadl kun højt din Ganger!
Bark mit Skind og brun min Kind,
fyld min Lunge, styrk mit Sind
og gjør mig til din Sanger.
1/10 1897.