MILDE ØJNE.

De er kun faa der aner, hvilken Magt

der er i tvende milde Øjne lagt:

To milde Øjne døved ofte Staal,

to milde Øjne slukked mangt et Baal.

Hvor alt var stængt for Trods og Vredesblik,

to milde Øjne Døren aaben fik.

De standsed tit i Flugten Hadets Lyn

og vendte det til et Forsoningssyn.

De lagde Balsam paa de Smertens Saar,

som haarde Sind og onde Hænder slaar.

For milde Øjnes Magt sank Peder ned,

dengang han angerknust gik ud og græd,

og tit et Kvindeblik en Yngling bandt,

der stod med Foden over Fjældets Kant.

I denne Glans af gode, milde Øjne

skal Jorden lutre sig og sine Løgne.

28/9 1897.

Samlede Værker, Første Bind · 第 75 / 248 题