Graavidjen brummer i Nattens Sus,
og Haglen trommer mod lynglagt Hus,
mens Ræven skriger paa Heden.
En Kvinde lytter bag Hyttens Karm:
"Jeg hørte Raab og forvirret Larm,
og Ræven skriger paa Heden!
Ak, vaagner nu ogsaa Drengen spæd!
Hans Far er ude, jeg er saa ræd,
naar Ræven skriger paa Heden!
_Han_ tog til Marked; Gud naade mig,
hans onde Nabo tog samme Vej!
Hør, Ræven, Ræven paa Heden!"
--Bag lynglagt Hytte ved Bakkens Fod
udøser Skurken sin Uvens Blod,
mens Barnet græder paa Heden.
Hvor Vidjen dølger en sumpet Sig,
der sænkes i Nattens Mulm et Lig,
mens Ræven skræber paa Heden.
Hvor Vandet klunker om Brinker graa,
der gaar den Brasen saa bred i Aa.
Der vandrer Fiskeren Natten lang
med Aaleblus og med Toggerstang.
Med eet han staar i en lyngkranst Sig,
hvor Sagnet gaar om et nedsænkt Lig.
Et Pust fra Sumpen, et iskoldt Gus
udslukker Fiskerens Aaleblus.
Da var det, som tusind Fugle for
med Suk og Susen fra Syd til Nord.
Begyndte som pibende Klynk og Kluk,
og endte i skrigende Vi og Vok!
Da slap den Fisker sin Toggerstang,
og over Grøfter og Kjær han sprang.
Han glemte sit Garn, han glemte sin Fangst,
hans Strube snøredes til af Angst.
Thi over hans Isse lavt over Jord
de sorte Helvedes Fugle for.
Og hvor han stirred blandt Banker graa,
han idel gloende Øjne saa.
Den arme Fisker, med Skum for Mund
de fandt ham den næste Morgenstund.
Hans Aand var rystet indtil hans Død,
nu ligger han hyllet i Jordens Skjød.
Saa klinger endnu det natlige Sagn,
mens Bonden ved Midnat sætter sin Agn,
og Ræven skræber paa Heden.
1897.