RÆVEJAGT.

Aahej, Hr. Mikkel, nu har jeg dig,

nu skal din Røver skydes!

For Kyllingrov og for Lammesteg

skal nu din Pels mig ydes.

Jeg fattes bare din røde Hud

blandt alle de Rævepelse,

hvormed jeg forer et Bryllupsskrud,

en Kaabe fin til min Else."--

Og hastig brænder vor Skytte løs,

blandt Bakkerne drøner Knaldet.

Hr. Mikkel bliver en Kjende nervøs

ved Haglenes Smælden i Faldet.

Men Mikkel smutter i Bakken brat,

han vil saa nødig skydes;

langt hellere da en Vinternat

med Sulten i Graven brydes.

Den Skytte rusker med øvet Haand

i Lyngens knudrede Ranker;

af dem og af Vidjens vege Vaand

et Læs for Hulen han sanker.

"Aahaa! god Mikkel, giv bare Tid,

nu skal du ej længer fryse!"

Den Røg sig breder saa fed og hvid

og bringer vor Ræv til at nyse.

Den trygge Skytte ved Hullet blev,

han huskede ikke, Taaben:

det maatte være en daarlig Ræv,

der ej holdt en Bagdør aaben.

Mens Ilden spraged af al sin Magt

og slikked om Rævens Køje,

og Røgen slog gjennem Hulens Tragt

og sved i hans snedige Øje.

Hr. Mikkel gjennem sin nordre Port

fortrak for den sviende Flamme;

den snilde Mester havde just gjort

hin Løngangsdør for det samme.

Men da han naaed et Bakkenæs

og saa den Røg opstige,

han skar sit allerfiffigste Fjæs

og vendte sig som for at sige:

"Ja driv du kun dit golde Stræv

og riv i Rævlingens Buske;

et Faar har aldrig luret en Ræv,

saa længe da _jeg_ kan huske.

Jeg haaber, at baade jeg og du

skal slide Tiden med Helse,

om ogsaa du nødes en Gang endnu

at vente en Stund paa din Else."

1897.

Samlede Værker, Første Bind · 第 71 / 248 题