DEN GUD JEG BEDER TIL.

Den Gud, jeg beder til i Løn

--som ej i Himle bor--

han elsker mer een tænkende

end tusinde, som tror.

Han hader Lugt af Bukkefedt

og svedent Lammekjød

og trænger ej til Styrkedrik

af Nektar eller Mjød.

Hvor Offerflammens fede Røg

fra Stenen lang og ru

besudler Himlens klare Blaa,

der fly'r han fra med Gru.

Hvor Præstehaanden ringbesat

slaar ned i Prækestol,

jeg fandt ham ej, men, o saa tit

i Aftnens milde Sol.

Naar Dagens sidste Fakkelblink

belyste Fjord og Vig,

bag kobberrøde Skyers Rand

jeg saa hans Kjortelflig.

Og dette milde, varme Pust,

jeg følte mod min Kind,

se det var Gudens Aandedrag,

og ikke Nattens Vind.

Og saa jeg fra den høje Bro

dybt i den dunkle Aa,

jeg saa hans Aasyns milde Træk

blandt Bundens Stene staa.

Og gik jeg i den tavse Skov

omkring i Maanens Skjær,

jeg følte i den mindste Ting,

at Guden var mig nær.

Hans Stemme lød i Bækkens Sang,

i Agerhønens Kluk,

i Musens Pip paa Grøftekant,

i Andetrækkets Suk.

Og dette brede Himmelhvælv

saavel som mindste Dam,

den tavse Skov, det vide Hav,

_alt_ er det fyldt af ham.

Hans Kirke spænder ud sit Telt

med Stjærner Himlen rundt;

den brede Jord er Nadverbord,

og Havet Døbefont.

Dybt bøjer jeg mit Knæ for ham

tæt ind ved Havets Bred

og be'r af alt mit unge Mod

her midt i Nattens Fred.

Og styrket styrer jeg min Vej

og følger Kaldets Bud

i aldrig rokket Tro paa dig,

_Naturens_ stærke Gud.

Kjbh. Novbr. 1895.

Samlede Værker, Første Bind · 第 56 / 248 题