Saa er du død, min laadne Ven,
skudt ned paa maa og faa;
dit Morgenbjæf, dit Aftenskjænd
det svarer aldrig mer igjen
mod Hjemmets Mure graa.
Naar jeg fra Staden vendte hjem
den lange, lange Vej,
og jeg fik Døren lidt paa Klem,
fik hilst paa Mor, fik Skjæmten frem,
jeg spurgte efter dig.
Og sprang du over Tærsklen ind
med Glædeshyl og -Hop,
og klapped jeg dit gule Skind,
da først kom i mit rørte Sind
den rette Stemning op.
Da saa jeg, Hjemmet var som før,
i Mindet ingen Mist,
fra Klinken i den brune Dør
indtil _dit_ laadne Skinds Kulør
var alting just som sidst.
Men nu er det en anden Sag,
for nu er du jo skudt;
nu har du haft _din_ Dommedag,
din Pande har man sprængt i Kvag
med Rævehagl og Krudt.
Ak, at jeg ej kan hjælpe dig,
at tavs er nu din Mund!
Du logrer aldrig mer for mig,
din Dom den appelleres ej,
du var jo _kun_ en Hund.
Men jeg vil sukke næste Aar
og mærke Mindets Brist,
naar jeg paa Hjemmets Tærskel staar
og sér, at i den gamle Gaard
er alt ej helt som sidst.
Kjbh. 17/9 1895.