Nu trykker Søvnen mine Øjenlaage,
tilgiv, min Skat, jeg kan ej længer vaage!
Et Blik endnu ud af den aabne Rude,
før Hovedet jeg sænker mod dets Pude:
Dér vandrer Maanen over Østerhimlen,
en Kronprinsesse iblandt hele Vrimlen.
I hendes Nærhed fire blanke Stjerner
omkredser hende som en Flok af Terner.
Vist tusend Funker gjennem Natten flimrer,
mens nordom Dagens Fakkel halvtændt skimrer.
Og dybt i Syd, i stor og ensom Pragt,
der holder Sirius paa Himlen Vagt.
Derinde under Nattens største Stjerne
der sover du, min Hustru, i det fjærne.
Og mens mit Blik det vide Rum udmaaler,
jeg sender tusind Kys ad Stjerners Straaler,
der lig en Regn af Stjerneskudsraketter
skal gjennemstribe dine Drømmenætter.
Aakjær 29/7 1894.