Han var endnu en skjægløs Gut,
men med et vildt og uredt Haar;
i Sjælen Lys, i Tanken Krudt;--
og enogtyve Aar.
Han elsked Sandhed som sin Sjæl,
men blev en Skjælm og Løgner kaldt;
det slog hans glade Tro ihjel,
hans Frejdighed, hans alt!
Det tændte i ham Hadets Brand
og ætsed al hans Glæde ud,
indtil paa Livets golde Sand
han stod foruden Gud.
Da saa det ud, som han forgik;
men det var blot et kort Sekund,
saa lyste Ilden i hans Blik,
og Smilet om hans Mund.
Da fyldtes han endnu engang
af Ungdomsmodets Helligaand,
i Brystet løsnede en Sang
sig ud af sine Baand.
Og Hjærtet slog, og Barmen steg,
og Livet laa der langt og lyst
som Fjorden under Solskinsleg,
med Blink fra Kyst til Kyst.
August 1890.