trak i de stive Manschetter. »Nu synes jeg ellers det var paa Tide,
at vore Gjæster indfandt sig.«
»Du maa ikke være saa utaalmodig«, bad Andrea Margrethe, »Klokken er
halv fem, og vore Gjæster ere først indbudne til fem.«
»Ja hvorfor har I saa pyntet mig saa tidlig?« spurgte Præsten. »Nu
gaaer jeg her og spilder Tiden. Kom Nicolai, lad os gaae over og faae
os en fornuftig Pibe Tobak.«
Men det vilde Andrea Margrethe paa ingen Maade vide af, thi saa vilde
vi bringe al Tobakslugten tilbage med os. Andrea Margrethe havde
overhovedet nok at gjøre med at berolige Præstens Utaalmodighed. Thi
da han ikke kunde faae Lov at ryge Tobak, begyndte han at spise af de
smaa Tvebakker, der vare satte frem, og indbød mig til at gjøre det
Samme.
»Nei det maa Du virkelig ikke, Fa'er«, formanede Andrea Margrethe,
»hvad maae vore Gjæster tænke, naar de see, at vi have begyndt at
spise, inden de komme!«
»Ja hvad skal jeg da tage mig til?« sagde Præsten. »Der seer De selv,
hvorledes jeg bliver behandlet, Nicolai: »det vilde Dyr, som i Skoven
gaaer, har ikke Fred i sin egen Stue«, saaledes er det at være
Ægtemand. Nei vil De følge mit Raad, saa gift Dem aldrig, ikke engang
med gamle Ane, thi De kommer til at fortryde det bagefter.«
Til al Held og Lykke rullede i dette Øjeblik den første Vogn ind i
Gaarden, og snart fulgtes den af flere. Lidt efter lidt fyldtes Stuen
med Mennesker. Men det var lutter fremmede Ansigter: der var ikke
eet, som jeg kjendte. Dog det brød jeg mig ikke om; jeg saae ikke
engang ret paa Damerne, thi jeg havde kun i Sinde at dandse med Emmy
og Andrea Margrethe. Men med hvem af dem skulde jeg dandse den første
Dands? Det var det store Spørgsmaal, paa hvis Afgjørelse mit Livs
Fremtid skulde beroe. Thi jeg havde nu fuldt og fast besluttet, at
den af dem, som jeg dandsede første Dands med, hende vilde jeg frie
til. Jeg grublede og grublede, men jo mere jeg grublede, des
umuligere var det for mig at komme til nogen Afgjørelse. Naar jeg
havde besluttet at gaae hen til Andrea Margrethe, saa var der en
indre Stemme, som sagde til mig: »nei Du skal gaae til Emmy«, og
vilde jeg gaae til Emmy, sagde en anden indre Stemme til mig: »nei Du
skal gaae til Andrea Margrethe.«
I dette Øjeblik standsede Andrea Margrethe, som havde meget travlt
med at tage mod Gjæsterne, foran mig og sagde: »De er da vel ikke
syg, Nicolai? De seer saa lidende ud.«
»Det er Skjæbnens Vink«, sagde jeg til mig selv, og uden at svare paa
Andrea Margrethes Spørgsmaal sagde jeg: »De dandser vel den første
Dands med mig?«
»Nei det kan jeg virkelig ikke«, var Svaret, »thi den har jeg lovet
Frederik, men anden eller tredie Dands vil jeg gjerne dandse med
Dem.«
Men kunde jeg ikke dandse første Dands med Andrea Margrethe, saa
vilde jeg slet ikke dandse med hende. I det Samme traadte et Par nye
Fremmede ind, og Andrea Margrethe ilede fra mig for at tage imod dem.
Nu kunde jeg spare mig mine Overveielser og gik derfor uden Videre
hen til Emmy, der i dette Øjeblik talte sammen med Gamle.
»De erindrer vel, at De har lovet mig den første Dands«, sagde jeg
til Emmy.
»Nei det tager De Feil i«, svarede hun, »thi den har jeg for længe
siden lovet Christopher. Men hvilken af de følgende Dandse, De
ønsker, skal jeg gjerne dandse med Dem.«
Men jeg vilde ikke dandse de følgende Dandse, thi jeg var i høieste
Grad opbragt over det andet Afslag. »Saa er det dog sandt«, sagde jeg
til mig selv, »at Qvinden er ikke Andet end Løgn og Falskhed og
Bedrag og Coquetteri. Men saa vil jeg slet ikke dandse i Aften, saa
kan de have det saa godt; ja om de saa paa deres Knæer vilde bede mig
om at dandse, vilde jeg dog sige Nei. Jeg vil sige, at jeg har en
daarlig Fod eller Hovedpine -- eller -- eller -- aa jeg vil sige lige
ud, at jeg _vil_ ikke dandse.«
I det Samme begyndte Musiken at spille op. Ellers pleier det at være
et af mine lykkeligste Øjeblikke, og den deiligste Concert lyder ikke
saa godt for mine Øren som de første Toner fra Violinerne, der kalde
op til Dands. Denne Aften var det anderledes: Musiken lød i mine Øren
som ynkelig Fjællebodsmusik. Jeg stod i en Vinduesfordybning, halvt
skjult bag de lange Gardiner, og saae det ene Par drage forbi mig
efter det andet. Da Alle vare dragne ind i den store Sal, stillede
jeg mig op i Døren og underkastede de Dandsende en human og billig
Kritik, der uden Naade og Barmhjertighed fordømte dem Alle. Gamle
dandsede som en Dragkiste, Corpus Juris som en Ildtang; den unge Dame
der med de flagrende Baand saae ud som en pyntet Kanehest, og hun der
med det blege Ansigt og det rødlige Haar saae ud som Risengrød med
Kaneel paa. Saaledes gjorde jeg mine Bemærkninger ved hver især. Det
er nok forøvrigt det, som man kalder at skumle, og Mange have
forsikkret mig, at det er den største Nydelse, man kan have paa et
Bal; dog kan jeg ikke sige, at jeg havde synderlig Glæde deraf, men
maaskee det kom af, at jeg var alene derom.
Ret længe fik jeg imidlertid ikke Ro til disse Betragtninger, thi
Præsten kom hen til mig og sagde: »Hvorfor staaer De ledig paa
Torvet, Nicolai?«
»Aa jeg bryder mig ikke om at dandse.«
»Det var altsaa nødtvungen, De dandsede forleden Aften? Stakkels
Nicolai!«
»Jeg har desuden en daarlig Fod.«
»Den Sygdom er kommen pludselig over Dem, for et Qvarteer siden
feilede De jo ikke Noget.«
»Der er heller ikke flere Damer tilovers.«
»Hvad kalder De da det Hvide, der sidder henne i Sophaen? Nei
jeg mærker nok, De staaer og speculerer paa en eller anden
Underfundighedsplan, og forat forebygge det maa jeg anmode Dem om, at
De strax gaaer hen og byder En af de unge Piger der op til Dands.
=Hic Rhodus, hic salta=!«
Denne Opfordring udtalte Præsten saa høit, at jeg var nødt til at
efterkomme den. Jeg gik derhen, bukkede stivt for den første den
bedste uden en Gang at see op og modtog hendes Haand for at føre
hende ind i Salen. Bestandig gik jeg med Øinene fæstede mod Gulvet,
idet jeg i mit stille Sind sagde: »Du skal saamænd ikke faae stor
Fornøielse af at dandse med mig.«
Idet jeg traadte ind i Salen, snublede jeg over Dørtrinnet, derved
kom jeg til at see op og -- Himmel, Jord og sexten Elementer: det var
jo min Lysblaaøiede fra Jernbanen, jeg skulde dandse med. Jeg blev
saa forskrækket, at jeg slap hendes Haand og spurgte: »Er det -- er
det virkelig Dem?«
»Ja hvem skulde det ellers være?« spurgte hun med det yndigste Smil,
man kunde tænke sig. »Men jeg troede, De havde glemt mig.«
»O De maa tilgive mig, men jeg er -- --« og nu begyndte jeg paa en
Strøm af Ord, som jeg ikke anseer det for Umagen værd at opskrive.
Heller ikke hvad hun sagde, vil jeg meddele, thi for ret at forstaae
det, var det aldeles nødvendigt at høre hende selv sige det. Men jeg
var bleven til et heelt nyt Menneske. Alt i mig var Sang og Klang og
Jubel. Jeg talte og jeg lo og jeg dandsede, og jeg dandsede og jeg lo
og jeg talte -- bestandig med den Lysblaaøiede.
Man fortæller, at en af vore Philosopher, der har speculeret meget
over Elskovsforholdet, skal have sagt, at forat more sig rigtig godt
paa et Bal maa man være forelsket i en af Damerne. Han har Ret, den
velsignede Mand, han har Ret, det erfarede jeg hin Aften. Thi den
Kamp, som man maa udstaae for at komme til at dandse med hende, de
tusinde Paaskud, man maa finde paa, for at fjerne alle Medbeilere --
o derom har den ingen Anelse, som ikke har forsøgt det. Med den
Lysblaaøiede dandsede jeg de Dandse, som jeg havde bedt hende om, og
med den Lysblaaøiede dandsede jeg de Dandse, som jeg ikke havde bedt
hende om, og kom der Andre, som gjorde deres Fordringer gjældende,
saa sagde jeg, at hun havde tidligere lovet Dandsen til mig, og hun
-- ja hun sagde, at hun kunde ikke rigtig huske, hvem hun havde
lovet den, og jeg greb hendes Haand, og jeg førte hende ind i
Dandsen, fulgt af vrede Blik og knubbede Ord -- o jeg morede mig
mageløst den Aften!
Blandt Andet fortalte hun mig, at hendes Fader var Justitsraad, og
hun havde en Broder, som var Student, og jeg lovede mig selv, at var
denne Broder end det kjedeligste og ubehageligste Menneske, saa
skulde han dog blive min Staldbroder, min Jonathan og min
Hjertensven.
Andrea Margrethe kom og spurgte, naar jeg vilde dandse med hende; jeg
svarede, at jeg havde ikke flere Dandse tilovers; Emmy kom og gjorde
samme Spørgsmaal, jeg gav hende det samme Svar. Jeg kunde see paa dem
Begge, at de vare fortrydelige derover, men det forhøiede kun min
Glæde. Før var det dem, der havde de høieste Kort og sadde i
Forhaanden, nu var det mig, der sad inde med Hjerter Es og kunde
dreie Spillet, som jeg vilde.
_Hun_ var naturligvis min Borddame. Ved et andet Bord lidt fra os
saae jeg, at Gamle og Corpus Juris sadde, den første havde faaet
Emmy, den anden Andrea Margrethe til Bords. Men nu misundte jeg dem
ikke længer, thi jeg havde faaet den til Borddame, som var bedre end
baade Emmy og Andrea Margrethe. For hun kunde disputere, og det kunde
hverken Emmy eller Andrea Margrethe gjøre. Thi den Sidste søgte helst
at undgaae al Disput, og den Første disputerede med al for stor Alvor
og kun forat komme til Erkjendelse af, hvad der er sandt. Men jeg
disputerer ikke forat erkjende, hvad der er sandt; thi det er mig
ligemeget, om det, som jeg forsvarer, er sandt eller usandt, ja jeg
vil endogsaa helst have, at det skal være usandt, for saa kræves der
en større Snildrighed forat vinde Seir -- jeg disputerer kun for at
disputere. Thi denne Kamp med Tanker og Ord, hvor man uafbrudt maa
være paa sin Post og veie hvert Ord, som man siger, for ikke at give
Modparten Leilighed til nogetsomhelst uventet Angreb, medens man paa
den anden Side passer paa hver uklar Tanke, hvert tvetydigt Ord, som
Modparten gjør sig skyldig i, for øjeblikkelig at kaste sig over det
og give det den Vending, som han netop ikke vilde tillægge det, og
saaledes mangen Gang i det Øjeblik, da den Anden troer sig sikker paa
Seiren og har udtalt sit =quod erat demonstrandum=, da at vise ham,
at han har netop bevist det, som han ikke vilde bevise, og at han har
sagt Noget, som han i Grunden aldrig har tænkt paa at sige, og saa at
see hans Forbauselse over den uventede Ende, som Striden fik -- o det
er en kongelig Fornøielse! Og den Lysblaaøiede kunde disputere næsten
endnu bedre end jeg selv, men det var ikke saa underligt, for medens
hun talte, sad jeg og saae ind i hendes blaae Øine og glemte reent,
hvad jeg selv havde sagt, indtil hun pludselig taug, og jeg blev nødt
til atter at sige Noget blot for at have den Fornøielse at høre hende
tale igjen, og saaledes vedbleve vi, indtil jeg paa een Gang mærkede,
at Alle omkring os taug stille, og at vi To vare de Eneste, der
talte. Jeg vendte mig om og saae, at Corpus Juris havde reist sig
for at holde en Tale. Ved dette Syn greb en heftig Angst mig, thi jeg
havde aldrig før hørt Corpus Juris holde en Tale. Og jeg veed ikke
noget ubehageligere end at høre En begynde paa en Tale, og at han saa
bliver stoppende i Midten og søger efter Ordene -- o man bliver saa
flau, saa flau paa hans Vegne, saa man kunde gjerne krybe ned under
sin Stol forat skjule sig. Og naar nu denne uheldige Taler er Ens
egen Broder -- og hun saa vender sig om til mig for at spørge: »hvad
er det dog for et ulykkeligt Menneske, der er kommen saa galt
afsted?« og saa at maatte svare: »det er min Broder!« -- o det er
græsseligt! Og Corpus Juris vilde gaae fra sin Tale, maaskee inden
han endnu fik begyndt, thi se, hvor hans Blik svæver usikkert
omkring, som om han søgte efter Noget, se, hvor han med sin venstre
Haand griber krampagtig om Servietten, som den Druknende griber efter
en Planke, forat holde sig fast i. Og dog -- jeg fatter atter Mod,
thi nu kaster Corpus Juris sit Hoved tilbage, han fæster sit Blik
skarpt og bestemt paa Præsten, der staaer henne i Døren, og begynder
med saa rolig og sikker en Stemme, at min Frygt og Angst øjeblikkelig
forsvandt, thi allerede paa de første Ord kunde jeg høre, at han
vilde nok komme lykkelig igjennem indtil Enden.
»Mine Damer og Herrer!« saaledes begyndte han, »idet jeg seer mig og
saamange af mine Jævnaldrende forsamlede her, vi, som tillægge os det
stolte Navn af de Herrer i Aandernes Rige, da rinder det mig i Hu,
hvad en af vore Digtere har sagt:
»En Mester i Tankernes Riger
Heel tidt er i Aanden forsagt,
En Spot for de deilige Piger
Og dristige Svendes Foragt.«[5]
[5] Poul Møller.
Ingenlunde vil jeg dermed sige, at Nogen af os Unge, som her er
tilstede, skulde vove at kalde sig for en Mester i Tankernes Riger,
men jeg mener, at naar selv han, der har udtalt disse Ord, og som
tilvisse var en Mester i Tankernes Riger, naar selv han har følt sig
»en Spot for de deilige Piger og dristige Svendes Foragt«, hvorledes
skal det da gaae os, vi som ikke engang tør kalde os for Svende, ja
knap for Drenge i Tankernes Riger? Ja vel maae vi frygte for, at vi i
den stille Tankeverden ved Lampens svage Skin skulle selv blive
støvede og ormstukne som de gamle Folianter, at vi skulle frygte
Livet og Lyset som Pallas Athenes lysskye Ugle. Muligvis vil En og
Anden trøste sig med, »at vi see ved Lampen Musernes Dands«, men
hertil vil jeg svare, at det blev ikke givet Nogen ved Lampens Skin
at see Musernes Dands, om ikke først Virkelighedens klare Sol havde
viist ham Gratiernes Leg. Dog Pallas Athene seer og kjender sine
Sønners Nød, og det var ikke godt, om ikke hun, den lysblaaøiede
Visdomsgudinde, skulde vide at afhjælpe den. Saa har hun da udsendt
en Skare venlige Alfer og Genier rundt om i det ganske Land, at de
maatte tage Bolig ved hvert Arnested og drage hendes Sønner fra de
tause Bøger ud til det friske, fyldige Liv. Mangt et Sted blev disse
Pallas Athenes Udsendinge bortjagne, og man lukkede Døren haardt i
for dem, men der var ogsaa mangt et Sted, hvor man modtog dem med en
gjæstfri Velkomsthilsen og bød dem fæste Bo og fulgte deres Kald.
Ogsaa til det Hus, hvor vi i Aften have forsamlet os, kom en saadan
Alfeskare, og ikke blev den vist tilbage, ei heller var man døv for
dens Ord. Og mangen Gang have de venlige Genier ført os herud, det
være sig nu til den Tid, da Bøgen iførte sig sin Brudedragt, og de
klare Solstraaler spillede liflig gjennem det lysegrønne Løv, eller
til den Tid, da det hvide Snelagen havde bredt sig over Mark og Eng
-- tidt og mangen Gang kom vi hertil, og af det friske Livets Væld,
som sprudler herude, drak vi Sundhed og Kraft til vor Gjerning. Men
den, som har modtaget Meget, bør det ogsaa at takke meget, og derfor
er det, jeg griber denne Leilighed, da vi Alle ere forsamlede her,
for i Alles Navn, at udtale vor Tak til den gjæve Præstemand og hans
elskelige Hustru, at de ikke bortstødte de venlige Alfer og Genier,
men gjæstfrit skjænkede dem Ly og Bo og fulgte deres Kald!«
Et almindeligt Bravoraab belønnede Corpus Juris for hans Tale. Jeg
undrede mig kun over, hvorfor han ved Siden af Præstens elskelige
Hustru ikke ogsaa nævnede hans elskelige Døtre, for det vilde jeg
have gjort, men det gjorde Corpus Juris nu ikke, og Grunden dertil
maa han selv vide.
»Hvem var det, der holdt den Tale?« spurgte den Lysblaaøiede mig.
»Det er min Broder«, svarede jeg, idet mit Hjerte bankede af Stolthed
-- alt mit gamle Nag mod Corpus Juris var forsvundet; jeg kunde i
dette Øjeblik gjerne være gaaet i Ilden for ham.
»Jeg vidste slet ikke af, at De havde nogen Broder«, svarede hun,
»ham maa De gjøre mig bekjendt med.«
»Ja gjerne«, svarede jeg, idet jeg øjeblikkelig reiste mig forat
efterkomme hendes Opfordring, thi det var jo bedst, at hun lærte sin
tilkommende Svoger at kjende, og ved en saadan Leilighed vidste jeg,
at Corpus Juris vilde vide at optræde paa en Maade, saa at jeg skulde
have Ære af ham. Idet jeg kom hen til ham, stødte han netop sit Glas
mod Andrea Margrethes, hans Kinder blussede, og der brændte Ild i
hans Øie.
»Frederik«, sagde jeg til ham, »min Borddame ønskede gjerne, at jeg
skulde forestille Dig for hende.«
Corpus Juris saae paa mig som En, der vaagner op af en Drøm. »Aa det
kan jo vente til siden«, sagde han.
»Hvad er det for et Svar at give til en ung Dame? Kom nu strax og
følg med mig!«
Corpus Juris reiste sig da og fulgte mig, skjøndt med synlig Uvillie.
Han traadte hen foran den Lysblaaøiede, gjorde et keitet Buk for
hende, talte Noget om at have den Fornøielse, gjorde derpaa nok et
keitet Buk og gik hurtig bort. Jeg stod og stirrede forfærdet efter
ham: jo det var rigtignok en Broder, som jeg kunde have Ære af! Om
det saa havde været Gamle, vilde han dog ikke have baaret sig saa
galt ad!
Dog hun, den Eiegode, saae min Forlegenhed og vidste strax at finde
paa en Undskyldning. »Det var heller ikke rigtigt af Dem«, sagde
hun, »saaledes strax at bede ham komme herhid. Han maa vist endnu
være anstrængt efter den Tale, som han har holdt.«
»Anstrængt!« udbrød jeg i stor Harme, »skal han være anstrængt blot
efterat have -- --« men heldigvis blev jeg afbrudt derved, at der
blev deelt en Sang rundt, som vi Alle sang, og som lød saaledes:
Vi mindedes Alle tidt og mangen Gang
Den unge og lyse Skjærsommer,
Vi hilste saa tidt med en jublende Sang
De Roser og yndige Blommer.
Og ofte sig vuggede Tankernes Strøm
Mod skyggende kjølig Skjærsommer,
End oftere drømte vort Hjerte sin Drøm
Om Roser og yndige Blommer.
Dog Vinteren haardt med sin Kulde os bandt
Og bortjog den varme Skjærsommer,
Og sjældent jo kun i vor Midte vi fandt
De Roser og yndige Blommer.
Iaften de begge os gjæstede dog,
Først kom de Roser og Blommer,
Men sammen med dem strax i Huset inddrog
Den unge og lyse Skjærsommer.
Lad Skoven staae klædt i sin lysgrønne Dragt
I Vaar og i løvrig Skjærsommer,
Den udfolder ikke saa herlig en Pragt
Som her vore Roser og Blommer.
Og Nathimlens Stjerner vel funkle med Glands
I stille og kjølig Skjærsommer,
Dog skjønnere funkler vor straalende Krands
Af Roser og yndige Blommer.
Blandt alle de Stjerner er een dog, hvis Skjær
Er klareste Lys i Skjærsommer,
Blandt alle de Roser er een dog især
Den Rose for Alle de Blommer.
Gud give, vi Alle, som samled os her,
Imellem de Roser og Blommer
Maae finde den Rose, vort Hjerte har kjær,
Saa grønnes først ret vor Skjærsommer!
Jeg var i høieste Grad begeistret over denne Sang, thi den udtalte
saa aldeles mine egne Følelser, at jeg ikke selv havde kunnet udtale
dem bedre. Thi ogsaa jeg havde søgt mellem alle de Roser og Blommer
uden at kunne finde, men nu havde jeg fundet, og nu sad hun ved min
Side, hun, Rosen for alle de Blommer!
»Hvem har skrevet den Sang?« spurgte hun mig.
»Det veed jeg ikke, men jeg skal strax faae det at vide«, svarede
jeg, idet jeg ilede hen til Gamle, der stod ved Emmys Side ikke langt
fra mig. Men jeg havde nær ikke kjendt ham igjen -- -- var det
virkelig Gamle, min egen Gamle med de drømmende Øine og det lidt
foroverbøiede Hoved, var det ham, den ranke Ungersvend, der stod der
og havde grebet Emmys Haand, som om han aldrig mere vilde slippe den?
Eller havde Emmy havt Ret, da hun paastod, at jeg kjendte ikke Gamle,
men den Gamle, som jeg kjendte, og om hvem jeg talte, var en ganske
anden end den Christopher, som hun kjendte, og om hvem hun talte?
Dog jeg ihukom mit Ærinde og spurgte derfor: »Christopher, veed Du
ikke, hvem der har skrevet denne Sang?«
Gamle svarede ikke, han vedblev uforandret at see paa Emmy, som om
han var fortryllet.
»Emmy, kan De sige mig, hvem der har skrevet denne Sang?« spurgte jeg
da videre.
Heller ikke Emmy svarede, hun saae kun et Øjeblik paa mig, og derpaa
pegede hun hen paa Christopher.
»Christopher, men er det virkelig« -- -- udbrød jeg, men blev afbrudt
i det Samme: »Tag Dig i Agt, Nicolai, at Du ikke vælter Vinflasken
der!« -- jo det var Gamle, min rigtige gamle Gamle, som der talte
-- nu kjendte jeg ham igjen.
Jeg skyndte mig tilbage til den Lysblaaøiede og fortalte hende, at
det var min ældste Broder, der havde skrevet Sangen.
»Men hvormange Brødre har De da?« udbrød hun forbauset. »Ham maa De
virkelig ogsaa gjøre mig bekjendt med!«
»Ja siden!« svarede jeg, thi efterat Corpus Juris havde baaret sig
saa keitet ad, kunde jeg vente mig alt Muligt af Gamle, og jeg antog
derfor, at det var bedst, at hun foreløbig kun lærte sine Svogre at
kjende paa Afstand, thi saa tage Folk sig altid bedst ud: siden kunde
hun jo have den Fornøielse at stifte et nærmere Bekjendtskab.
Jeg sad og tænkte paa, at nu var Touren til mig at tale, thi nu havde
begge mine Brødre talt. Jeg kunde udbringe Damernes Skaal, thi den
var ikke udbragt endnu, og i den Skaal kunde jeg tale om og til den
Lysblaaøiede alene, uden at Nogen skulde kunne ane det, men hun vilde
vel nok forstaae mig. Rigtignok havde jeg aldrig holdt Tale før, men
siden Corpus Juris var kommen saa godt fra sin Tale, kunde jeg vel
ogsaa gjøre mig Haab om et lignende Held. Dog jeg veed ikke, hvad det
var for et Kogleri: men hver Gang jeg vilde reise mig fra min Stol og
slaae paa mit Glas, da var det mig, som om usynlige Baand holdt min
Haand tilbage og lænkede mig fast til Stolen. Tre Gange forsøgte jeg
det, og tre Gange maatte jeg opgive Forsøget; det var mig umuligt at
røre mig af Pletten. Da sagde endelig den Lysblaaøiede til mig: »Vil
De nu ikke ogsaa holde en Tale?«
»=Omen accipio=«, sagde jeg til mig selv, og for strax at gjøre Ende
paa al Betænkelighed, skjød jeg min Stol tilbage med saadan
Voldsomhed, at den væltede om paa Gulvet, og uden at slaae paa mit
Glas eller paa anden Maade tilkjendegive Selskabet min Hensigt,
begyndte jeg pludselig: »Mine Damer og Herrer! eller -- forat jeg
skal tale i Blomstersproget -- mine Roser og Torne -- -- --« videre
kom jeg ikke, thi her reiste hele Selskabet sig, og der opstod en
saadan Larm, at det var mig umuligt at overdøve den. Som jeg siden
fik at vide, havde man nemlig antaget den heftige Maade, hvorpaa jeg
havde reist mig, for Signal til almindelig Opbrud. Jeg ærgrede mig
høiligen derover, men havde dog den Trøst, at den Lysblaaøiede
beklagede af ganske Hjerte, at jeg var bleven afbrudt, thi alene ved
at høre Begyndelsen, sagde hun, kunde hun mærke, at det maatte blive
en udmærket Tale. Hermed slog jeg mig til Ro, thi da Talen jo
egentlig kun skulde holdes for hende, og hun erklærede sig tilfreds
blot med at høre Begyndelsen, saa var Hovedsagen jo opnaaet.
Og nu begyndte vi atter at dandse, og vi dandsede Cotillon, og hun
gav mig sin Sløjfe, og jeg gav hende min Sløjfe, og jeg var i den
syvende Himmel, og jeg begyndte tilsidst at synge ganske høit: »hive
langsomt fra Land -- de bergenske Møer snart vi møde kan -- ohi --
ohøi!« indtil Gamle kom hen til mig og sagde, at jeg maatte være
stille, akkurat, som han pleier at gjøre hjemme paa Vestergade, naar
vi sidde paa vort Værelse og læse sammen, og jeg pludselig begynder
at synge. Andrea Margrethe kom og gav mig en Sløjfe, og jeg dandsede
med hende, og Emmy kom og gav mig en Sløjfe, og jeg dandsede med
hende, for jeg var ikke længer vred paa dem, jeg var ikke længer vred
paa noget Menneske, jeg kunde gjerne have kysset dem alle tilhobe --
og jeg dandsede, og jeg dandsede, og jeg dandsede, og jeg morede mig,
og jeg morede mig, og jeg morede mig, o det var en ganske mageløs
Aften!
* * * * *
-- -- O Du lede Uhyre, Du sorte Trold, som med dine gulgrønne Øine
stirrer paa Alt, til det forsvinder, som med dine ormstukne Tænder
opæder Alt, til det ikke mere sees, Du, hvis Navn er Forgængelighed,
Du nærmede Dig ogsaa den Gang og rev hin straalende Aften bort fra
mig uden at ændse mine Bønner og min Jammer!
Da Klokken slog Tolv, gik Præsten gjennem Salen og sang:
»Hou Vægter, Klokken er slagen Tolv,
Nu er det paa de Tider,
Man føier sig til Sengs.«
Forgjæves vare mine Bønner og Forestillinger, forgjæves bad jeg om en
eneste Dands endnu, blot een eneste lille bitte Dands, den skulde
ikke vare mere end eet Qvarteer, kun ti Minutter, kun fem Minutter,
forgjæves, Præsten var ubønhørlig. »For idag«, sagde han, »har jeg
som hin spartanske Konge ladet Loven sove, men begynde vi nu atter at
dandse ind paa den næste Dag, saa kommer Loven til at sove i to Dage,
og saa var den istand til at falde saa dybt i Søvn, at den aldrig
vaagner mere op igjen.« -- Saa rullede Vognene frem for Døren.
Præsten hjalp selv vore Gjæster Tøiet paa, for at de kunde komme hjem
i ordentlig Tid, og bad dem komme snart igjen. Og jeg hjalp den
Lysblaaøiede Kaaben paa, og jeg sagde Farvel til hende, og hun sagde
Farvel til mig, og hun satte sig op i Vognen, -- og Vognen rullede ud
af Porten -- men jeg blev staaende alene tilbage.