at faae Gamle til at tale, ligesaa vanskeligt er det at faae ham til
at holde op igjen, naar han først har begyndt), »saameget om
ulykkelig Kjærlighed, men her ligger en stor Misforstaaelse til
Grund. Thi hvis kun den ene Part føler sig tiltrukken, men den anden
ikke, og det er jo sædvanligt dette, man kalder ulykkelig Kjærlighed,
da er dette Tegn til, at der i Virkeligheden ingen Harmoni er, men
hvor der ingen Harmoni er, er der heller ingen Kjærlighed, og
følgelig heller ingen ulykkelig Kjærlighed. Hin første Part er da
bleven skuffet og har troet at see Noget i den anden, som i
Virkeligheden ikke var der. Om han nu ikke stivsindet vil fastholde,
hvad der kun er et Blændværk af hans egen Phantasie, da vil han ogsaa
efter nogen Tids Forløb komme til Erkjendelse af sin Feiltagelse og
dermed være helbredet. Det eneste Tilfælde, hvor en virkelig
ulykkelig Kjærlighed kan finde Sted, det er, hvor en Mand og en
Qvinde (thi fra at tale om Kjærlighed i Almindelighed ere vi jo nu
komne over til at tale om det særegne Kjærlighedsforhold, som vi
kalde Elskov), altsaa hvor en Mand og en Qvinde, der virkelig
harmonere med hinanden og derfor egentlig ere bestemte for hinanden,
først mødes, efterat den Ene eller maaskee begge To ere bundne til en
Anden. Thi da finder Harmonien Sted, uden at dog nogen Forening kan
finde Sted, og her have vi derfor en virkelig ulykkelig Kjærlighed.
Om nu ikke begge Parter skulle gaae til Grunde, da maae de styrke sig
i Bøn til Ham, som har Lægedom for al vor Hjertesorg og trøste sig
ved det Haab, at de atter kunne mødes i en anden Verden under
lykkeligere Forhold, end som her faldt i deres Lod. Og i dette Haab
kunne de vel atter tildeels vinde deres tidligere Ro tilbage, skjøndt
de ville begge altid have en vis Følelse af Tomhed og Savn, der endog
til sine Tider, og fornemmelig naar Anledning gives, kan gaae over
til bitter og voldsom Smerte. Forøvrigt kan ogsaa det kaldes en
ulykkelig Kjærlighed, hvor to Elskende virkelig have fundet hinanden,
men den ene bortrives af Døden -- for den Tiloversblevne gjælder da
det Samme, som i det foregaaende Tilfælde.«
Kun halvt om halvt hørte jeg paa Gamles Foredrag over ulykkelig
Kjærlighed, thi jeg var i dette Øjeblik nærmest beskjæftiget med min
egen lykkelige Kjærlighed: jeg havde nu fundet, hvorpaa det kommer
an, nemlig at man harmonerer med hinanden, og var altsaa kommen ud
over mine tidligere Tvivl. Dog varede Glæden herover ikke længe, thi
da jeg nu ifølge dette Kjendemærke skulde til at afgjøre, hvem jeg
vilde foretrække, Emmy eller Andrea Margrethe, saa kom jeg til det
Resultat, at jeg harmonerede lige godt med dem begge To, saa jeg var
altsaa ikke kommen videre end før.
Da jeg skulde gaae i Kirke, kom Andrea Margrethe hen for at spørge
mig, om jeg havde nogen Psalmebog. Det havde jeg ikke, hvorfor hun
tilbød mig at laane hendes, da hun havde altfor travlt, til at hun
kunde gaae i Kirke. Jeg takkede hende, da hun gik ud for at hente
den. Da hun atter kom tilbage med den, vare vi tilfældigvis alene i
Dagligstuen, og jeg tænkte derfor, om det ikke var bedst nu at gribe
Øjeblikket: blot to Ord, og saa var jeg ude over alle mine Tvivl og
Betænkeligheder. Men det var, ligesom Tungen klæbede til Ganen, det
var mig umuligt at faae de to Ord frem; taus og stum stod jeg og
vendte op og ned paa Psalmebogen.
»De seer saa nøie paa min Psalmebog«, sagde Andrea Margrethe, »De
synes maaskee, den seer noget forslidt ud?«
»Nei«, svarede jeg uden dog ret at have hørt, hvad hun havde sagt.
»Ja for jeg skal sige Dem«, vedblev Andrea Margrethe, »den
allerbedste Roes for en Psalmebog, det er at see rigtig forslidt ud:
derimod naar Guldsnittet skinner altfor stærkt paa Siderne, det er
ikke noget godt Tegn.«
»Nu eller aldrig!« sagde jeg til mig selv; jeg gjorde en voldsom
Kraftanstrængelse for at strække min Haand ud og gribe Andrea
Margrethes og -- Gamle traadte ind.
»Har De en Psalmebog, Christopher?« spurgte Andrea Margrethe.
»Jo, jeg har laant Emmys«, svarede Gamle.
»Men saa har Emmy jo ingen.«
»Nei det er sandt, det har jeg rigtignok ikke tænkt paa!«
»Men nu skal jeg gaae over og laane en Psalmebog til Dem hos Fader«,
sagde Andrea Margrethe, »saa kan Emmy faae sin tilbage.«
»Nei lad mig beholde Emmys -- Emmy kan alle Psalmerne udenad, har hun
sagt mig, saa hun behøver ingen Psalmebog.«
Nu kom Corpus Juris, han vilde ogsaa have en Psalmebog. »Jeg faaer
vel Lov til at laane Deres som sædvanlig«, sagde han til Andrea
Margrethe.
»Nei det kan De rigtignok ikke, for jeg har laant den til Nicolai i
dette Øjeblik: men jeg kan skaffe Dem en ovre hos Fader.«
»Den kan Nicolai faae, saa tager jeg Deres -- Nicolai giv mig
Psalmebogen.«
»Nei saamænd gjør jeg ikke nei«, svarede jeg, »jeg har laant den og
har lovlig Ret til den.«
»Vist ikke; det er mig, der har Ret til den, for jeg pleier ellers
altid at laane den. Kom nu med den!«
»Nei Du faaer den ikke -- Du kan ligesaa gjerne tage den anden.«
»Men De maa dog skamme Dem«, udbrød Andrea Margrethe, »to voxne
Brødre, der kommer op at skjændes -- og det ovenikjøbet om en
Psalmebog. Det er dog virkelig altfor galt. Vil De endelig begge To
laane min, saa kan De see sammen i den, det er den simpleste Maade at
afgjøre Striden paa.«
Corpus Juris mumlede noget om, at han var saa kortsynet, at han
nødvendigvis maatte have en egen Psalmebog, men gav dog alligevel
efter, tog mig under Armen -- (sagtens for at jeg ikke skulde løbe
bort med Psalmebogen), og saa gik vi til Kirke sammen.
Kirken var kold og fugtig, men det gjør ikke Noget, naar man bringer
et varmt Hjerte med. Det gjorde jeg desværre ikke; vel sang jeg mine
Psalmer saa høit som Nogen i Menigheden, men mine Tanker vare ikke,
hvor de skulde være.
Præsten stod nu oppe paa Prædikestolen, Psalmen var endt, men
Skolelæreren havde ikke endt endnu. Han vedblev med sine Triller og
Trimulanter paa Orgelet, som var det ham, og ikke Præsten, der skulde
tale. Jeg kunde see paa Præsten, at han begyndte at blive utaalmodig,
selv blev jeg ogsaa utaalmodig, og heldigvis blev ogsaa Bælgetræderen
utaalmodig, thi han ophørte med sin Virksomhed, saa at Skolelæreren
pludselig standsede midt i en Trille: det fik en brat Ende. Saa
begyndte Præsten at tale, stærk og kraftig var hans Stemme, men dog
ikke kraftig nok til at vække mig af min Dvale: den første Halvdeel
af Prædikenen hørte jeg ikke et Ord af. Men nu begyndte Præsten at
see stivt ned paa mig, og hvad han sagde, passede saa ganske paa mig,
at jeg blev nødt til at høre efter, enten jeg vilde eller ikke. Han
sagde nemlig, at ligesom det nye Aar begynder i Jesu Navn, saaledes
maa ogsaa al vor Gjerning begynde i dette Navn, om den ret skal blive
til Velsignelse for os. Derfor maae vi stedse prøve ved Alt, hvad vi
ville foretage, om vi kunne gjøre det i Jesu Navn; og kunne vi ikke
det, saa kunne vi ogsaa være visse paa, at der stikker noget Urigtigt
derunder, og vi handle derfor rigtigt i ikke at gjøre det. -- Se der
fik jeg et nyt Kriterium paa, hvorvidt mit Forehavende var rigtigt,
foruden de to Kriterier, som jeg alt tidligere havde; men jeg kan
ikke nægte, at de to gamle Kriterier, som jeg selv havde fundet paa,
huede mig bedre end det, som Præsten gav mig. Thi naar jeg vil være
ganske ærlig og oprigtig mod mig selv, maatte jeg dog tilstaae, at
hvad jeg nu havde for, det vilde jeg hverken gjøre i Jesu Navn eller
Vorherres Navn, men slet og ret i mit eget Navn. Alligevel gav jeg
ikke tabt endnu. »Det er en af disse ideale Fordringer«, sagde jeg
til mig selv, »som Christendommen stiller til os, men som vi ikke
kunne efterkomme i Virkeligheden. Præsten selv, der nu staaer og
prædiker saa ivrig om, at man skal handle i Jesu Navn, han handler
saamænd heller ikke selv altid derefter. Se nu f. Ex. i Aften har
han jo givet Lov til, at vi maa have Dands i Præstegaarden, og det
uagtet han mener, at det ikke er rigtigt. Men naar ikke engang
Præsten, der er saa gammel og saa erfaren en Mand, handler i Jesu
Navn, hvor vil Du saa tænke paa? Nei det er som sagt en af disse
ideale Fordringer, som Christendommen stiller til os, men som intet
Menneske efterkommer.« -- Det er overhovedet mærkeligt, saa stor en
Dialektiker man pludselig bliver, naar man vil gjøre Noget, som er
Uret; selv det dummeste Menneske bliver til en sand Sokrates ved den
Leilighed, der ved at gjøre saamange Spørgsmaal paa Kryds og paa
Tværs og at snoe sig med en saadan dialektisk Færdighed, at enhver
Anden end Samvittigheden vilde give tabt. Men Samvittigheden besidder
en fast endnu mærkeligere Seighed, i det Mindste besidder min det,
thi trods alle mine Argumenter og Beviser vedblev den at gjentage med
en Catos Ufortrødenhed: »_Præterea censeo_, at Nikolai vil gjøre
Noget, som er urigtigt.« --
Da vi atter vare komne tilbage til Præstegaarden og sadde om
Kaffebordet, sagde Præsten til mig: »Har De nu hørt vel efter min
Prædiken, Nicolai?«
»Jo jeg har.«
»Hvad synes De saa om den?«
»Godt«, svarede jeg, for Andet kunde jeg da ikke vel sige.
»Saa lad mig ogsaa see, at De handler efter den, thi vi skulle ikke
alene være Ordets Hørere, men ogsaa dets Gjørere. De er ung endnu,
lad mig derfor see, at De staaer som et lysende Exempel for os Andre.
-- Hvad synes Du om min Prædiken, Andrea Margrethe?«
»Jeg har ikke været i Kirke i Dag.«
»Det kan jeg godt lide Dig for; det er saadan en smuk Maade at
begynde det nye Aar paa med ikke at gaae i Kirke.«
»Jeg skulde blive hjemme og passe Huset.«
»Huset kan nok passe sig selv saalænge; kunde Emmy komme i Kirke,
kunde Du vel ogsaa.«
»Men hvad vilde Du sige, om vore Gjæster kom i Aften og Intet fik at
spise?«
»Vore Gjæster lide ingen Nød, de spise snarere for Meget end for
Lidet. Se min stakkels Ost der, hvor den har faaet galloperende
Svindsot i de sidste Dage! Jeg havde glædet mig til, at den skulde
holde ud til Paaske, men det bliver der ikke Noget af, det har
Juristen sørget for. Se, hvor han nu sidder og huler i den: tag
Skorpen, min Fa'er, tag Skorpen! den er saa god for unge Tænder. --
Saa, nu skal Nicolai have den, ja saa er det nok snart forbi med »die
letzten Zehn vom vierten Regiment«! -- Det er da godt, at De skal
dandse i Aften, Nicolai; for om otte Dage vil De vist næppe være
istand dertil -- saa tænker jeg, at selv min Slobrok vil være for
snæver til Dem!« --
* * * * *
Noget efter gik Præsten over paa sit Værelse for at hvile sig, Andrea
Margrethe gik atter tilbage til sin Virksomhed og tog denne Gang Emmy
og Præstekonen med sig til Hjælp, Gamle begyndte at læse, og Corpus
Juris og jeg begyndte at kjede os. Efter et forgjæves Forsøg paa
at spille Schak, der mislykkedes, fordi vi begge vare lige
aandsfraværende, fandt Corpus Juris paa, at vi skulde aflægge et
Nytaarsbesøg hos Skolelæreren. Skjøndt jeg just ikke ventede mig
synderlig Opmuntring heraf, saa var det dog altid en Forandring. Men
en Forandring til det Bedre var det egentlig ikke, thi Skolelæreren
befandtes at være alene, hans Familie var nemlig tagen til Roskilde.
Vel tog han meget hjertelig imod os, men han var langtfra nogen
morsom Mand, og da vi havde været der nogen Tid, begyndte jeg at
fortryde, at vi ikke havde foretrukket at gjøre Anders Sørensen et
Nytaarsbesøg. Efter at vi nemlig havde gjort de almindelige
Bemærkninger om Veiret, saa havde vi forbrugt alt det Stof til
Samtale, som vi kunde opdrive. Corpus Juris forsøgte at lede Talen
hen paa Politik, men Skolelæreren interesserede sig ikke for Politik.
Saa sadde vi lidt tause, medens jeg kastede speidende Blik om i Stuen
for om muligt at finde en eller anden Gjenstand, der kunde siges
Noget om. Mine Øine faldt tilsidst paa et gammelt Spil Kort, og jeg
spurgte Skolelæreren, om han kjendte de Kortspil, som vare i Brug
blandt Bønderne.
»Jo«, svarede han, »Trekort og Schafskopf kjender jeg godt, men det
er nu ikke saa fine Spil. Nei der er et andet Spil, som jeg har hørt
saa megen Tale om, og som jeg derfor kunde have Lyst til at lære,
ifald det ikke er altfor vanskeligt -- det er L'hombre.«
»L'hombre!« udbrød Corpus Juris og jeg i Munden paa hinanden, »da
hører der saamænd ikke Hexeri til at lære det. Har De Lyst dertil,
skal vi gjerne strax lære Dem Grundreglerne.«
Det er vanskeligt at sige, hvem der blev meest glad, Skolelæreren ved
Udsigten til endelig at lære L'hombre, eller Corpus Juris og jeg ved
endelig at blive satte i Virksomhed. Det gamle Spil Kort kom frem, og
Undervisningen begyndte. Havde Skolelæreren ligesaa stort Talent til
alt Andet, som han havde til at lære L'hombre, saa har Styrelsen
tildelt ham en altfor ringe Plads i Livet. Inden en halv Time kunde
han selv raade for sine Kort uden fremmed Hjælp, og som Lykken altid
hjælper Begynderen, saaledes vandt Skolelæreren som oftest, medens
Corpus Juris og jeg sadde i Uheld, hvilket ikke gjorde ham saa lidt
kry, medens vi to Andre bleve mere ivrige.
Nu kastede Corpus Juris de to sorte Esser frem.
»Hvad betyder det?« spurgte Skolelæreren.
»Ja det har vi ikke lært Dem endnu: det er =grand tourné=«, sagde
jeg. »Seer De, naar En har de sorte Esser, saa kan han lægge dem frem
og spille =grand tourné=, hvilket er ganske som =tourné=, kun at
Vindingen er noget større. Men om De kan, handler De bedre i at
spille Solo, thi =grand tourné= er et farligt Spil.«
Skolelæreren begyndte at dreie sig urolig paa sin Stol. »Ja for jeg
skal sige Dem«, vedblev jeg, »De kan meget let faae et Kort op i en
Farve, hvori De forøvrigt Intet har, og da risikerer De at blive
beet.«
»Deres Velærværdighed --« begyndte Skolelæreren, men jeg lod mig ikke
afbryde, men fortsatte: »Har De derimod Manille og Kongen sjette i
en vis Farve, saa bør De før spille Solo, thi da har De altid de tre
Matadorer sikkre og tør nok haabe at være saa heldig at faae to Stik
endnu, saafremt ikke netop alle de øvrige Trumfer sidde samlede hos
den ene Modstander, thi da kan det gaae Dem ilde nok.«
Skolelæreren kunde ikke længer styre sin Uro; forlegen sad han og
famlede mellem Kortene, medens hans Blik ufravendt stirrede hen paa
Noget bag min Stol. Jeg vendte mig om og fik Øie paa Præsten, der med
korslagte Arme stod og saae ned paa mig.
»Lad Dem endelig ikke forstyrre«, sagde han, »De har jo et Foredrag,
som en Rigsdagsmand kunde misunde Dem.«
»Vi skulle bare lære Skolelæreren at spille L'hombre«, sagde jeg.
»Ja det seer jeg, og dertil vælger De Nytaarsdag og Søndagformiddag
-- De kunde virkelig ikke vælge nogen mere passende Tid. Og det var
Dem, som skulde gaae ud og lade deres Lys skinne for Menigheden! Saa
faaer De ovenikjøbet Juristen med Dem -- jo det er to deilige
Apostle, jeg der har udsendt til at forkynde sand Christendom! Men
det maa man lade Dem, at De forstaaer at begynde Deres Reformation
fra Grunden af. Først træder De op inde i Præstegaarden og faaer mine
Pigebørn til at dandse Julia Hopsasa den hele udslagne Nat igjennem,
og dernæst gaaer De ind til min skikkelige Skolelærer og faaer ham
til at sidde og spille L'hombre ved høilys Dag. Formodentlig har De
nu i Sinde at gaae Sognet rundt fra Gaard til Gaard og fra Hus til
Hus, indtil man tilsidst overalt kun seer Kortspil fra Morgen til
Aften og dernæst hører Heidudeldum fra Aften til Morgen. De er
rigtignok et forskrækkeligt Menneske, Nicolai; i de fire eller fem
Dage, De har været herude, har De voldt mig mere Bryderi end
Alverdens Mormoner vilde gjøre i et heelt Aar.«
»Men Deres Velærværdighed maa betænke, at det kun er en uskyldig
Tidsfordriv«, indvendte Skolelæreren.
»Uskyldig Tidsfordriv!« udbrød Præsten, »ja De har Ret: næste Søndag
vil jeg have et Spil Kort op paa Prædikestolen, for at jeg kan more
mig med at lægge Kabale, medens De morer Dem med at spille paa Orgel,
saa kan Menigheden sidde og vente, til vi To blive færdige med vor
uskyldige Tidsfordriv.«
»Det var virkelig ikke min Skyld, at Orgelspillet hørte saa pludselig
op i Dag.«
»Nei det har De ganske Ret i; thi stod det til Dem, saa tænker jeg,
vi sad endnu Allesammen inde i Kirken og hørte paa Deres
Orgelconcert. Hvor tidt har jeg dog ikke sagt Dem, at det gaaer ikke
an med alle de Triller og Trimulanter, hvormed De døver vore Øren.«
»Jeg vilde dog gjerne sætte nogle Ornamenter til Deres
Velærværdigheds Prædiken«, sagde Skolelæreren.
»Ja det er meget smukt af Dem, men De maa huske paa, at det er mig og
ikke Orgelet, som skal prædike. Dog lad det nu være godt, jeg haaber,
at jeg ikke oftere skal faae Anledning til at klage derover. -- Men
disse to Spillefugle her tager jeg hjem med mig, for at de kunne
gjøre mit Fattigregnskab færdigt, saa har jeg dem i sikker Forvaring
saalænge.«
Saa bleve Corpus Juris og jeg anbragte ved Fattigregnskabet, hvor vi
tilbragte hele Formiddagen og største Delen af Eftermiddagen. I
Begyndelsen var denne Beskæftigelse just ikke efter min Smag, men
siden fandt jeg mig bedre deri, thi mine Tanker havde nu faaet noget
Bestemt at sysle med, saa Tiden gik temmelig hurtig for mig, og før
jeg ret vidste af det, blev det mørkt.
Jeg gik over i Dagligstuen -- der fandt jeg Emmy og Andrea Margrethe
syslende med at binde Sløifer til Dandsen. Jeg vilde tage en Stol og
sætte mig ned ved Siden af dem, men de reiste sig begge.
»Hvorfor gaaer De fra mig?« spurgte jeg.
»De vil da ikke have, at vi skal dandse i denne Dragt?« sagde Andrea
Margrethe.
»Men De har jo Tid nok, Klokken er knap halvfire.«
»Og Klokken fem kommer vore Fremmede,« svarede Andrea Margrethe, »De
seer, at det er paa høie Tid.«
»Hvad for Noget? allerede Klokken Fem -- og saa faae vi Lov til at
dandse til Klokken Fem imorgen tidlig: det er tolv Timer; det er
mageløst!«
»Nei det skal De rigtignok ikke troe; Klokken tolv hører Herligheden
op, og Hver gaaer hjem til Sit.«
»Klokken tolv? Nu har jeg aldrig hørt saa galt -- det er paa den Tid,
vi pleie at begynde inde i Kjøbenhavn, og saa vil De allerede ende
her, det er jo at vende op og ned paa Alting.«
»Ja da kan De vide, at jeg har kæmpet som en Løve for at faae Lov af
Fader til at blive ved saalænge. Fader vilde have, at vi skulde høre
op allerede Klokken Ti.«
»Det er da vel aldrig muligt?«
»Jo saamænd er det saa; han sagde, at han vilde ikke vide Noget af
det Nattesværmeri, og at vi skulde skilles fra hinanden i god
borgerlig Tid. Det var først langt om længe, at han gav efter, da jeg
sagde ham, at saa kunde han ligesaa gjerne reent forbyde os at holde
Bal, for vi vilde blive til Spot og Skandale for al Verdens
Mennesker, naar de fik at høre, at vi havde hørt op at dandse
allerede Klokken Ti.«
Da jeg nu havde faaet at vide, at vore Gjæster kom Klokken Fem,
besluttede jeg ogsaa selv strax at begynde min Omklædning, thi det
var en Handling, der vilde tage Tid, eftersom der skulde anvendes den
størst mulige Umage derpaa. Et Øjeblik tænkte jeg endog, om det ikke
var bedst, at jeg barberede mig, men jeg opgav dog atter dette
Forehavende ved Tanken om, at jeg aldrig havde foretaget denne
Operation før, og at min uøvede Haand derfor saare let kunde
bibringe mig et Skaar, der ingenlunde vilde tjene til mit Aasyns
Forskjønnelse. Men den Omhu, som ikke blev viist Skægget, blev
tildeelt Haaret i fuldt Maal. Ja de gamle Spartanere have vist næppe
smykket deres Hovedhaar med saa stor Iver før Slaget ved Thermopylæ
som den, hvormed jeg smykkede mit. Thi jeg skulde jo ogsaa til at
slaae et Thermopylæslag, og som jeg haabede, med bedre Held end
Spartanerne. Næst efter Haaret var det det hvide Halstørklæde, paa
hvilket jeg særlig henvendte min Opmærksomhed. Desværre havde jeg kun
faaet tre med mig, og efter at have krøllet dem alle tre ligemeget,
var jeg dog nødt til at tage til Takke med det første. Men stor Sorg
voldte min Kjole mig: den var bleven aldeles forkrøllet i Kufferten.
Forgjæves anvendte jeg en halv Time til at stænke Vand paa den og
trække i den paa alle Ledder og Kanter: det vilde ikke lykkes mig at
faae den til at straale i sin tidligere Glands.
Jeg aabnede dernæst Døren og traadte ind til Corpus Juris; han trak
netop sin Kjole paa; det var Puppen, der var ifærd med at blive til
Sommerfugl. Thi nogen større Forandring kan ikke tænkes end den, som
foregaaer med Corpus Juris, naar han bortlægger Hverdagsdragten og
ifører sig Høitidsdragten og det hvide Halstørklæde. Hvert Spor af
Gnaveri og Vrantenhed, kortsagt hvert Spor af Juristen forsvinder, og
den fuldendte Selskabsmand staaer der i hele sin kongelige Glorie. Ja
vil man lære Corpus Juris at kjende fra hans meest kavaleermæssige
Side, saa maa man see ham mellem unge Damer, jo flere, des bedre. I
Sandhed, det er et Syn for Guder at see ham staae der med den ene
Haand indenfor Vesten, med den anden frit gesticulerende eller
strygende sit mørke Haar bort fra Panden, og nu henvender han Ordet
snart til den ene og snart til den anden, ikke een er der, som han
forglemmer -- alle Muser og Chariter have lagt deres Honning paa hans
Tunge. I saadanne Øjeblikke pleier jeg at stille mig bagved ham og at
lytte til hans Tale, taus og ærefrygtsfuld, som Disciplen lytter til
sin Mester.
Da Corpus Juris var færdig, gik vi sammen ind til Gamle for at see,
hvorvidt han var kommen. Han var fuldt paaklædt; han sad paa en Stol
og var falden i Tanker. I det Øjeblik vi traadte ind, løftede han
Hovedet i Veiret -- Herre Jemini, sikken en Knude han havde slaaet
paa sit Halstørklæde! Havde Gamle havt til Hensigt at hænge sig selv,
kunde han ikke have bundet en mere haandfast Knude! Corpus Juris gav
sig øjeblikkelig til at binde den om igjen, og Gamle fandt sig med
stor Taalmodighed heri. Om Gamle gjælder lige det Modsatte af, hvad
jeg har sagt om Corpus Juris. Han er uforandret den Samme, hvad Slags
Dragt han end ifører sig. Heller ikke overfor unge Damer foregaaer
der nogensomhelst Forandring med Gamle. »De er jo ogsaa Mennesker«,
pleier han at sige, »hvorfor skulde jeg saa tale anderledes til dem
end til andre fornuftige Væsener?« Jeg har tidt og mange Gange talt
med ham derom, men Gamle besidder i visse Henseender et Stivsind, der
gjør, at han ikke paa nogen Maade viger fra sin een Gang fattede
Mening. Engang paa et Bal i Efteraaret gjorde han mig det dog altfor
broget: i en halv Time udviklede han for sin Dame, hvad man forstaaer
ved det nicæno-constantinopolitanske Symbolum. Jeg kunde see paa den
stakkels Pige, at hun kjedede sig ganske forskrækkelig. Bagefter
talte jeg til Gamle derom: »Hvor kan Du dog falde paa Sligt? det kan
jo aldrig more hende.« »Ja men saa morer det mig«, svarede Gamle, »og
altsaa morer i al Fald den ene Part sig, istedenfor at ved den
sædvanlige Balconversation kjede begge Parter sig lige meget.« --
Nei Gamle forstaaer sig slet ikke paa at omgaaes unge Piger!
»Har Du nu dine Handsker, Christopher?« spurgte Corpus Juris.
»Handsker?« udbrød jeg, »det har jeg aldeles ikke tænkt paa!«
»Ja hvorfor har Du ikke det?« sagde Corpus Juris.
»Hvor kunde jeg vide, at her skulde være Bal -- men det er din Skyld,
Frederik, hvorfor har Du ikke sagt mig det? Du vidste det godt -- nu
er der ikke Andet for, Du maa laane mig een af dine.«
»Hvad vil Du med een Handske?«
»Jeg vil gaae med den i Haanden, saa kan Folk altid see, at jeg har
Handske, jeg vil -- jeg vil -- aa jeg veed ikke selv, hvad jeg vil«,
udbrød jeg aldeles fortvivlet, thi naar jeg ingen Handsker havde,
hvad kunde saa al min øvrige Herlighed hjælpe mig?
Midt i min Jammer og Fortvivlelse blev Gamle min Hjælper og
Redningsmand. »Der har Du et Par«, sagde han pludselig, idet han trak
et Par Handsker op af Lommen til mig.
»Christopher, Du er dog det meest velsignede af alle Mennesker«,
udbrød jeg, »har Du virkelig tænkt paa mig?«
»Nei det vil jeg dog ikke sige, at jeg har, men jeg fandt et Par i
min Lomme, som jeg formodentlig maa have glemt ved en tidligere
Leilighed«, svarede Gamle. Handskerne vare ganske nye, de passede
mig, som vare de syede til mig. =All right=! sagde jeg til mig selv,
nu kunde jeg begynde Slaget, naar det skulde være.
Alle Tre gik vi ned i Dagligstuen, hvor vi fandt Familien ventende
paa de Fremmede. Emmy og Andrea Margrethe vare iførte hvide
Balkjoler; Emmy havde en hvid Perlesnor flettet i sit sorte Haar,
Andrea Margrethe bar en Krands af Roser. Præsten stod midt paa
Gulvet, iført Kjole, hvidt Halstørklæde og Manschetter. Andrea
Margrethe var ifærd med at rette paa Halstørklædet, hvilket Præsten
havde bundet paa samme solide Maade som Gamle.
»Se saa, lad det nu være godt«, sagde Præsten til Andrea Margrethe,
»nu er jeg deilig nok. Se, hvor Nicolai stirrer paa mig, han har vist
ondt ved at kjende mig igjen.«
Ja man kunde rigtignok have ondt ved at kjende Præsten, thi hele den
stive Høitidsdragt passede saa lidt til hans daglige ugeneerte Væsen.