1. Til hin tid, lyder det fra Herren, vil jeg være alle Israel
slægters Gud, og de skal være mit Folk.
2. Så siger HERREN: Folket, der undslap Sværdet, fandt Nåde i
Ørkenen, Israel vandred til sin Hvile,
3. i det fjerne åbenbarede HERREN sig for dem: Jeg elsked dig med
evig Kærlighed, drog dig derfor i Nåde.
4. Jeg bygger dig atter, du skal bygges, Israels Jomfru, igen skal
du smykkes med Håndpauke, gå med i de legendes Dans.
5. Vin skal du atter plante på Samarias Bjerge, plante skal du og
høste.
6. Thi en Dag skal Vogterne råbe på Efraims Bjerge: "Kom, lad os
drage til Zion, til HERREN vor Gud!"
7. Thi så siger HERREN: Fryd jer over Jakob med Glæde, jubl over
det første blandt Folkene, kundgør med Lovsang og sig: "HERREN
har frelst sit Folk, Israels Rest."
8. Se, jeg bringer dem hid fra Nordens Land, samler dem fraJordens
Afkroge; iblandt dem er blinde og lamme, frugtsommelige sammen
med fødende, i en stor Forsamling vender de hjem.
9. Se, de kommer med Gråd; mens de ydmygt beder, leder jeg dem; jeg
fører dem hen til Vandløb ad en jævn Vej, hvor de ej snubler;
thi jeg er Israel en Fader, min førstefødte er Efraim.
10. Hør HERRENs Ord, I Folk, forkynd på fjerne Strande: Han, som
spredte Israel, samler det, vogter det som Hyrden sin Hjord;
11. thi HERREN har udfriet Jakob, genløst det af den stærkeres Hånd.
12. De kommer til Zions bjerg og jubler over HERRENs Fylde, over Kom
og Most og Olie og over Lam og Kalve. Deres Sjæl er som en
vandrig Have, de skal aldrig vansmægte mer.
13. Da fryder sig Jomfru i Dans, Yngling og Olding tilsammen. Jeg
vender deres Kummer til Fryd, giver Trøst og Glæde efter Sorgen.
14. Jeg kvæger Præsterne med Fedt, mit Folk skal mættes med min
Fylde, lyder det fra HERREN.
15. Så siger HERREN: En Klagerøst høres i Rama, bitter Gråd, Rakel
begræder sine Børn, vil ikke trøstes over sine Børn, fordi de er
borte.
16. Så siger HERREN: Din Røst skal du holde fra Gråd, dine Øjne fra
Tårer, thi derer Løn fordin Møje,lyder det fra HERREN; fra
Fjendeland vender de hjem;
17. og der er Håb for din Fremtid, lyder det fra HERREN, Børn vender
hjem til deres Land.
18. Jeg hører grant, hvor Efraim klager: "Du tugted mig, og jeg blev
tugtet som en utæmmet Kalv; omvend mig, så bliver jeg omvendt,
thi du er HERREN min Gud.
19. Thi nu jeg er omvendt, angrer jeg; nu jeg har besindet mig, slår
jeg mig på Hofte; jeg er skamfuld og beskæmmet, thi jeg bærer
min Ungdoms Skændsel."
20. Er Efraim min dyrebare Søn, mit Yndlingsbarn? thi så tit jeg
taler om ham, må jeg mindes ham kærligt, derfor bruser mit
indre, jeg ynkes over ham, lyder det fra HERREN.
21. Rejs dig Vejvisersten, sæt Mærkesten op, ret din Tanke på
Højvejen, Vejen, du gik, vend hjem, du Israels Jomfru, til disse
dine Byer!
22. Hvor længe vil du dog tøve, du frafaldne Datter? Thi HERREN
skaber nyt i Landet: Kvinde værner om Mand.
23. Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: End skal de i Judas Land
og Byer sige dette Ord, når jeg vender deres Skæbne: "HERREN
velsigne dig, du Retfærds Bolig, du hellige Bjerg!"
24. Og deri skal Juda bo og alle dets Byer til Hobe, Agerdyrkerne og
de omvankende Hyrder.
25. Thi jeg kvæger den trætte Sjæl og mætter hver vansmægtende Sjæl.
(26 Herved vågnede jeg og så mig om, og Søvnen havde været mig
sød.)
27. Se, Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da jeg tilsår Israels
Hus og Judas Hus med Sæd at Mennesker og Kvæg.
28. Og som jeg har været årvågen over dem for at oprykke, nedbryde,
omstyrte, ødelægge og gøre ilde, således vil jeg være årvågen
over dem for at bygge og plante, lyder det fra HERREN.
29. I hine Dage skal man ikke mere sige: Fædre åd sure Druer, og
Børnenes Tænder blev ømme.
30. Nej, enhver skal dø for sin egen Brøde; enhver, der æder sure
Druer, får selv ømme Tænder.
31. Se, Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da jeg slutter en ny
Pagt med Israels Hus og Judas Hus,
32. ikke som den Pagt jeg sluttede med deres Fædre, dengang jeg tog
dem ved Hånden for at føre dem ud af Ægypten, hvilken Pagt de
brød, så jeg væmmedes ved dem, lyder det fra HERREN;
33. nej, dette er den Pagt, jeg efter hine Dage slutter med Israels
Hus, lyder det fra HERREN: Jeg giver min Lov i deres Indre og
skriver den på deres Hjerter, og jeg vil være deres Gud, og de
skal være mit Folk.
34. Ven skal ikke mere lære sin Ven eller Broder sin Broder og sige:
"Kend HERREN!" Thi de skal alle kende mig fra den mindste til
den største, lydet det fra HERREN; thi jeg tilgiver deres Brøde
og kommer ikke mer deres Synd i Hu.
35. Så siger HERREN, han, som satte Solen til at lyse om Dagen og
Månen og Stjernerne til at lyse om Natten, han, som oprører
Havet, så Bølgerne bruser, han, hvis Navn er Hærskarers HERRE:
36. Når disse Ordninger viger fra mit Åsyn, lyder det fra HERREN, så
skal også Israels Æt for alle Tider ophøre at være et Folk for
mit Åsyn.
37. Så siger HERREN: Når Himmelen oventil kan udmåles og Jordens
Grundvolde nedentil udgranskes, så vil jeg også forkaste Israels
Æt for alt, hvad de har gjort, lydet det fra HERREN.
38. Se, Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da Byen skal opbygges
for HERREN fra Hananeltårnet til Hjørneporten;
39. og videre skal Målesnoren gå lige ud til Garebs Høj og så svinge
mod Goa;
40. og hele Dalen, Ligene og Asken, og alle Markerne ned til Kedrons
Bæk, til Hesteportens Hjørne mod Øst skal være HERREN helliget;
det skal aldrig mere oprykkes eller nedlbrydes.