1. Hvo troede det, vi hørte, for hvem åbenbaredes HERRENs Arm?
2. Han skød op som en Kvist for hans Åsyn, som et Rodskud af
udtørret Jord, uden Skønhed og Pragt til at drage vort Blik,
uden Ydre, så vi syntes om ham,
3. ringeagtet, skyet af Folk, en Smerternes Mand og kendt med
Sygdom, en, man skjuler sit Ansigt for, agtet ringe, vi regned
ham ikke.
4. Og dog vore Sygdomme bar han, tog vore Smerter på sig; vi
regnede ham for plaget, slagen, gjort elendig af Gud.
5. Men han blev såret for vore Overtrædelser, knust for vor Brødres
Skyld; os til Fred kom Straf over ham, vi fik Lægedom ved hans
Sår.
6. Vi for alle vild som Får, vi vendte os hver sin Vej, men HERREN
lod falde på ham den Skyld, der lå på os alle.
7. Han blev knust og bar det stille, han oplod ikke sin Mund som et
Lam, der føres hen at slagtes, som et Får, der er stumt, når det
klippes. han oplod ikke sin Mund.
8. Fra Trængsel og Dom blev han taget, men hvem i hans Samtid
tænkte, da han reves fra de levendes Land, at han ramtes for mit
Folks Overtrædelse?
9. Hos gudløse gav man ham Grav og Gravkammer hos den rige,
endskønt han ej gjorde Uret, og der ikke var Svig i hans Mund.
10. Det var HERRENs Vilje at slå ham med Sygdom; når hans Sjæl havde
fuldbragt et Skyldoffer, skulde han se Afkom, leve længe og
HERRENs Vilje lykkes ved hans Hånd.
11. Fordi hans Sjæl har haft Møje, skal han se det, hvorved han skal
mættes. Når han kendes, skal min retfærdige Tjener retfærdiggøre
de mange, han, som bar deres Overtrædelser.
12. Derfor arver han mange, med mægtige deler han Bytte, fordi han
udtømte sin Sjæl til Døden og regnedes blandt Overtrædere; dog
bar han manges Synd, og for Overtrædere bad han.