1. Ved den Tid blev Ezekias dødssyg. Da kom Profeten Esajas, Amoz's
Søn, til ham og sagde: "Så siger HERREN: Beskik dit Hus, thi du
skal dø og ikke leve!"
2. Da vendte han Ansigtet om mod Væggen og bad således til HERREN:
3. "Ak, HERRE, kom dog i Hu, hvorledes jeg har vandret for dit Åsyn
i Oprigtighed og med helt Hjerte og gjort, hvad der er godt i
dine Øjne!" Og Ezekias græd højt.
4. Da kom HERRENs Ord til Esajas således:
5. "Gå hen og sig til Ezekias: Så siger HERREN, din Fader Davids
Gud: Jeg har hørt din Bøn, jeg har set dine Tårer! Se, jeg vil
lægge femten År til dit Liv
6. og udfri dig og denne By af Assyrerkongens Hånd og værne om
denne By!
7. Og Tegnet fra HERREN på, at HERREN vil udføre, hvad han har
sagt, skal være dig dette:
8. Se, jeg vil lade Skyggen gå de Streger tilbage, som den har
flyttet sig med Solen på Akaz's Solur, ti Streger!" Da gik Solen
de ti Streger, som den havde flyttet sig, tilbage på Soluret.
9. En Bøn af Kong Ezekias af Juda, da han var syg og kom sig af sin
Sygdom:
10. Jeg tænkte: Bort må jeg gå i min bedste Alder, hensættes i
Dødsrigets Porte mine sidste År.
11. Jeg tænkte: Ej skuer jeg HERREN i de levendes Land, ser ingen
Mennesker mer blandt Skyggerigets Folk;
12. min Bolig er nedbrudt, ført fra mig som Hyrdernes Telt, som en
Væver sammenrulled du mit Liv og skar det fra Tråden. Du ofrer
mig fra Dag til Nat, 13 jeg skriger til daggry; som en Løve
knuser han alle Benene i mig; du giver mig ben fra Dag til Nat.
14. Jeg klynker som klagende Svale, sukker som Duen, jeg skuer med
Tårer mod Himlen: HERRE, jeg trænges, vær mig Borgen!
15. Hvad skal jeg,sige? Han talede til mig og selv greb han ind.
For Bitterhedens Skyld i min Sjæl vil jeg vandre sagtelig alle
mine År.
16. Herre, man skal bære Bud derom til alle kommende Slægter. Opliv
min Ånd, helbred mig og gør mig karsk!
17. Se, Bitterhed, Bitterhed blev mig til Fred. Og du skåned min
Sjæl for Undergangens Grav; thi alle mine Synder kasted du bag
din Ryg.
18. Thi Dødsriget takker dig ikke, dig lover ej Døden, på din
Miskundbed håber ej de, der synker i Graven.
19. Men den levende, den levende takker dig som jeg i Dag. Om din
Trofasthed taler Fædre til deres Børn.
20. HERRE, frels os! Så vil vi røre Strengene alle vore Levedage ved
HERRENs Hus.
21. Da bød Esajas, at man skulde tage en Figenkage og lægge den som
Plaster på det syge Sted, for at han kunde blive rask.
22. Og Ezekias sagde: "Hvad er Tegnet på, at jeg skal gå op til
HERRENs Hus?"