1. Jeg vil synge en Sang om min Ven, en Kærlighedssang om hans
Vingård: Min Ven, han havde en Vingård på en frugtbar Høj.
2. Han grov den, rensed den for Sten og plantede ædle Ranker; han
bygged et Vagttårn deri og huggede også en Perse. Men den bar
vilde Druer, skønt han ventede Høst af ædle.
3. Og nu, Jerusalems Borgere, Judas Mænd, skift Ret mellem mig og
min Vingård!
4. Hvad mer var at gøre ved Vingården, hvad lod jeg ugjort? Hvi bar
den vilde Druer, skønt jeg ventede Høst af ædle?
5. Så vil jeg da lade jer vide, hvad jeg vil gøre ved min Vingård:
Nedrive dens Hegn, så den ædes op, nedbryde dens Mur, så den
trampes ned!
6. Jeg lægger den øde; den skal ikke beskæres og ikke graves, men
gro sammen i Torn og Tidsel; og Skyerne giver jeg Påbud om ikke
at sende den Regn.
7. Thi Hærskarers HERREs Vingård er Israels Hus, og Judas Mænd er
hans Yndlingsplantning. Han vented på Retfærd se, der kom
Letfærd, han vented på Lov se, Skrig over Rov!
8. Ve dem, der føjer Hus til Hus, dem, der lægger Mark til Mark, så
der ikke er Plads tilbage, men kun I har Landet i Eje.
9. Det lyder i mine Ører fra Hærskarers HERRE: "For vist skal de
mange Huse blive øde, de store og smukke skal ingen bebo;
10. thi på ti Tønder Vinland skal høstes en Bat, af en Homers Udsæd
skal høstes en Efa.
11. Ve dem, der årle jager efter Drik og ud på Natten blusser af
Vin!
12. Med Citre og Harper holder de Gilde, med Håndpauker, Fløjter og
Vin, men ser ikke HERRENs Gerning, har ej Syn for hans Hænders
Værk.
13. Derfor skal mit Folk føres bort, før det ved det, dets Adel
blive Hungerens Bytte, dets Hob vansmægte af Tørst.
14. Derfor vokser Dødsrigets Gridskhed, det spiler sit Gab uden
Grænse; dets Stormænd styrter derned, dets larmende, lystige
Slæng.
15. Mennesket bøjes, og Manden ydmyges, de stolte slår Øjnene ned;
16. men Hærskarers HERRE ophøjes ved Dommen, den hellige Gud bliver
helliget ved Retfærd.
17. Og der går Får på Græs, Geder afgnaver omkomnes Tomter.
18. Ve dem, der trækker Straffen hid med Brødens Skagler og Syndebod
hid som med Vognreb,
19. som siger: "Lad ham skynde sig, haste med sit Værk, så vi får
det at se; lad Israels Helliges Råd dog komme snart, at vi kan
kende det!"
20. Ve dem, der kalder ondt for godt og godt for ondt, gør Mørke til
Lys og Lys til Mørke, gør beskt til sødt og sødt til beskt!
21. Ve dem, der tykkes sig vise og er kloge i egne Tanker!
22. Ve dem, der er Helte til at drikke Vin og vældige til at blande
stærke Drikke,
23. som for Gave giver den skyldige Ret og røver den skyldfri
Retten, han har.
24. Derfor, som Ildens Tunge æder Strå og Hø synker sammen i Luen,
så skal deres Rod blive rådden, deres Blomst henvejres som Støv;
thi om Hærskarers HERRERs Lov lod de hånt og ringeagted Israels
Helliges Ord.
25. Så blusser da HERRENs Vrede mod hans Folk, og han udrækker
Hånden imod det og slår det, så Bjergene skælver og Ligene
ligger som Skarn på Gaden. Men trods alt har hans Vrede ej lagt
sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud.
26. For et Folk i det fjerne løfter han Banner og fløjter det hid
fra Jordens Ende; og se, det kommer hastigt og let.
27. Ingen iblandt dem er træt eller snubler, ingen blunder, og ingen
sover; Bæltet om Lænden løsnes ikke, Skoens Rem springer ikke
op;
28. hvæssede er dets Pile, alle dets Buer spændte; som Flint er
Hestenes Hove, dets Vognhjul som Hvirvelvind.
29. Det har et Brøl som en Løve, brøler som unge Løver, brummende
griber det Byttet, bjærger det, ingen kan fri det.
30. Men på hin Dag skal der bryde en Brummen løs imod det, som når
Havet brummer; og skuer det ud over Jorden, se, da er der
Trængselsmørke, Lyset slukkes af tykke Skyer.