1. (Til sangmesteren. En maskil af Koras sønner.)
2. Som Hjorten skriger efter rindende Vand, således skriger min
Sjæl efter dig, o Gud.
3. Min Sjæl tørster efter Gud, den levende Gud; når skal jeg komme
og stedes for Guds Åsyn?
4. Min Gråd er blevet mit Brød både Dag og Nat, fordi de stadig
spørger mig: "Hvor er din Gud?"
5. Min Sjæl er opløst, når jeg kommer i Hu, hvorledes jeg vandred
med Skaren op til Guds Hus under Jubelråb og Lovsang i
Højtidsskaren.
6. Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud,
thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!
7. Nedbøjet er min Sjæl, derfor mindes jeg dig fra Jordans og
Hermontindernes Land, fra Mizars Bjerg.
8. Dyb råber til Dyb ved dine Vandfalds Brusen, alle dine
Brændinger og Bølger skyller hen over mig.
9. Sin Miskundhed sender HERREN om Dagen, hans Sang er hos mig om
Natten, en Bøn til mit Livs Gud.
10. Jeg siger til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig, hvorfor
skal jeg vandre sorgfuld, trængt af Fjender?
11. Det er, som knustes mine Ben, når Fjenderne håner mig, når de
stadig spørger mig : "Hvor er din Gud?"
12. Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud,
thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!