1. Så tog Job til Orde og svarede:
2. "Nok har jeg hørt af sligt, besværlige Trøstere er I til Hobe!
3. Får Mundsvejret aldrig Ende? Hvad ægged dig dog til at svare?
4. Også jeg kunde tale som I, hvis I kun var i mit Sted, føje mine
Ord imod jer og ryste på Hovedet ad jer,
5. styrke jer med min Mund, ej spare på ynksomme Ord!
6. Taler jeg, mildnes min Smerte ikke og om jeg tier, hvad Lindring
får jeg?
7. Dog nu har han udtømt min Kraft, du bar ødelagt hele min Kreds;
8. at du greb mig, gælder som Vidnesbyrd mod mig, min Magerhed
vidner imod mig.
9. Hans Vrede river og slider i mig, han skærer Tænder imod
mig. Fjenderne hvæsser Blikket imod mig,
10. de opspiler Gabet imod mig, slår mig med Hån på Kind og flokkes
til Hobe omkring mig;
11. Gud gav mig hen i Niddingers Vold, i gudløses Hænder kasted han
mig.
12. Jeg leved i Fred, så knuste han mig, han greb mig i Nakken og
sønderslog mig; han stilled mig op som Skive,
13. hans Pile flyver omkring mig, han borer i Nyrerne uden Skånsel,
udgyder min Galde på Jorden;
14. Revne på Revne slår han mig, stormer som Kriger imod mig.
15. Over min Hud har jeg syet Sæk og boret mit Horn i Støvel;
16. mit Ansigt er rødt af Gråd, mine Øjenlåg hyllet i Mørke,
17. skønt der ikke er Vold i min Hånd, og skønt min Bøn er ren!
18. Dølg ikke, Jord, mit Blod, mit Skrig komme ikke til Hvile!
19. Alt nu er mit Vidne i Himlen, min Talsmand er i det høje;
20. gid min Ven lod sig finde! Mit Øje vender sig med Tårer til Gud,
21. at han skifter Ret mellem Manden og Gud, mellem Mennesket og
hans Ven!
Job 17
22. Thi talte er de kommende År, jeg skal ud på en Færd, jeg ej
vender hjem fra.
1. Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig;
2. visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje må skue.
3. Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Håndslag?
4. Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke
ophøje dem;
5. den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne
hentæres.
6. Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn
for dem;
7. mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe;
8. retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes
den skyldfri,
9. men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft.
10. Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand fnder jeg ikke iblandt
jer!
11. Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker;
12. Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke;
13. vil jeg håbe, får jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit
Leje,
14. Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder og Søster.
15. Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne min Lykke?
16. Mon de vil følge mig ned i Dødsriget, skal sammen vi synke i
Støvet?