1. Derpå sendte Ezekias Bud til hele Israel og Juda og skrev
desuden Breve til Efraim og Manasse om at komme til HERRENs Hus
i Jerusalem for at fejre Påsken for HERREN, Israels Gud.
2. Og Kongen, hans Øverster og hele Forsamlingen i Jerusalem
rådslog om at fejre Påsken i den anden Måned;
3. thi de kunde ikke fejre den med det samme, da Præsterne ikke
havde helliget sig i tilstrækkeligt Tal, og Folket ikke var
samlet i Jerusalem.
4. Kongen og hele Forsamlingen fandt det rigtigt;
5. derfor vedtog de at lade et Opråb udgå i hele Israel fra
Be'ersjeba til Dan om at komme og fejre Påsken i Jerusalem for
HERREN, Israels Gud, thi man havde ikke fejret den så
fuldtalligt som foreskrevet.
6. Så gik Ilbudene ud i hele Israel og Juda med Breve fra Kongens
og hans Øversters Hånd og sagde efter Kongens Befaling:
"Israeliter! Vend tilbage til HERREN, Abrahams, Isaks og Israels
Gud, at han må vende sig til den Levnin: af eder, der er
undsluppet Assyrerkongernes Hånd.
7. Vær ikke som eders Fædre og Brødre, der var troløse mod HERREN,
deres Fædres Gud, hvorfor han gjorde dem til Rædsel, som I selv
kan se.
8. Vær nu ikke halsstarrige som eders Fædre, men ræk HERREN Hånden
og kom til hans Helligdom, som han har helliget til evig Tid, og
tjen HERREN eders Gud, at hans glødende Vrede må vende sig fra
eder.
9. Thi når I omvender eder til HERREN, skal eders Brødre og Sønner
finde Barmhjertighed hos dem, der førte dem bort, og vende
tilbage til dette Land. Thi HERREN eders Gud er nådig og
barmhjertig og vil ikke vende sit Åsyn fra eder, når l omvender
eder til ham!"
10. Og Ilbudene gik fra By til By i Efraims og Manasses Land og lige
til Zebulon, men man lo dem ud og hånede dem.
11. Dog var der nogle i Aser, Manasse og Zebulon, der ydmygede sig
og kom til Jerusalem;
12. også i Juda virkede Guds Hånd, så at han gav dem et endrægtigt
Hjerte til at udføre, hvad Kongen og Øversterne havde påbudt i
Kraft af HERRENs Ord.
13. Så samlede der sig i Jerusalem en Mængde Mennesker for at fejre
de usyrede Brøds Højtid i den anden Måned, en vældig Forsamling.
14. De gav sig til at fjerne de Altre, der var i Jerusalem;
ligeledes fjernede de alle Røgelsekarrene og kastede dem ned i
Kedrons Dal.
15. Derpå slagtede de Påskelammet på den fjortende Dag i den anden
Måned. Præsterne og Leviterne skammede sig og helligede sig og
bragte Brændofre til HERRENs Hus;
16. og de stillede sig på deres Plads, som deres Pligt var efter den
Guds Mand Moses's Lov; Præsterne sprængte Blodet, som de modtog
af Leviterne.
17. Thi mange i Forsamlingen havde ikke helliget sig; derfor
slagtede Leviterne Påskelammene for alle dem, der ikke var rene,
for således at hellige HERREN dem.
18. Thi de flesfe af Folket, især mange fra Efraim, Manasse, Issakar
og Zebulon, havde ikke renset sig, men spiste Påskelammet
anderledes end foreskrevet. Men Ezekias giki Forbøn for dem og
sagde: "HERREN, den gode, tilgive
19. enhver, som har vendt sit Hjerte til at søge Gud HERREN, hans
Fædres Gud, selv om han ikke er ren, som Helligdommen kræver
det!"
20. Og HERREN bønhørte Ezekias og lod Folket uskadt.
21. Så fejrede de Israeliter, der var til Stede i Jerusalem, de
usyrede Brøds Højtid med stor Glæde i syv Dage; og Leviterne og
Præsterne sang af alle Kræfter dagligt Lovsange for HERREN.
22. Og Ezekias talte venlige Ord til alle de Leviter, der havde
udvist særlig Dygtighed i HERRENs Tjeneste; og de fejrede
Højtiden til Ende de syv Dage, idet de ofrede Takofre og
lovpriste HERREN, deres Pædres Gud.
23. Men derefter vedtog hele Forsamlingen at holde Højtid syv Dage
til, og det gjorde de så med Glæde,
24. thi Kong Ezekias af Juda gav Forsamlingen en Ydelse af 1.000
Tyre og 7.000 Stykker Småkvæg, og Øversterne gav Forsamlingen
1.000 Tyre og 10.000 Stykker Småkvæg; og en Mængde Præster
helligede sig.
25. Da frydede hele Judas Forsamling sig, ligeledes Præsterne og
Leviterne og hele den Forsamling, der var kommet fra Israel, og
de fremmede, der var kommet fra Israels Land eller boede i Juda;
26. og der var stor Glæde i Jerusalem, thi siden Davids Søns, Kong
Salomo af Israels, Dage var sligt ikke sket i Jerusalem;
27. og Præsterne og Leviterne stod op og velsignede Folket, og deres
Røst hørtes, og deres Bøn nåede Himmelen, hans hellige Bolig.