1. Da sendte Kongen Bud og lod alle Judas og Jerusalems Ældste
kalde sammen hos sig.
2. Derpå gik Kongen op i HERRENs Hus, fulgt af alle Judas Mænd og
alle Jerusalems Indbyggere, Præsterne, Profeterne og hele
Folket, små og store, og han forelæste dem alt, hvad der stod i
Pagtsbogen, som var fundet i HERRENs Hus.
3. Så tog Kongen Plads ved Søjlen og sluttede Pagt for HERRENs Åsyn
om, at de skulde holde sig til HERREN og holde hans Bud,
Vidnesbyrd og Anordninger af hele deres Hjerte og hele deres
Sjæl, for at han kunde opfylde denne Pagts Ord, således som de
var skrevet i denne Bog. Og alt Folket indgik Pagten.
4. Derpå bød Kongen Ypperstepræsten Hilkija og Andenpræsten og
Dørvogterne at bringe alle de Ting, der var lavet til Ba'al,
Asjera og hele Himmelens Hær, ud af HERRENs Helligdom, og han
lod dem opbrænde uden for Jerusalem på Markerne ved Hedron, og
Asken lod han bringe til Betel.
5. Og han afsatte Afgudspræsterne, som Judas Konger havde indsat,
og som havde tændt Offerild på Højene i Judas Byer og Jerusalems
Omegn, ligeledes dem, som havde tændt Offerild for Ba'al og for
Solen, Månen, Stjernebillederne og hele Himmelens Hær.
6. Og han lod Asjerastøtten bringe fra HERRENs Hus uden for
Jerusalem til Kedrons Dal og opbrænde der, og han lod den knuse
til Støv og Støvet kaste hen, hvor Småfolk havde deres Grave.
7. Han lod Mandsskøgernes Kamre i HERRENs Hus rive ned, dem i
hvilke Kvinderne vævede Kjortler til Asjera.
8. Han lod alle Præsterne hente fra Judas Byer og vanhelligede
Offer: højene, hvor Præsterne havde tændt offerild, fra Geba til
Be'er-sjeba. Og han lod Portofferhøjen rive ned, som var ved
Indgangen til Byøversten Jehosjuas Port til venstre, når man går
ind ad Byporten.
9. Dog fik Præsterne ved Højene ikke Adgang til HERRENs Alter i
Jerusalem, men de måtte spise usyret Brød blandt deres Brødre.
10. Han vanhelligede Ildstedet i Hinnoms Søns Dal, så at ingen mere
kunde lade sin Søn eller Datter gå igennem Ilden for Molok.
11. Han fjernede de Heste, Judas Konger havde opstillet for Solen
ved Indgangen til HERRENs Hus hen imod Hofmanden Netan Me'leks
Kammer i Parvarim, og Solens Vogne lod han opbrænde.
12. Altrene, som Judas Konger havde rejst på Taget (Akaz's
Tagbygning), og Altrene, som Manasse havde rejst i begge
Forgårdene til HERRENs Hus, lod Kongen nebdryde og knuse på
Stedet, og Støvet lod han kaste, hen i Kedrons Dal.
13. Og Offerhøjene østen for Jerusalem på Sydsiden af Fordærvelsens
Bjerg, som Kong Salomo af Israel havde bygget for Astarte;
Zidoniernes væmmelige Gud, Kemosj, Moabiternes væmmelige Gud, og
Milkom, Ammoniternes vederstyggelige Gud, vanhelligede Kongen.
14. Han lod Stenstøtterne nedbryde og Asjerastøtterne omhugge og
Pladsen fylde med Menneskeknogler.
15. Også Alteret i Betel, den Offerhøj, som Jeroboam, Nebats Søn
havde rejst han der forledte Israel til Synd, også det Alter
tillige med Offerhøjen lod han nedbryde; Stenene lod han nedrive
og knuse til Støv, og Asjerastøtten lod han opbrænde.
16. Da Josias vendte sig om og fik Øje på Gravene på Bjerget, sendte
han Folk hen og lod dem tage Benene ud af Gravene og opbrænde
dem på Alteret for, at vanhellige det efter HERRENs Ord, som den
Guds Mand udråbte, da han kundgjorde disse Ting,
17. Så sagde han: "Hvad er det for et Gravmæle, jeg ser der?" Byens
Folk svarede ham: "Det er den Guds Mands Grav, der kom fra Juda
og kundgjorde det, du nu har gjort med Alteret i Betel."
18. Da sagde han: "Lad ham ligge i Ro, ingen må flytte hans Ben!" Så
lod de både hans og Profeten fra Samarias Ben fred.
19. Også alle Offerhusene på Højene i Samarias Byer, som Israels
Konger havde opført for at krænke HERREN, lod Josias fjerne, og
han handlede med dem ganske som han havde gjort i Betel;
20. og han lod alle Højenes Præster, som var der ved Altrene, dræbe,
og han opbrændte Menneskeknogler på Altrene. Så vendte han
tilbage til Jerusalem.
21. Derefter gav Kongen alt Folket, den Befaling: "Hold Påske for
HERREN eders Gud, som der er foreskrevet her i Pagtsbogen!"
22. Thi slig en Påske var ikke nogen Sinde blevet holdt i Israels og
Judas Kongers Tid, ikke siden Dommerne dømte Israel;
23. men først i Kong Josias's attende Regeringsår blev en sådan
Påske fejret for HERREN i Jerusalem.
24. Også Dødemanerne og Sandsigerne, Husguderne, Afgudsbillederne og
alle de væmmelige Guder, der var at se i Judas Land og
Jerusalem, udryddede Josias for at opfylde Lovens Ord, der stod
skrevet i den Bog, Præsten Hilkija havde fundet i HERRENs Hus.
25. Der havde ikke før været nogen Konge, der som han af hele sit
Hjerte og hele sin Sjæl og al sin Kraft omvendte sig til HERREN
og fulgte hele Mose Lov; og heller ikke efter ham opstod hans
Lige.
26. Alligevel lagde HERRENs mægtige Vredesglød sig ikke, thi hans
Vrede var blusset op mod Juda over alle de Krænkelser, Manasse
havde tilføjet ham.
27. Og HERREN sagde: "Også Juda vil jeg fjerne fra mit Åsyn, ligesom
jeg fjernede Israel, og jeg vil forkaste Jerusalem, denne min
udvalgte By, og det Hus, om hvilket jeg har sagt: Mit Navn skal
være der!"
28. Hvad der ellers er at fortælle om Josias, alt, hvad han udførte,
står jo optegnet i Judas Kongers Krønike.
29. I hans Dage drog Ægypterkongen Parao Neko op til Eufratfloden
imod Assyrerkongen. Kong Josias rykkede imod ham, men Neko
fældede ham ved Megiddo, straks han så ham.
30. Og hans Folk førte ham død bort fra Megiddo, bragte ham til
Jerusalem og jordede ham i hans Grav. Men Folket fra Landet tog
Joahaz, Josias's Søn, og salvede og hyldede ham til Bonge i hans
Faders Sted.
31. Joahaz var tre og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
herskede tre Måneder i Jerusalem. Hans Moder hed Hamutal og var
en Datter af Jirmeja fra, Libna.
32. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ganske som hans
Fædre.
33. Men Farao Neko lod ham fængsle i Ribla i Hamats Land og gjorde
dermed Ende på hans Herredømme i Jerusalem og lagde en Skat af
hundrede Talenter Sølv og ti Talenter Guld på Landet.
34. Derpå gjorde Farao Neko Eljakim, Josias's Søn, til Konge i hans
Fader Josias's Sted, og han ændrede hans Navn til Jojakim;
Joahaz derimod tog han med til Ægypten, og der døde han.
35. Sølvet og Guldet udredede Jojakim til Farao; men for.at kunne
udrede Pengeneefter Faraos Befaling satte han Landet i Skat;
efter som hver især var sat i Skat, inddrev han Sølvet og Guldet
for at give Farao Neko det.
36. Jojakim var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
herskede elleve År i Jerusalem. Hans Moder hed Zebida og var en
Datter af Pedaja fra Ruma.
37. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ganske som hans
Fædre.