1. Kong Salomo elskede foruden Faraos Datter mange fremmede
Kvinder, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, zidoniske og
hetitiske Kvinder,
2. Kvinder fra de Folkeslag, HERREN havde sagt om til Israeliterne:
"I må ikke have med dem at gøre og de ikke med eder, ellers
drager de eders Hjerte til deres Guder!" Ved dem hang Salomo i
Kærlighed.
3. Han havde 700 fyrsfelige Hustruer og 3OO Medhustruer, og hans
Hustruer drog hans Hjerte bort fra Herren.
4. Da Salomo blev gammel, drog hans Hustruer hans Hjerte til
fremmede Guder, og hans Hjerte var ikke mere helt med HERREN
hans Gud som hans fader Davids.
5. Salomo holdt sig da til Astarte, Zidoniernes Gudinde, og til
Milkom, Ammoniternes væmmelige Gud.
6. Således gjorde Salomo, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og
viste ikke HERREN fuld Lydighed som hans Fader David.
7. Ved den Tid byggede Salomo en Offerhøj for Kemosj, Moabs
væmmelige Gud, på Bjerget østen for Jerusalem, og for Milkom,
Ammoniternes væmmelige Gud;
8. og samme Hensyn viste han alle sine fremmede Hustruer, som
tændte Offerild for deres Guder og ofrede til dem.
9. Da vrededes HERREN på Salomo, fordi han vendte sit Hjerte bort
fra HERREN, Israels Gud, der dog to Gange havde ladet sig til
Syne for ham
10. og udtrykkelig havde påbudt ham ikke at holde sig til fremmede
Guder; men han holdt ikke, hvad HERREN havde påbudt ham.
11. Derfor sagde HERREN til Salomo: "Fordi det står således til med
dig, og fordi du ikke har holdt min Pagt og mine Anordninger,
som jeg pålagde dig, vil jeg visselig rive Riget fra dig og give
din Træl det.
12. Dog vil jeg ikke gøre det i din Levetid for din Fader Davids
Skyld men jeg vil rive det ud af din Søns Hånd.
13. Kun vil jeg ikke rive hele Riget fra ham, men give din Søn en
Stamme deraf for min Tjener Davids Skyld og for Jerusalems
Skyld, den By, jeg udvalgte.
14. HERREN gav Salomo en Modstander i Edomiten Hadad af Kongeslægten
i Edom.
15. Thi dengang David lod Edomiterne hugge ned, da Hærføreren Joab
drog op for at jorde de faldne og hugge alle af Mandkøn ned i
Edom -
16. Joab og hele Israel blev der i seks Måneder, til han havde
udryddet alle af Mandkøn i Edom -
17. da var Adad med nogle edomitiske Mænd af hans Faders Folk
flygtet ad Ægypten til. Dengang var Hadad endnu en lille Dreng.
18. De brød op fra Midjan og nåede Paran; og efter at have taget
nogle Mænd fra Paran med sig drog de til Ægypten, hvor Farao,
Ægypterkongen, overlod ham et Hus, tilsagde ham daglig Føde og
gav ham Land.
19. Og da Farao fattede særlig Godhed for Hadad, gav han ham sin
Svigerinde, en Søster til Dronning Takpenes, til Ægte.
20. Takpeness Søster fødte ham Sønnen Genubat; og da Takpenes havde
vænnet Barnet fra i Faraos Hus, blev Genubat i Faraos Hus blandt
Faraos egne Børn.
21. Da nu Hadad i Ægypten hørte, at David havde lagt sig til Hvile
hos sine Fædre, og at Hærføreren Joab var død, sagde han til
Farao: "Lad mig drage til mit Land!"
22. Farao sagde til ham: "Hvad savner du her hos mig, siden du
ønsker at drage til dit Land?" Men han svarede: "Å jo, lad mig
nu rejse!" Så vendte Hadad tilbage til sit Land. Det var den
ulykke, Hadad voldte: Han bragte Trængsel over Israel og blev
Konge over Edom. -
23. Fremdeles gav Gud ham en Modstander i Rezon, Eljadas Søn, der
var flygtet fra sin Herre, Kong Hadadezer af Zoba.
24. Han samlede en Del Mænd om sig og blev Høvding for en
Friskare. Han indtog Damaskus, satte sig fast der og blev Konge
i Damaskus.
25. Han var Israels Modstander, så længe Salomo levede.
26. Endvidere var der Efraimiten Jeroboam, Nebats Søn, fra Zereda,
som stod i Salomos Tjeneste, og hvis Moder hed Zerua og var
Enke; han løftede Hånd mod Kongen.
27. Hermed gik det således til Salomo byggede på Millo; han lukkede
Hullet i sin Fader Davids By.
28. Nu var Jeroboam et dygtigt Menneske, og da Salomo så, hvorledes
den unge Mand udførte Arbejdet, gav han ham Opsyn med hele
Arbejdsstyrken af Josefs Hus.
29. På den Tid hændte det sig, engang Jeroboam var rejst fra
Jerusalem, at Profeten Ahija fra Silo traf ham på Vejen. Ahija
var iført en ny Kappe, og de to var ene på Marken.
30. Da greb Ahija fat i den ny Kappe, han havde på, rev den i tolv
Stykker
31. og sagde til Jeroboam: "Tag dig de ti Stykker, thi så siger
HERREN, Israels Gud: Se, jeg river Riget ud af Salomos Hånd og
giver dig de ti Stammer.
32. Den ene Stamme skal han beholde for min Tjener Davids Skyld og
for Jerusalems Skyld, den By, jeg udvalgte af alle Israels
Stammer;
33. det vil jeg gøre, fordi han har forladt mig og tilbedt Astarte,
Zidoniernes Gudinde, Kemosj, Moabs Gud, og Milkom, Ammoniternes
Gud, og ikke vandret på mine Veje og gjort, hvad der er ret i
mine Øjne, eller holdt mine Anordninger og Lovbud som hans Fader
David.
34. Fra ham vil jeg dog ikke tage Riget, men lade ham være Fyrste,
så længe han lever, for min Tjener Davids Skyld, som jeg
udvalgte, og som holdt mine Bud og Anordninger.
35. Men jeg vil tage Riget fra hans Søn og give dig det, de ti
Stammer;
36. og hans Søn vil jeg give en Stamme, for at min Tjener David
altid kan have en Lampe for mit Åsyn i Jerusalem, den By, jeg
udvalgte for der at stedfæste mit Navn.
37. Men dig vil jeg tage og sætte til Hersker over alt, hvad du
attrår, og du skal være Konge over Israel.
38. Dersom du da er lydig i alt hvad jeg byder dig, vandrer på mine
Veje og gør, hvad der er ret i mine Øjne, så du holder mine
Anordnioger og Bud, som min Tjener David gjorde, vil jeg være
med dig og bygge dig et varigt Hus, som jeg gjorde det for
David. Dig giver jeg Israel;
39. men jeg ydmyger Davids Slægt for den Sags Skyld, dog ikke for
stedse!"
40. Da nu Salomo stod Jeroboam efter Livet, flygtede han til
Ægypten, til Ægypterkoogen Sjisjak; og han blev i Ægypten, til
Salomo døde.
41. Hvad der ellers er at fortælle om Salomo, alt, hvad han gjorde,
og hans Visdom, står jo optegnet i Salomos Krønike.
42. Den Tid, Salomo herskede i Jerusalem over hele Israel, udgjorde
fyrretyve År.
43. Så lagde Salomo sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i
sin Fader Davids By. Og hans Søn Rehabeam blev Konge i hans
Sted.
Første Kongebog 12
2. Da Jeroboam, Nebats Søn, der endnu opholdt sig i Ægypten,
hvorhen han var flygtet for Kong Salomo, fik Nys om, at Salomo
var død, vendte han hjem fra Ægypten.
1. Men Rehabeam begav sig til Sikem, thi derhen var hele Israel
stævnet for at hylde ham som Konge.
3. Og de sagde til Rehabeam:
4. "Din Fader lagde et hårdt Åg på os, men let du nu det hårde
Arbejde, din Fader krævede, og det tunge Åg han lagde på os, så
vil vi tjene dig!"
5. Han svarede dem: "Gå bort, bi tre Dage og kom så til mig igen!"
Så gik Folket.
6. Derpå rådførte Kong Rehabeam sig med de gamle, der havde stået i
hans Fader Salomos Tjeneste, dengang han levede, og spurgte dem:
"Hvad råder I mig til at svare dette Folk?"
7. De svarede: "Hvis du i Dag vil være dette Folk til Tjeneste,
være dem til Behag, svare dem vel og give dem gode Ord, så vil
de blive dine Tjenere for bestandig!"
8. Men han fulgte ikke det Råd, de gamle gav ham; derimod rådførte
han sig med de unge, der var vokset op sammen med ham og stod i
hans Tjeneste,
9. og spurgte dem: "Hvad råder I os til at svare dette Folk, som
kræver af mig, at jeg skal lette dem det Åg, min Fader lagde på
dem?"
10. De unge, der var vokset op sammen med ham, sagde da til ham:
"Således skal du svare dette Folk, som sagde til dig: Din Fader
lagde et tungt Åg på os, let du det for os! Således skal du
svare dem: Min Lillefinger er tykkere end min Faders Hofter!
11. Har derfor min Fader lagt et tungt Åg på eder, vil jeg gøre Åget
tungere; har min Fader tugtet eder med Svøber, vil jeg tugte
eder med Skorpioner!"
12. Da alt Folket Tredjedagen kom til Rehabeam, som Kongen havde
sagt,
13. gav han dem et hårdt Svar, og uden at tage Hensyn til de gamles
Råd
14. sagde han efter de unges Råd til dem: "Har min Fader lagt et
tungt Åg på eder, vil jeg gøre Åget tungere; har min Fader
tugtet eder med Svøber, vil jeg tugte eder med Skorpioner!"
15. Kongen hørte ikke på Folket, thi HERREN føjede det således for
at opfylde det Ord, HERREN havde talet ved Ahija fra Silo til
Jeroboam, Nebats Søn.
16. Men da hele Israel mærkede, at Kongen ikke hørte på dem, gav
Folket Kongen det Svar: "Hvad Del har vi i David? Vi har ingen
Lod i Isajs Søn! Til dine Telte, Israel! Sørg nu, David, for dit
eget Hus!" Derpå vendte Israel tilbage til sine Telte.
17. Men over de Israeliter, der boede i Judas Byer, blev Rehabeam
Konge.
18. Nu sendte Kong Rehabeam Adoniram, der havde Opsyn med
Hoveriarbejdet, ud til dem, men hele Israel stenede ham til
Døde. Da steg Kong Rebabeam i største Hast op på sin Stridsvogn
og flygtede til Jerusalem.
19. Således brød Israel med Davids Hus, og det er Stillingen den Dag
i Dag.
20. Men da hele Israel hørte, at Jeroboam var kommet tilbage, lod de
ham hente til Forsamlingen og hyldede ham som Konge over hele
Israel. Der var ingen, som holdt fast ved Davids Hus undtagen
Judas Stamme.
21. Da Rehabeam var kommet til Jerusalem, samlede han hele Judas Hus
og Benjamins Stamme, 180 000 udsøgte Folk, øvede Krigere, til at
føre Krig med Israels Hus og vinde Riget tilbage til Rehabeam,
Salomos Søn.
22. Men da kom Guds Ord til den Guds Mand Sjemaja således:
23. "Sig til Judas Konge Rehabeam, Salomos Søn, og til hele Judas og
Benjamins Hus og det øvrige Folk:
24. Så siger HERREN: I må ikke drage op og kæmpe med eders Brødre
Israeliterne; vend hjem hver til sit, thi hvad her er sket, har
jeg tilskikket!" Da adlød de HERRENs Ord og vendte tilbage.
25. Jeroboam befæstede Sikem i Efraims Bjerge og tog Bolig der;
senere drog han derfra og befæstede Penuel.
26. Men Jeroboam tænkte ved sig selv: "Som det nu går, vil Riget
atter tilfalde Davids Hus;
27. når Folket her drager op for at ofre i HERRENs Hus i Jerusalem,
vil dets Hu atter vende sig til dets Herre, Kong Rehabeam af
Juda; så slår de mig ihjel og vender tilbage til Kong Rehabeam
af Juda!"
28. Og da Kongen havde overvejet Sagen, lod han lave to Guldkalve og
sagde til Folket "Det er for meget for eder med de Rejser til
Jerusalem! Se, Israel, her er dine Guder, som førte dig ud af
Ægypten!"
29. Den ene lod han opstille i Betel, den anden i Dan.
30. Det blev Israel til Synd. Og Folket ledsagede i Optog den ene
til Dan.
31. Tillige indrettede han Offerhuse på Højene og indsatte til
Præster alle Slags Folk, der ikke hørte til Leviterne.
32. Og Jeroboam lod fejre en Fest på den femtende Dagi den ottende
Måned i Lighed med den Fest, man havde i Juda; og han steg op på
Alteret, han havde ladet lave i Betel, for at ofre til de
Tyrekalve han havde ladet lave; og han lod de Præster, han havde
indsat på Højene, gøre Tjeneste i Betel.
33. Han steg op på Alteret, han havde ladet lave i Betel, på den
femtende Dag i den ottende Måned, den Måned, han egenmægtig hade
udtænkt, og lod Israeliteme fejre en Fest; han steg op på
Alteret for at tænde Offerild.