1. Ved den Lejlighed sang Moses og Israeliterne denne Sang for
HERREN: Jeg vil synge for HERREN, thi han er højt ophøjet, Hest
og Rytter styrted han i Havet!
2. HERREN er min Styrke og min Lovsang, og han blev mig til
Frelse. Han er min Gud, og jeg vil prise ham, min Faders Gud, og
jeg vil ophøje ham.
3. HERREN er en Krigshelt, HERREN er hans Navn!
4. Faraos Vogne og Krigsmagt styrted han i Havet, hans ypperste
Vognkæmpere drukned i det røde Hav,
5. Strømmene dækked dem, de sank som Sten i Dybet.
6. Din højre, HERRE, er herlig i Kraft, din højre, HERRE, knuser
Fjenden.
7. I din Højheds Vælde fælder du dine Modstandere, du slipper din
Harme løs, den fortærer dem som Strå.
8. Ved din Næses Pust dyngedes Vandene op, Vandene stod som en
Vold, Strømmene stivnede midt i Havet.
9. Fjenden tænkte: "Jeg sætter efter dem, indhenter dem, uddeler
Bytte, stiller mit Begær på dem; jeg drager mit Sværd, min Hånd
skal udrydde dem."
10. Du blæste med din Ånde, Havet skjulte dem; de sank som Bly i de
vældige Vande.
11. Hvo er som du blandt Guder, HERRE, hvo er som du, herlig i
Hellighed, frygtelig i Stordåd, underfuld i dine Gerninger!
12. Du udrakte din højre, og Jorden slugte dem.
13. Du leded i din Miskundhed det Folk, du genløste, du førte det i
din Vælde til din hellige Bolig.
14. Folkene hørte det og bæved, Skælven greb Filisterlandets Folk.
15Da forfærdedes Edoms Høvdinger, Moabs Fyrster grebes af
Rædsel, Kana'ans Beboere tabte alle Modet.
16. Skræk og Angst faldt over dem, ved din Arms Vælde blev de
målløse som Sten, til dit Folk var nået frem, o HERRE, til
Folket, du vandt dig, var nået frem. 17du førte dem frem og
planted dem i din Arvelods Bjerge, på det Sted du beredte dig
til Bolig, HERRE, i den Helligdom, Herre, som dine Hænder
grundfæsted.
18. HERREN er Konge i al Evighed!
19. Thi da Faraos Heste med hans Vogne og Ryttere drog ud i Havet,
lod HERREN Havets Vande strømme tilbage over dem, medens
Israeliterne gik gennem Havet på tør Bund.
20. Da greb Profetinden Mirjam, Arons Søster, Pauken, og alle
Kvinderne fulgte hende med Pauker og Danse,
21. og Mirjam sang for: Syng for HERREN, thi han er højt ophøjet,
Hest og Rytter styrted han i Havet!
22. Derpå lod Moses Israel bryde op fra det røde Hav, og de drog ud
i Sjurs Ørken, og de vandrede tre Dage i Ørkenen uden at finde
Vand.
23. Så nåede de Mara, men de kunde ikke drikke Vandet for dets bitre
Smag, thi det var bittert; derfor kaldte man Stedet Mara.
24. Da knurrede Folket mod Moses og sagde: "Hvad skal vi drikke?"
25. Men han råbte til HERREN, og da viste HERREN ham en bestemt
Slags Træ; og da han kastede det i Vandet, blev Vandet
drikkeligt. Der gav han dem Bestemmelser om Lov og Ret, og der
satte han dem på Prøve.
26. Og han sagde: "Hvis du vil høre på HERREN din Guds Røst og gøre,
hvad der er ret i hans Øjne, og lytte til hans Bud og holde dig
alle hans Bestemmelser efterrettelig, så vil jeg ikke bringe
nogen af de Sygdomme over dig, som jeg bragte over Ægypterne,
men jeg HERREN er din Læge!"
27. Derpå kom de til Elim, hvor der var tolv Vandkilder og
halvfjerdsindstyve Palmetræer, og de lejrede sig ved Vandet der.