Det var som sagt ikke altid rart for en ung Officer at blive sendt uden
Medhjælp ud som Skansekommandør med Ordren: Handl efter Konduite!
Men værre var det, naar man ude i Skanserne fik for mange Ordrer, -- der
ikke altid vidnede om Kendskab til de virkelige Forhold. Over sig havde
man først den øverstkommanderende Artilleriofficer. Saa kunde der komme
en Adjutant, »udsendt af Overkommandoen«. Saa var der den jourhavende
Kaptajn. Endelig den Officer, som førte Skansens Infanteri -- nemlig
naar han var ældre Officer end En selv. I den almindelige Forvirring
kunde man, naar galt skulde være, og det skulde det ikke saa sjældent,
fra disse tre-fire Steder faa tre-fire indbyrdes modstridende Ordrer paa
een Gang.
Ved Skansens Istandsættelse kunde man støde sammen med den Officer, som
ledede Ingeniørerne. Han mente jo for det meste, at han som Fagmand var
den, der bedst forstod sig paa, hvad der skulde gøres. Og
Artilleriofficeren, der kendte Skansen ud og ind, ogsaa i Kamp, tænkte,
at det maaske dog var ham, der bedst vidste, hvor Skoen trykkede.
Ialtfald var det ham og hans, der kom til at lide under Skansens mulige
Fejl og Mangler.
Havde man efter Kompagniets Ordre indsendt Fortegnelse bl. a. over sin
Forsyning med Skyts, Lavetter, Værktøj osv., kunde det ske, at
Depotkommandøren krævede udleveret, hvad han i sin fjærntsiddende Visdom
mente, at man havde for meget.
Kort sagt, der kom alt for mange indbyrdes modstridende Ordrer, og for
mange, der ikke stemte med Skansens Velfærd. Hvis ikke alt skulde gaa
hulter til bulter, blev man tit nødt til paa eget Ansvar at lade disse
Ordrer ophæve hinanden og holde sig til den, der passede En bedst:
»Handl efter Konduite!« Den var ialtfald velgørende klar. Og det samme
var den altid gældende Ordre: »De skal forsvare Skansen til det
yderste!«