Vi fandt Skanserne ved vor Ankomst liggende omtrent som Ingeniørerne
havde forladt dem i 61. Foran Stillingen laa uforstyrret endnu baade
Hegn og Huse til Fjendens Dækning. Ogsaa i selve Værkerne manglede en
Del vigtige Arbejder. Man skulde da tro, at der strax var sat al Kraft
ind paa saavidt mulig at bøde Manglerne. Men det skete ikke.
Det varede ikke længe før vi ved 4de Fæstningskompagni under Kaptajn
Bartholin havde 300 Mand; senere blev vi 600. Det var ikke noget udsøgt
Mandskab, mest Feltartillerister af ældre Aargange, Folk, som aldrig
havde lært at betjene Fæstningsartilleri og havde glemt det meste af
det, de engang havde lært. Saa meget uheldigere virkede det knappe
Officerstal, Kaptajnen som eneste Linjeofficer med tre unge
Reserveofficerer, en Milits- og en Borgerofficer. Kommandersergeanten
var en ældre Mand, som næppe kunde have gjort Fyldest ved et
Feltbatteri, og ej heller gjorde det hos os; Foureren ganske ung, ikke
fyldt de tyve. Saa var der et Par Reservekorporaler, udtagne blandt
Underkorporalerne, og et Par Underkorporaler, udtagne blandt de menige.
Det var hele det kommanderende Personale.
Men Folk havde vi dog, og der var nok at tage fat paa. Vi ventede paa
Ordrer; vi fik ingen og bestilte intet. Maaske gik man ud fra, at Krigen
ikke vilde bryde ud før til Foraaret. Alligevel syntes vi unge
Officerer, at det var en underlig Maade at forberede Stillingens Forsvar
paa.
Jeg spurgte Kaptajnen, om vi ikke skulde begynde. Han gav mig det
mærkelige Svar, at Folkenes Uniformer jo ikke var kommet endnu. Jeg
mente, at Folkene nok kunde arbejde, fordi de ingen Uniformer havde; de
fik jo Erstatning for hver Dag de brugte deres eget Tøj. Hertil svarede
Kaptajnen kun: »Aa, jeg har saadan en Hovedpine.«
Saa blev vi ved med at drive bag de ufærdige Skanser.
Fejlen var vel, at ikke strax en handlekraftig Mand var blevet udnævnt
til Stillingens Kommandant med Myndighed over alt det der liggende
Militær, -- nemlig en Bataljon Fodfolk, nogle Ingeniører under Kommando
af en Kaptajn, Artilleridepotet, og nu 4de Fæstningskompagni samt
Feltartilleriet paa Als.
Der kunde med dette Mandskab have været udført et stort Arbejde til
Fuldstændiggørelse og Styrkning af Stillingen. Nu blev en Maaned
ligefrem spildt.
Aldrig i mit Liv har jeg bestilt saa lidt som denne Tid i Sønderborg, og
aldrig har jeg været saa slet tilpas.
Maaske troede Kaptajn Bartholin ikke, at man kunde udrette noget med
Reserveofficerer. Ialtfald sjoflede han os i høj Grad. Da Major
_Lunddahl_ blev udnævnt til Øverstkommanderende for Artilleriet i
Dybbølstillingen, undlod Kaptajnen saaledes at meddele os det.
Vi plejede at spise i et Hus ved Sønderborg Havn, hos Havnefogeden -- en
ældre Mand, der vist havde været Tjener hos Hertugen af Augustenborg.
Han var ialtfald meget fortrolig med dennes Forhold og viste os en Gang
Hertugens Portræt, som han havde liggende i en Dragkisteskuffe.
Da vi en Dag først i Januar ved Tretiden kom og skulde spise til Middag,
sad Major Lunddahl i Havnefogedens Stue sammen med Kaptajnen. Majoren
sagde: »De Herrer kender vel Armébefalingen?« Som ældst Officer svarede
jeg: nej, vi kendte den ikke.
Lunddahl vendte sig da til Kaptajnen: »Har De ikke gjort de Herrer
bekendt med Armébefalingen?« »Nej,« svarede Kaptajnen, »jeg troede ikke
det var nødvendigt at underrette Reserveofficererne.« Hertil bemærkede
Lunddahl: »_Jeg_ kender ingen Forskel; Reserveofficererne bærer
Porteépée lige saa vel som Linjeofficererne og maa behandles som dem.«
Dermed var Kaptajn Bartholins Rolle egentlig udspillet. Ved Appellen
Dagen efter inddelte Major Lunddahl Folkene, medens Kaptajnen stod som
Statist. Og fra den Tid var det Majoren vi henvendte os til i
Tjenestesager, selv om Kaptajnen var tilstede. Under hele Belejringen
veed jeg ikke af, at jeg har set Kaptajn Bartholin, skønt jeg stod ved
hans Kompagni. Paa denne Mand hviler en stor Del af Ansvaret for, at
Dybbølstillingen ikke var i bedre Stand end den var, da Prøjserne kom.