Mit første Indtryk af Dybbølstillingen blev ikke senere afkræftet.
Forsvaret var slet forberedt.
Ved Kommissionsbetænkning af 1851 var paapeget Nødvendigheden af »en
stærk, tildels permanent Befæstning« paa Dybbølbjerg. Ingeniørkorpsets
Forslag af 53 krævede paa Dybbølbjerg »tre stærke permanente Forter«
foruden enkelte mindre Værker og Brohovederne. Til Als og Sundeved var
her ialt beregnet 2,300,000 Rigsdaler.
Dette Forslag blev af Krigsministeren forelagt en ny Kommission,
bestaaende bl. a. af Generalerne _de Meza_, _Fibiger_, _Schlegel_ og
_Baggesen_. I denne Kommissions Januar 51 enstemmig afgivne Betænkning
krævedes til Als med Dybbølbanke ialt c. 2 Millioner Rigsdaler, d.v.s.
Kommissionen tiltraadte Ingeniørkorpsets Forslag, kun med Udeladelse af
Værkerne om Sønderborg mod Alssiden.
Dette af en stor Kommission efter omhyggelig Overvejelse stillede
Forslag gjorde den daværende Krigsminister, Oberst _Lundbye_, intet
Forsøg paa at faa gennemført.
Istedet modtog Ingeniørkorpset i Maj 57 en ministeriel Skrivelse, der
paalagde det at udarbejde nye Planer over _det absolut nødvendige_ under
stadigt Hensyn til Bekostningen, idet Ministeriet paa Forhaand opgav
Kommissionsforslaget, som ved »den blotte Talstørrelse« -- ialt krævedes
32 Millioner Rigsdaler til hele Monarkiets Sø- og Landbefæstning -- »vil
virke saa afskrækkende, at ingen virkelig grundig Behandling i den
pengebevilgende Forsamling bliver mulig.« Saaledes skrev Ministeriet.
Ingeniørkorpset afgav herefter, med det forlangte Hovedhensyn til
Bekostningen, en ny Indstilling af samme Aar, 1857; heri foresloges
Dybbølstillingen befæstet med Jordværker med muret Reduit og
Gravkaponierer til Infanteriforsvar. Dertil beregnedes 794,000
Rigsdaler, Armeringen ikke medregnet.
Heller ikke dette Forslag blev forelagt Rigsdagen til Beslutning;
Krigsministeren var stadig bange for Bekostningen. Først Lundbyes
Efterfølger som Krigsminister, Oberst _Thestrup_, gennemførte under den
umiddelbart truende Krigsfare 1861 Dybbølstillingens Befæstning -- til
et Beløb af 199,600 Rigsdaler, _altsaa godt 1/20 af det, som den
sagkyndige Kommission havde krævet, og godt 1/7 af det, Ingeniørkorpset
havde krævet som absolut nødvendigt_.
Men denne Befæstning blev da ogsaa nærmest kun en Feltbefæstning,
beregnet paa at støtte Hæren, ikke paa at modstaa en Belejring. Det var
hastigt opkastede Jordværker, uden Gravforsvar og uden bombesikre Rum
for Mandskabet. Selv om Fjenden kun havde angrebet med det gammeldags
glatløbede Skyts, vilde det have været en vanskelig Sag at forsvare
denne Stilling mod en regelmæssig Belejring.
Men til vor Ulykke var vor Modstander for en stor Del væbnet med det nye
riflede Skyts. Netop i de foregaaende Aar var dettes Overlegenhed blevet
almindelig anerkendt, og det blev Dybbøls Skæbne at afgive det praktiske
Bevis, paa vor Bekostning. De danske Sagkyndige havde ikke været
uvidende om Virkningen af det riflede Skyts; bl. a. havde en dansk
Officer i 1858 overværet de bekendte Jülicherforsøg, som viste
Muligheden af ved indirekte Skydning med riflet Skyts at skyde Bresche i
Fæstningsværker.
Men Dybbøls Befæstning var anlagt uden Hensyn til disse Erfaringer, og
vort Artilleri var kun saa smaat begyndt paa at indføre det nye Skyts.
Dels var det for dyrt, dels var flere af vore ellers dygtigste
Artilleriofficerer endnu ret uvillige til at godkende dets Fortrin
fremfor det glatløbede, som de var indlevede med og havde Forkærlighed
for. Vi stod med Hensyn til Indførelsen af riflet Skyts ikke tilbage for
nogen af de andre Smaastater. Men det var ikke dem vi havde at gøre med,
det var Prøjsen, som af alle Stormagter var videst fremme paa dette
Omraade. Her havde man i 1861 med stor Energi taget fat paa Indførelsen
af et helt nyt og fortrinligt System riflet Bagladeskyts. Og ganske vist
er det en Fejltagelse, naar mange tror, at Prøjserne førte lutter riflet
Skyts imod os ved Dybbøl; endnu den 18. April var omtrent Halvdelen af
deres Kanoner glatløbede. Men de havde paa deres Fæstninger en anselig
Mængde tildels svært Skyts af den ny Konstruktion; og af dette blev
efterhaanden det meste ført op til Brug mod Dybbøl. Da først det var
bragt i Stilling imod os, var Udfaldet givet. Fra Broagerland kunde de
dermed over Vemmingbund beskyde vore Skanser paa venstre Fløj, som ikke
var tilstrækkelig dækkede mod den Side, hvor de ved Afstanden over
Vandet vilde have været beskyttede mod Angreb af det glatløbede Skyts.
Prøjsernes Granater gik lukt igennem de svære Blokhuse, som var
beregnede til Ophold for Mandskabet. Hurtig viste det sig, at disse
Blokhuse var ikke Tilflugtssteder men Rettersteder. Skansernes Besætning
maatte, da Beskydningen, særlig fra Broager, blev stærkere, søge Ly bag
ved Skanserne i Løbegravene, og endda yderligere grave sig ned der, saa
langt borte, at Fjendens Infanteri ved Stormen flere Steder naaede ind i
Skansen næsten samtidig med vort eget.