Det var den mest bevægede Dag, Henning mindedes at have oplevet. Det
første spæde Barneskrig, der naaede fra Sovekammeret ind i Atelieret,
hvor han gik febrilsk op og ned ad Gulvet, fik hans Hjærte til at
banke af en Glæde og Sindsbevægelse saa stærk, som han aldrig før
havde kjendt den.
Han var bleven Fader. -- Han syntes, at det var umuligt andet, end at
den lille Skabning, der for faa Minuter siden var kommen til Verden,
maatte kunne jage alle Skygger bort fra hans Hjem. Det forekom ham,
at hans Liv nu havde faaet tidobbelt mere Indhold; som om hans Evner
og Kræfter var voxede til at kunne overvinde alle mulige Hindringer
og Gjenvordigheder.
Saa fik han endelig Lov til at komme ind i Sovekammeret.
Han listede sig varsomt hen og lagde sig paa Knæ foran Minnas Seng,
bad hende om Tilgivelse for hvert bittert Ord, han nogensinde havde
sagt hende, lovede, at han skulde blive den bedste og taalmodigste
af alle Mænd.
Og saa fik han Barnet at se; hans -- deres Barn. Oven i Kjøbet en
Dreng -- en prægtig Dreng!
Han havde ingen Ro paa sig. Han maatte ud for at fortælle en eller
anden om sin Lykke. Han havde aldrig været saa jublende glad.
Han gik op til Hans Frederik, hvem han traf i Færd med at prøve Ejnar
Tambeskjælver foran Pillespejlet.
»Hvo stander hisset der paa Vejen? Ej!
Det er vor Husbond, det er
Hakon Jarl, som kommer op igjen fra Skibene ...«
deklamerede Hans Frederik ham i Møde.
»Gaa Pokker i Vold med dine Skibe!« raabte Henning. »Jeg kommer
Fanden ikke fra Skibene, men lige fra Barselstuen! Jeg kan fortælle
dig, at vi har faaet en Søn, -- en stor, dejlig Dreng!«
»Gratulerer, gratulerer, gamle Ven!«
Hans Frederik rakte ham begge sine Hænder, inderlig fornøjet over at
se Henning i det gamle, frejdige Humør.
»Ja, saadan en uforbederlig Pebersvend som du kan naturligvis
ikke forstaa, hvad Faderglæder vil sige,« sagde Henning. »Men jeg
forsikrer dig -- om jeg saa havde arvet en hel Million, eller jeg paa
en Gang var bleven anerkjendt som Verdens største Maler, kunde jeg
ikke være saa glad, som jeg er nu. Tænk dig, hvor meget man har at
leve for, naar man har saadan en lille Knægt at opdrage og gjøre et
rigtigt Menneske ud af!«
»Aa -- jeg synes, du har allerede længe havt meget at leve for.
Du har havt dit Arbejde, din Kone og dit Hjem, medens en stakkels
Eneboer som jeg kun har Arbejdet alene: