Din Henning.«

Det var det første Kjærlighedsbrev, Minna havde modtaget. Hun

læste det utallige Gange. Hun viste det ogsaa -- med en Slags

barnagtig Vigtighed -- til sin Moder, hvilket hun dog ikke havde

stor Fornøjelse af, thi Fru Thorsen blev meget opbragt over, at hun

ikke med et eneste Ord var nævnt i Brevet. Det var temmelig simpelt,

syntes hun.

Der udspandt sig i den Anledning mellem Minna og hendes Moder en

lille Disput, som just ikke udmærkede sig ved den hensynsfuldeste

Form paa nogen af Siderne. Dersom Henning havde været Vidne dertil,

vilde han billigvis være bleven noget forbavset over de skrappe

Udtryk, hans Kjæreste havde til sin Raadighed, naar hun blev hidsig.

Der var imidlertid ikke lang Tid til at skjændes, thi den lille

Scene foregik Søndag Morgen, og Henning havde jo skrevet, at han

kom om Formiddagen. Saa traf Fru Thorsen de sidste Forberedelser

til Frokosten. Det vil sige, hun gik op til Værten paa første Sal

og laante Tallerkener, Servietter, Knive og Gafler, Glas, Plat de

Menage osv. -- altsammen Gjenstande, der ikke kunde undværes ved en

præsentabel Frokost, men som hendes eget Hus kun var forsynet med

efter en meget mangelfuld Maalestok.

Da dette vigtige Hverv var besørget, og Frokostbordet var dækket

i det tilstødende Værelse -- Lejligheden bestod af tre Værelser,

hvoraf det ene var et +terra incognita+ for uvedkommende -- satte Fru

Thorsen sig ved Vinduet med en Bog i Haanden og iført en falmet blaa

Silkekjole, der stod i et Slags korresponderende Forhold til Stuens

lige saa falmede og forlorne Udstyrelse.

Gamle Thorsen var bleven sendt bort. Hans Klæder var for Tiden

altfor fedtede og slidte -- havde hans Kone erklæret -- til at han

kunde præsentere sig ved en saa højtidelig Lejlighed. Thorsen var

fremkommen med den beskedne Paastand, at det dog var rimeligt, at han

var til Stede, naar Svigersønnen kom. Den unge Mand maatte vistnok

finde det paafaldende, om han ikke var nærværende ved en saa vigtig

Familiebegivenhed.

Det var den længste og ivrigste Tale, Thorsen havde holdt i mange

Aar, men den hjalp ham ikke. Naar han satte saa megen Pris paa at

hævde sin Faderværdighed, sagde Fru Thorsen spydig, saa skulde han i

Tide have sørget for at skaffe sig en respektabel Paaklædning; men

hun vilde ikke prostitueres af hans lurvede Udseende. Med Hensyn til

hans Fraværelse skulde hun nok finde paa en passende Forklaring.

Gamle Thorsen gik ud tidlig om Morgenen, men han var saa benauet,

som selv ikke de haardeste daglige Gjenvordigheder kunde have gjort

ham. Han saa' saa underlig fortabt ud, da han gav Minna Haanden og

sagde:

»Ja, din Fa'er ønsker dig til Lykke, mit Barn!«

Minna vilde have holdt ham tilbage, men i det samme kaldte hendes

Moder paa hende, og da hun atter kom ind i den anden Stue, var hendes

Fader gaaet. --

Minna havde en sort, ulden Kjole paa, der sluttede tæt om hendes

velformede Skikkelse. I Brystet havde hun fæstet en hvid Rose. Hendes

svære, blonde Haar laa som sædvanlig i en enkelt tyk Flætning ned ad

Nakken.

Hun lukkede selv op, da han bankede paa. Der var ligesom et Øjebliks

Forlegenhed paa begge Sider, men saa tog han hendes Haand mellem sine

og sagde:

»Hvor jeg har længtes efter dig, Minna!«

Og hun svarede med taalelig Anstand:

»Velkommen, Henning!«

Hun forekom ham smukkere end før, som hun stod der, saa høj og rank,

i den lave, falmede Stue.

De var alene, thi Minnas Moder havde meget mod sin Vilje set sig

nødsaget til at gaa ud i Køkkenet i Husholdningsanliggender. Men

da det første Øjebliks Bevægelse var overstaaet, talte de ganske

fornøjeligt og utvungent med hinanden som nyforlovede Folk, indtil

Fru Thorsen kom ind og udgød i en bevæget Ordstrøm sin Forbavselse

over den uventede Forlovelse, sin Glæde over at faa en saadan

Svigersøn, sin inderlige Overbevisning om, at han vilde gjøre

hendes Minna lykkelig, og endelig en Mængde Undskyldninger for den

Forstyrrelse, hvori han traf hende, men deres Pige var netop skiftet

i disse Dage (det var rigtignok mindst ti Aar siden, de havde holdt

Pige) og nu maatte hun selv tage Del i Husholdningen, hvad hun aldrig

havde været vant til.

Henning var for optagen af Minna til at lægge synderlig Mærke til sin

tilkommende Svigermamas forlorne Fornemhed. Hvad kom den i Grunden

ogsaa ham ved? Naar blot Minna var en brav Pige, kunde alt det andet

være ham temmelig ligegyldigt. --

De nyforlovedes første Dag -- denne mærkelige Dag med alle dens

Tillokkelser, dens forunderlige Blanding af halv Fortrolighed og halv

Forlegenhed -- gik overmaade godt.

Kun en enkelt Mislyd havde der været, men den havde nærmest ramt Fru

Thorsen.

Ved Slutningen af Frokosten havde Værtens lille Søn indfundet sig med

den Besked, at han skulde hilse og sige fra sin Fa'er, at nu skulde

de spise til Middag, og saa skulde de selv bruge de »Tallerkninger«,

som Madamen havde laant.

Drengen bragte denne Besked saa lydelig, at den kunde høres gjennem

den halvt aabne Dør. Men Herregud -- der var jo ikke noget ondt deri.

Det var kun saa uheldigt, at Fru Thorsen et Par Minutter i Forvejen

havde gjort en Undskyldning for det tarvelige Service, som hun med et

fint, vemodigt Smil havde kaldt tarvelige Rester af deres tidligere

Velstand. --

Et Ægteskabs Historie: En Virkelighedsskildring · 第 15 / 36 题