Det var det første Kjærlighedsbrev, Minna havde modtaget. Hun
læste det utallige Gange. Hun viste det ogsaa -- med en Slags
barnagtig Vigtighed -- til sin Moder, hvilket hun dog ikke havde
stor Fornøjelse af, thi Fru Thorsen blev meget opbragt over, at hun
ikke med et eneste Ord var nævnt i Brevet. Det var temmelig simpelt,
syntes hun.
Der udspandt sig i den Anledning mellem Minna og hendes Moder en
lille Disput, som just ikke udmærkede sig ved den hensynsfuldeste
Form paa nogen af Siderne. Dersom Henning havde været Vidne dertil,
vilde han billigvis være bleven noget forbavset over de skrappe
Udtryk, hans Kjæreste havde til sin Raadighed, naar hun blev hidsig.
Der var imidlertid ikke lang Tid til at skjændes, thi den lille
Scene foregik Søndag Morgen, og Henning havde jo skrevet, at han
kom om Formiddagen. Saa traf Fru Thorsen de sidste Forberedelser
til Frokosten. Det vil sige, hun gik op til Værten paa første Sal
og laante Tallerkener, Servietter, Knive og Gafler, Glas, Plat de
Menage osv. -- altsammen Gjenstande, der ikke kunde undværes ved en
præsentabel Frokost, men som hendes eget Hus kun var forsynet med
efter en meget mangelfuld Maalestok.
Da dette vigtige Hverv var besørget, og Frokostbordet var dækket
i det tilstødende Værelse -- Lejligheden bestod af tre Værelser,
hvoraf det ene var et +terra incognita+ for uvedkommende -- satte Fru
Thorsen sig ved Vinduet med en Bog i Haanden og iført en falmet blaa
Silkekjole, der stod i et Slags korresponderende Forhold til Stuens
lige saa falmede og forlorne Udstyrelse.
Gamle Thorsen var bleven sendt bort. Hans Klæder var for Tiden
altfor fedtede og slidte -- havde hans Kone erklæret -- til at han
kunde præsentere sig ved en saa højtidelig Lejlighed. Thorsen var
fremkommen med den beskedne Paastand, at det dog var rimeligt, at han
var til Stede, naar Svigersønnen kom. Den unge Mand maatte vistnok
finde det paafaldende, om han ikke var nærværende ved en saa vigtig
Familiebegivenhed.
Det var den længste og ivrigste Tale, Thorsen havde holdt i mange
Aar, men den hjalp ham ikke. Naar han satte saa megen Pris paa at
hævde sin Faderværdighed, sagde Fru Thorsen spydig, saa skulde han i
Tide have sørget for at skaffe sig en respektabel Paaklædning; men
hun vilde ikke prostitueres af hans lurvede Udseende. Med Hensyn til
hans Fraværelse skulde hun nok finde paa en passende Forklaring.
Gamle Thorsen gik ud tidlig om Morgenen, men han var saa benauet,
som selv ikke de haardeste daglige Gjenvordigheder kunde have gjort
ham. Han saa' saa underlig fortabt ud, da han gav Minna Haanden og
sagde:
»Ja, din Fa'er ønsker dig til Lykke, mit Barn!«
Minna vilde have holdt ham tilbage, men i det samme kaldte hendes
Moder paa hende, og da hun atter kom ind i den anden Stue, var hendes
Fader gaaet. --
Minna havde en sort, ulden Kjole paa, der sluttede tæt om hendes
velformede Skikkelse. I Brystet havde hun fæstet en hvid Rose. Hendes
svære, blonde Haar laa som sædvanlig i en enkelt tyk Flætning ned ad
Nakken.
Hun lukkede selv op, da han bankede paa. Der var ligesom et Øjebliks
Forlegenhed paa begge Sider, men saa tog han hendes Haand mellem sine
og sagde:
»Hvor jeg har længtes efter dig, Minna!«
Og hun svarede med taalelig Anstand:
»Velkommen, Henning!«
Hun forekom ham smukkere end før, som hun stod der, saa høj og rank,
i den lave, falmede Stue.
De var alene, thi Minnas Moder havde meget mod sin Vilje set sig
nødsaget til at gaa ud i Køkkenet i Husholdningsanliggender. Men
da det første Øjebliks Bevægelse var overstaaet, talte de ganske
fornøjeligt og utvungent med hinanden som nyforlovede Folk, indtil
Fru Thorsen kom ind og udgød i en bevæget Ordstrøm sin Forbavselse
over den uventede Forlovelse, sin Glæde over at faa en saadan
Svigersøn, sin inderlige Overbevisning om, at han vilde gjøre
hendes Minna lykkelig, og endelig en Mængde Undskyldninger for den
Forstyrrelse, hvori han traf hende, men deres Pige var netop skiftet
i disse Dage (det var rigtignok mindst ti Aar siden, de havde holdt
Pige) og nu maatte hun selv tage Del i Husholdningen, hvad hun aldrig
havde været vant til.
Henning var for optagen af Minna til at lægge synderlig Mærke til sin
tilkommende Svigermamas forlorne Fornemhed. Hvad kom den i Grunden
ogsaa ham ved? Naar blot Minna var en brav Pige, kunde alt det andet
være ham temmelig ligegyldigt. --
De nyforlovedes første Dag -- denne mærkelige Dag med alle dens
Tillokkelser, dens forunderlige Blanding af halv Fortrolighed og halv
Forlegenhed -- gik overmaade godt.
Kun en enkelt Mislyd havde der været, men den havde nærmest ramt Fru
Thorsen.
Ved Slutningen af Frokosten havde Værtens lille Søn indfundet sig med
den Besked, at han skulde hilse og sige fra sin Fa'er, at nu skulde
de spise til Middag, og saa skulde de selv bruge de »Tallerkninger«,
som Madamen havde laant.
Drengen bragte denne Besked saa lydelig, at den kunde høres gjennem
den halvt aabne Dør. Men Herregud -- der var jo ikke noget ondt deri.
Det var kun saa uheldigt, at Fru Thorsen et Par Minutter i Forvejen
havde gjort en Undskyldning for det tarvelige Service, som hun med et
fint, vemodigt Smil havde kaldt tarvelige Rester af deres tidligere
Velstand. --