V.

Forhenværende Grosserer, nuværende Kommissionær og Handelsagent Peter

Thorsen beboede med sin Kone og Datter en beskeden lille Lejlighed i

den gamle Del af Byen. Det var en skummel og snæver Gade, hvor der

ikke kom synderligt Lys og Luft til Husenes øverst liggende Etager,

langt mindre til Stuen og første Sal.

Fru Thorsen holdt imidlertid fast ved at bo i Stueetagen, dels fordi

hun efter eget Sigende ikke kunde taale de mange Trapper, dels fordi

hun her havde saadan en dejlig Udsigt til alle de forbigaaende,

der passerede lige under hendes Vinduer. En Gade med en hel Mængde

Godtkjøbsbutiker og stærk Færdsel, selv om denne fornemlig kun bestod

af Sælgekonerne med deres Fisk- og Frugtvogne, var i hendes Øjne

Idealet af tiltalende Omgivelser.

Det havde været en slem kjedsommelig Tid for den gode Kone at maatte

tilbringe en hel Maaned ovre hos sin Svoger, Gjæstgiveren paa Fanø,

men til Gjengjæld kunde hun rigtignok nu fortælle sine Bekjendte,

at hun og hendes Datter havde brugt Vesterhavsbadene den Sommer. Og

saa var der ogsaa den hemmelige Omstændighed at tage i Betragtning,

at det i Sommertiden plejede at være smaat med Thorsens Fortjeneste,

og det hjalp betydeligt paa Husholdningen, naar hun og Datteren var

borte. Hendes Mand fik klare sig, saa godt han kunde. Han havde

saamænd ikke været for godt vant de sidste Aar.

Peter Thorsen var en stræbsom og inderlig godmodig Mand, men han var

ikke noget stort Handelsgeni. Efter sin Fader havde han arvet en god

Forretning, men mislykkede Spekulationer i Forening med hans Kones

daarlige Husholdning havde Aar for Aar arbejdet ham hen imod den

Fallit, der tilsidst gjorde Ende paa, hvad Fru Thorsen kaldte deres

Velmagtsdage.

Disse Velmagtsdage laa forøvrigt allerede en halv Snes Aar tilbage.

Siden den Tid havde gamle Thorsen kummerlig nok ernæret sig og sin

Familie som en Slags Agent eller Kommissionær. Det vil sige, han

gik omkring med Vareprøver fra de store Grosserere til de smaa

Detailhandlere. Saa førte han ogsaa Bøger for en Fabrik, der laa en

halv Mils Vej ude ad Vesterkanten. Der gik han ud hver Aften, efter

at han hele Dagen havde travet omkring til Byens Handlende.

Naar han saa kom hjem, dødtræt og ofte -- i daarligt Vejr -- vaad

og forfrossen, fandt han gjærne sin Aftensmad ude paa Køkkenbordet,

Ilden i Kakkelovnen slukket, sin Datter optagen af hendes Pligter

ved Theatret og sin kjære Ægtehalvdel i Besøg hos en eller anden god

Veninde.

Men han var bleven vant dertil og knurrede aldrig. Han var i det hele

et grumme fredsommeligt Menneske. Naar Fru Thorsen var vred og talte

i høje Toner om al den Uret, hun mente, at Verden og især hendes Mand

havde begaaet mod hende, saa sagde han blot i sin blideste Tone --

hvis han overhovedet tillod sig at sige noget:

»Du skulde ikke forivre dig, lille Tine!«

Og til Gjengjæld fik han af sin kjære Kone et sønderknusende Blik og

hele Begrædelsens Bog repeteret om igjen. Men alt det var han saa

inderlig vant til.

Minna tog sjælden Parti hverken for Faderen eller Moderen. Dog holdt

hun sig mest til den sidste, skjønt det ingenlunde skortede paa smaa

Uoverensstemmelser, der undertiden gav Anledning til mindre kjærlige

Optrin mellem dem.

Fru Thorsen satte imidlertid paa sin Manér Pris paa sin Datter,

maaske ikke mindst fordi denne var en smuk og statelig Pige, der

repræsenterede hendes eneste Udsigt til igjen at komme paa den grønne

Gren. Hun havde en egen snu Maade at smigre Minnas Forfængelighed

paa, hvorved hun bevarede en vis Indflydelse over hende.

Minna var vel ikke helt blind for, at hendes Fader kun blev maadelig

behandlet, men saaledes havde det været al den Tid, hun kunde huske

tilbage, og det havde sløvet hendes Blik for, hvor hæsligt Forholdet

egentlig var. Faderen var kun til for at skaffe det fornødne til

Husholdningen. Det var hans ufravigelige Pligt; iøvrigt kunde man

godt lade, som om han slet ikke existerede, og behøvede i alt Fald

ikke at tage noget som helst Hensyn til ham.

Dette var en Theori, som Fru Thorsen havde slaaet urokkelig fast

i sit Ægteskabs Praxis, og i al Stilhed øvede den sin skadelige

Virkning ogsaa paa Minna. Det var halvt ubevidst og i Grunden uden at

tænke noget ondt derved, at hun med Moderens Exempel for Øje havde

tilegnet sig noget af den samme Hensynsløshed i sin Adfærd overfor

sin Fader.

Smaa Forhold og især den Art Fattigdom, der paa en opstyltet Maade

giver sig Mine af Velstand, kan desuden have en egen demoraliserende

Indflydelse paa et Hjem. Den avler Bitterhed i Sindet og udvikler paa

én Gang Egennytte og Mistillid, som der skal særlig gode Naturer til

at modstaa. Minna var oprindelig et sundt Gemyt med mange gode Anlæg,

men de Forhold, hvorunder hun var opvoxet, havde ligesom hæmmet

hendes aandelige og moralske Væxt. --

Hvis man nogle Dage efter den pludselige Forlovelse vilde have spurgt

hende, om hun var fuldkommen lykkelig over, hvad der var sket, vilde

hun maaske have havt vanskeligt ved at give et fuldt ud oprigtigt

Svar.

I ét Punkt var Minna en Modsætning til de fleste unge Piger i hendes

Alder og Stilling. Hun var mærkelig uberørt af alle Forestillinger om

Kjærlighed og Elskov. _Det_, at hun saa pludselig havde bundet sig

til en Mand, havde paa én Gang noget ubevidst tillokkende og noget

skræmmende for hende.

Den første Følelse, hun havde været sig bevidst at nære for Henning,

var en vis tillidsfuld Tryghed i hans Nærhed. Hans aabne, ærlige

Ligefremhed havde vakt hendes Fortrolighed. Han forekom hende

strax som en god gammel Bekjendt, der mente hende det vel, og hans

øjensynlige Deltagelse for hende vakte de blidere Følelser, der

ligger paa Bunden af ethvert Kvindehjærte.

Saa var det pludselig, at der havde gjort sig et erotisk Moment

gjældende i deres Forhold. Det kom saa uventet og fik en mærkelig,

betagende Magt over hende. Efter det første Kys, han havde trykket

paa hendes Mund, var det, som om hendes Sind paa én Gang blev helt

optaget af ham. Og dog var der en besynderlig Uro forbunden med denne

Følelse. Der var Øjeblikke, hvor hun ønskede, at det hele var en

Drøm, men strax efter kunde der saa paakomme hende en heftig Angst

for, at han ikke skulde have ment det alvorlig -- kun givet efter for

et Øjebliks Stemning, og at han maaske slet ikke vilde komme, som han

havde lovet.

Hun havde ikke kunnet modstaa Fristelsen til at fortælle sin Moder,

hvad der var sket. Fru Thorsen fik i den Anledning umaadelig travlt.

Gamle Thorsen blev sendt ud for at skaffe Penge. Der maatte pyntes

op i Huset. I alt Fald nogle ny Skilderier paa de snavsede Tapeter

og nyt Betræk paa Stole og Sofa. Fru Thorsen maatte ogsaa have sin

Silkekjole repareret, og man maatte sørge for at have Penge i Huset

til en fin Frokost, naar den ny Svigersøn kom. Han kunde komme, hvad

Øjeblik det skulde være.

Gamle Thorsen traskede omkring til sine Principaler og fik skrabet

sammen en lille Sum, som han afleverede til sin Ægtemage, og Fru

Thorsen fik nu nok at gjøre med at arrangere al Ting. Svigersønnen

skulde i det mindste kunne mærke, at han kom til Folk, der havde

bevaret en Afglands af svundne Dages Herlighed.

Minna tog med en vis Nervøsitet Del i disse Forberedelser. Det pinte

hende lidt, at han skulde se, hvor fattigt de havde det. Men paa den

anden Side var hun fornuftig nok til at sige sig selv, at det var en

Taabelighed at tænke derpaa. Hun vidste jo, at han kun holdt af hende

for hendes egen Skyld, og hun blev sikkert ikke ringere i hans Øjne,

fordi han traf hende i et fattigt Hjem.

Om Lørdagen -- det var tre Dage efter, at hun og hendes Moder var

vendte tilbage til Byen -- kom der Brev fra ham. Det indeholdt blot

et Par Linier:

»Min egen, lille Kjæreste!

I Morgen Formiddag har du mig hos dig. Jeg bringer to smaa gyldne

Lænker med mig. Maatte de være smedede som et uopløseligt Baand

om vor fremtidige Lykke!