op. Trætheden breder sig over ham og trykker ham ned. En stor
svimmelhed griber ham og fører ham ind i en ny drøm.
Denne gang er han blind, og hænderne er bundet på hans ryg. En tæt
stimmel færdes rundt om ham, han forstår straks, hvad det er, og
ligesom griber efter det med skuldrene, skønt han ved, det er ikke
hans længere, det er uigenkaldelig tabt og ejes ikke af nogen.
Genfærdene fra hans fordums fremtid taler ikke til ham, men han ved,
hvad deres tavshed siger: Hvorfor indhentede du ikke det mål, som
skæbnen i sin nåde viste dig? Livets herre, hvorfor tvang du ikke
omstændighederne til at føje sig efter dit behov, og hvorfor ofrede
du ikke alt, hvad der tilbød sig, på det store bål, hvoraf dit geni
skulde udsmæltes? Du begreb ikke, at geniet søger kun sit eget, og
for ham er alting kun brændsel til hans egen ild. Hvorfor listede du
dig bort med ære og samvittighed ængstelig skjult i din lomme? Ilden
blev ikke stor nok, og du kvaltes i røgen, du, som ikke forstod at
opofre -- --
-- Men da togets piben driver ham ud af sengen, er alle syner
forsvundet, han er en fattig, vågen mand, der ikke engang kan holde
sig varm, ti kulden har erobret hans hjærte og kan ikke igen
fordrives. Den lammer hans hænder, mens han vasker sig, bagefter kan
han dårligt komme i klæerne, armene lægger sig dobbelt i overfrakkens
ærmer.
Han går ud. Luften er som glas og følsom for den svageste lyd. Det
snærper om næseborene, og været stopper op i halsen. Frosten bider
glubsk i hans nyvaskede hænder og ansigt, og det er, som om han gik
på kunstige ben, det mærkes først oppe ved knæet, hver gang han
sætter foden til. Kulden inde i ham stræber mod den udenfor; han ved,
at disse to en gang skal forene sig og slå ham ihjel, men ikke endnu,
ikke i dag! Og han går raskere, indtil sveden bryder frem på hans
ryg; det er, som om han sveder is. Men så kommer hosten og holder ham
tilbage, den driver ham varmen til hodet og lægger et blylåg oven på
hans isse. Sådan lister han forsigtigt videre. Det gør forfærdelig
ondt i bægge sider, han har en fornæmmelse af at blive savet over,
ligesom uvist hvilken hellig mand, men det blir bedre, når han går
langsomt, og det gør han så. Han sagtner gangen så meget, at en
ligevægt mellem ham og omgivelserne kan begynde at udvikle sig.
Kulden breder sig igennem ham så stille og indsmigrende, at han
føler den som varme, og efterhånden som den bedøver smærterne, kommer
der et stort og fredeligt velvære over ham, han kender det og mindes
gamle dage, når det var sommer, og livet var så let at leve. Mens han
går, har han en besynderlig følelse af, at han ligger, og at noget
bær ham bort, han mærker ikke, at han bevæger sig, og i den absolutte
sindsro, der nu falder over ham, forstår han sammenhængen i alt, hvad
der er hændet med ham. Nedgangens linjer ligger klart for hans øjne,
de viser alle hen imod det punkt, hvor han nu befinder sig. Det har
været fald på fald, og nu fatter han betydningen af de store
henrykkelser: Når bygninger styrter sammen, rejser støvet sig højere,
end de højeste tårne har rakt; så længe der fandtes noget i ham, der
ragede op, så længe var der stof til nye fald, og løftelser støvede
op om dem i skinnende skyer. Nu er alle rester faldet, han er nået
til vejs ende og kan begynde på en ny rejse.
Dødens visdom trænger ind i ham med sin kulde, han indser livets
korthed og fuldkomne dårskab; det er altsammen forfængelighed!
Jeg har gjort jagt på faldende stjærner og fartet om efter dem i
rummet -- nu ser jeg de kolde, sorte stene, der ligger strøet hen ad
jorden. Lad en dåre samle dem op.
Han smiler roligt i sin ensomhed, mens selve dødsangsten dræbes under
hans hjærte. -- Alt mit overmod og min håbløshed -- det eneste, der
har været virkeligt i min tilværelse -- har nu tilsammen givet det
facit nul, der er den fuldkomne tilfredsheds balance.
Der er ingen bitterhed i hans sind, mens han gør regnskabet op, ti
nu har han smagt verdensvisdommens søde kærne: at livet til sidst
skal synes værdiløst, for at mennesket uden smærte kan skilles fra
det.
Og da den umenneskelige kulde således har bragt ham til den yderste
grad af resignasjon, fælder den ham ned i vejen som sit retmæssige
bytte og lar ham ligge. Han slår ansigtet ned i sneen og ved ikke, om
det er ild. Jo, det er solskin; der er høj sommer rundt om ham, og
ligesom alt er blevet såre godt, dør han.
Isnåle borer sig ind i ham, og i hans krop vokser der snart frem et
underligt, frosset træ med røde grene.
Op ad dagen rejser vinden sig, fygeværet begynder på ny, sneen koger
op om mennesket som hvid em, han forsvinder efterhånden i en
langstrakt drive, han viskes ud og ligesom blir til eet med den kolde
jord. Mere sne kommer ned oven fra, vinden jager den over markerne og
bort fra den flade vej, kun den ene lange drive vokser uafladelig og
nåer over bægge grøfter ind på markerne. Det damper farligt op fra
den, og den lyser i halvmørket mellem de gule knolde, der stikker op
gennem sneen.
Imidlertid blir det nat, og dær ligger den døde mand i sin gravhøj og
lurer på de vejfarende.