Om morgenen sidder de salige på skyernes bløde bjærgtoppe og ser

solen hejse sig op gennem det uhyre, blå hul. Solskinnet slår som en

brænding mod bjærgene, slikker deres sider og beskyller til sidst de

saliges fødder, og snart sidder de helt oversvømmede af sollyset.

Solen går sin gang, skønt ingen ser den flytte sig, det blir aften,

og gennem verdensrummets brønd bæres månens gule lygte op, mens

skumringens mørke vover skvulper om de saliges knæ og bestænker deres

hoder. Da mindes de deres mindre lykkelige brødre på brøndens bund,

under månen, de svøber sig i grå erindringers flor og sidder stille

natten over, mens de tænker på, hvordan det står til nede på bunden

af mørkets grøft, indtil en ny dags lyshav atter plasker for foden af

deres bjærge.

De salige! Nu knitrer mælkevejens stjærner under deres fødder;

urtåger hvisler op om deres skinneben, mens de går. De drager ud om

morgenen og ser nye verdener dannes; stjærnestof snoes og omhvirvles

som krumme møllevinger af rummets kræfter; de salige vader hen gennem

svangre og golde verdener; med deres venstre albu skubber de

læmpeligt en komethale til side, og med højre hånd skyggende over

brynet ser de tåger spindes som på en rok, føde ild og skabe varme,

hvoraf en verden kan leve i to tusende tre hundrede og en og

halvtredsindstyve billioner år. De vandrer videre, mens det er aften,

de flytter sig for en sol, der har suget alle sine planeter til sig,

og igen spyr dem gloende fra sig; de gør en omvej på en halv million

mil for at komme uden om erupsjonerne.

Når en passelig tid er gået, sætter de sig på en udslukt sol og

prøver at mindes væsner, der kaldte dem -- de salige -- dårer. De ser

sig tilbage over den vej, de har gjort; langt inde på mælkevejen

kommer der stadig flere vandrende; de kaster et blik gennem rummet og

opdager sjæle siddende på fjærne skyer, og langt nede skimter de

længselsfulde mennesker, der ser op -- endnu er der dårer til; mange

skal endnu helst ville sidde mellem solen og vandet, med landet bag

sig, gale, uduelige, lykkelige.

Derefter vender rummets vandringsmænd sig og går videre mellem

faldende verdener og fejende kometer, indtil de nåer mælkevejens

yderste brink. Lyset skinner på dem, nu er de helt gennemsigtige og

ens, alle de menneskelige lidenskaber er smæltede sammen og blevet

til lys -- som en hvid, brændende sol, og med et smil, hvori der er

et suk af lyksalighed, brister de ud over skrænten og opløses til

tavs, usynlig lykke mellem de vandrende, usalige kloder.

Da Signe fik at vide, hvor hensynsløst Ivar Holt var rejst fra alting

og havde ødelagt sin egen fremtid, så forstod hun ham pludselig, som

hun aldrig havde forstået ham før. Hun havde læst hans bøger, som han

nødig talte om, og se: Nu viste det sig, at han var den, man skulde

tro. Ud af sit jævne sind og sin første, store forelskelse fattede

hun, at han kunde -- måtte -- handle sådan, og mens de andre skreg op

og talte om sindssvaghed, og om hvad de ikke havde tiltroet en

alvorlig mand, så sad hun ikke i en krog med hjælpeløse hænder og

græd; hun fortvivlede ikke nætter igennem. Det var så højtideligt;

hun følte sig berørt af tilværelsens storhed, hun blev elsket af en

mand, der ofrede alt det timelige vel for ideen.

Der kom snart brev fra ham. Køligt og nøgternt fortalte han, at han

havde sluttet akkord med flere blade om en række artikler; det skulde

være skildringer af Danmarks land, senere blev det rimeligvis

udlandet. Derfor havde han nu taget sin frihed med et ryk, hun skulde

ikke være forskrækket.

Brevet var ikke med hensigt ligegyldigt, men han havde skrevet det

lige efter en af sine store dage, i et øjeblik, da han tilfældigvis

kom til at tænke på hende.

Signe græd, mens hun læste brevet; denne skuffelse var værre end

noget andet. Hvor var begejstringen, hvor var det store pust, der

havde drevet ham bort, og hvis fjærnere virkning hun også havde

mærket? Og hvor var det, hun inderligst ventede at høre: at det var

kærligheden til hende, der havde givet ham kraft til at rive sig løs

efter så mange spildte år? Ti det skulde være sandt; så måtte alt

andet i verden gærne være løgn. Han skulde blive stor, og hun skulde

ha haft sin lille del deri. Og så rejste hun ned til ham.

Højskoleforstander Thorkildsen havde grund til at sige, at Signe var

den af hans elever, han ventede sig mest af.

Ivar Holt blev underlig til mode, straks han så Signe, men da hun

spurte, hvordan det gik med hans bronkitis, så svarede han, at det

gik godt, og var hel glad for hende. De tilbragte en behagelig dag

sammen, men han talte ikke ret meget, hans fantasi var foreløbig

træt, og han følte sig så frisk ved at gå med en tom sjæl. Det kom

ikke til anden forklaring mellem dem, end at han nu vilde slå sig på

journalistikken, og at det var dumt, han ikke havde gjort det for

længe siden. Signe tav og ventede med fuldt hjærte, men der kom ikke

mere. Han lignede et menneske, der har glemt meget.

De passede ikke sammen den dag. Han havde fået sin lyksalighed så

fuldt, at han var bragt til et plantelivs-stade, hvor ikke engang

kærligheden var nødvendig. Han kunde sidde ved en å og ryge sigarer

og lade den glødende aske falde ned i vandet; mere tiltrængtes ikke.

Han havde det som sjælene ved mælkevejens yderste skrænt, han havde

set og nydt alt og var færdig til opløsning. Men hun havde kun

skimtet livets herlighed; det forekom hende, at hun havde fået løfte

om hans storhed ved hendes elskov. Hun trængte til alt, som den, der

endnu er på jorden og har haft en åbenbaring om dens gode gaver. De

forstod ikke hinanden, hun prøvede ikke på at tale om noget, men lod

ham holde hendes hånd.

Samme aften rejste hun; han skulde få lov at være alene. Mens hun sad

i toget, søgte hun at forklare sig det hele. Hvor skjulte han sin

storhed? Kom intet af den hende til gode? Det hjalp, at hun kom til

at huske på et foredrag om store mænd og store mennesker. De store

kan tit synes så små, de kan være forfængelige, latterlige, ofte

meget lastefulde, og ikke sjældent kan de gøre et ganske ubetydeligt

og intetsigende indtryk, men man skal tro på dem. Ja. Signe troede

også på Ivar Holt, men det begreb hun dog uden vaklen, at sådan er

forskellen på det himmelske og det jordiske, at overfor det himmelske

må man begynde med troen, men overfor det jordiske dær kan man kræve

noget håndgribeligt; det kan umuligt være min pligt blot at _tro_ på

et menneske; jeg må daglig se beviser for, at han er den, jeg tror.

Hun huskede, at han en dag klagede over sine små indtægter; hvordan

skulde det gå i fremtiden? Hun havde kysset ham og sagt: Jeg har nok

til os bægge to, tag alt hvad jeg har, og mig selv med; det er det

bedste, der kan ske.

Nu var han rejst. Han tog ikke noget og forstod hende ikke. Heller

ikke havde han givet kærligheden æren for den indsigt, han nu endelig

var kommet til, og kunde han vel ha undladt at sige det til hende,

om det havde været tilfældet? Vilde han forsømme en så herlig

anledning til at binde dem endnu fastere sammen end nogen sinde?

Denne gang tog Signe ingen på råd, og før somren var forbi, rejste

hun over til en familie, hun kendte, i Idaho, U. S. A.

Idaho, den 24. August.

Når du læser dette brev -- --

Ivar Holt rev det ned og tænkte: Nu tror du vist, du blir ulykkelig,

men du ved godt, at det er kun indbildning. Så læste han videre: hun

vilde ikke være ham til hindring, og hun kunde jo ikke være alt for

ham, vidste han nok; han måtte gå sin egen strålende vej alene.

Ja; hvorfor havde han undertiden så meget imod at være digter? Flere

gange havde han endog helt afsvoret det, skønt han ikke slap fra det

alligevel. Signe, den fornuftige, enfoldige pige, havde nu også peget

på hans kald; vilde han ikke lyde vinket? Der var ikke længere noget,

der hindrede ham. Nu skulde han i færd med sit digterværk; han kunde

ikke mere undslå sig.

Der gik måske et år. Han levede af at skrive til aviser; afsides

købstæder og øer, mærkelige gamle landsbyer skildrede han, det ansås

for at være godt. Men værket måtte fuldbringes.

Han fandt naturen død og tillukket. Jorden var et stort skaldyr, der

har krummet sig sammen om sine mærkværdigheder og gemt dem i sin

mave; overalt vendte den et rundt rygskjold ud imod ham, han kunde

ingenting se. Og dog skulde værket begynde på jorden.

Da han var ung, kunde han komme i stor spænding, når han så langt ud

over landet. Han mærkede store anelser, der gik forbi; geniale ideer

steg op, bævrende som bobler, men de brød ikke gennem bevidstheden.

Den gang gjorde det ham ikke noget; han vidste, at det, der blev

nede, med tiden måtte komme frem. Lignende anelser kom igen nu så

længe efter, det kom af den megen frihed; hans sjæl søgte atter at

udvide sig; uden om bevidstheden lå en vidtstrakt, grå zone, hvor det

nu igen blev uhyre levende. Han kendte det så godt, dette fantasiens

dæmrings-bælte, der ligger uden om den klare erkendelse; dær var han

så tit tyet ud og havde haft sine største øjeblikke. Men han mærkede,

at der var sket en stor forandring; der var gået en sælsom vildskab i

anelserne; ikke en eneste lod sig gribe. Det var værst om natten; da

hvirvlede det i hans sind som en orkan af ideer, men ikke een blev

til klarhed, ingen stor anskuelse brød pludselig ind på hans

bevidsthed; derimod haglede det ned med lange, meningsløse ord og

hele sætninger. Så måtte han stå op, han gik om på markerne og talte

med sig selv for ikke at gå fra forstanden.

Her står jeg og mærker, at jeg har en sjæl. Jeg vil sammenligne den

med en klode, der er ved at dannes; der er allerede en fast kærne, og

uden om svæver en verdenssky af meteorer -- det er anelser, der skal

trækkes til og gøre kloden større. Jeg har ret til disse anelser --

mine tilkommende geniale ideer, de er mine, jeg mangler kun at tvinge

dem ind i min bevidsthed. Jeg føler dem som en blind, der mærker,

hvordan en uhyre genstand lydløst glider ham forbi og fjærner sig

igen. Jeg kan ikke undvære disse anelser, de udgør den bedste del af

mit geni; hvad jeg hidtil har draget ind i bevidstheden var kun det

foreløbige; det har jeg altid vidst. Hvorfor kommer resten ikke? Har

jeg fordømmelige menneske i de spildte år tilsat min samlingsævne?

Før har jeg ofte siddet midt i rummet med verden rundt om mig, bundet

ved min magt, nu er denne verden ved at opløses og flygte. Her står

jeg. Ingen ved, hvad muligheder der har været i mig; jeg kan gå rundt

og fortælle, at de har været store, ingen behøver at tro mig. De, der

ikke har andet at bestille, kan frit håne mig. Jeg hører til den

slags gale, der ikke længere har kurs. Hvis jeg slog et par mennesker

ihjel, kunde jeg måske opnå at blive sykologisk udgransket af en tre

øres journalist. Men jeg gør det ikke. Det er min bestilling at stå

ude på den vilde mark og tale med ingen; imens splittes min sjæl til

alle sider.

Han hørte den sorte storm puste rundt om sig, da han gik hjem. Udover

det mærkede han intet. Livets kulde begyndte at angribe ham.

Der kom en tid, hvor det var koldt.

I hans yngre dage kunde det sagtens ske, at han frøs dygtigt om

vinteren. Han hostede, skuttede sig, gik en lang tur og kom over det;

han gik i seng og glemte det. Senere vogtede han på kulden og holdt

den fra sig, og han blev en del år ældre. Men nu en dag kom han igen

til at fryse, det var ikke en kulde, der la sig ned ad ryggen eller

dødede benene. Den sad inde under hjærtet og vinkede ad kulden

udenfor; den var sluppet ind og var ikke mere til at værge sig imod.

Det er forfærdeligt og simpelt, at kulden er døden. Døden kan sidde

kold under hjærtet og røre sig, mens den venter en hjælper udefra.

For spøgs skyld havde han liggende på sit bord nogle stykker rødt,

blåt og grønt papir, det frister produksjonslysten, siger man. Han

iførte sig -- efter en digters eksempel -- diplomat og nærmede sig

papirerne med bevæbnet hånd. Vilde det nu komme, dette vidunderlige

ryk, der får hele verden til at synke rundt om en, så man sidder højt

oppe på en ny jord?

En dag fik han så anskuelsen af sin afmagt. Den kom på en fredeligt

uhyggelig måde, og da han tog imod den, befandt han sig tilfældigvis

i en uædel situasjon. Han gjorde sig selv opmærksom på, at

erkendelsen ikke kom uventet, og at den havde valgt et mærkeligt

øjeblik at indfinde sig i. Men sådan er det altså. Een begriber

tilværelsens uudholdelighed, mens han stanger sine tænder; en anden

bestemmer sig for selvmord, bedst som han skær ligtorne, og der kunde

nævnes plattere eksempler på, hvordan en betydningsfuld indsigt ikke

altid ledsages af ydre højtidelighed.

Men nu var han altså færdig, han var eks-mennesket, som jorden længes

efter; han bøjede sit hoved og følte grønsværen lukke sig over ham.

Der gik tid, han regnede den ikke længere i dage og måneder. Han led

ikke mere af anelser, den grå zone affolkedes og lod ham i ro, hans

bevidsthed slappedes og faldt ned over ham som teltdugen, når pælene

rykkes op.

Han blev kold på sjælen, ti fantasiens grå, myldrende bælte, som er

uden om, det luner og holder meget borte; dær bygges nye værn i dag,

hvor andre faldt ned i går; håbet har mange rødder dær, lyset brydes

og splittes i mange farver -- -- men er det en gang borte, så falder

den rå kulde umiddelbart ind på den værgeløse sjæl.

Alligevel, når han så tilbage over sit livs fallit, da måtte han sige

til sig selv, at den kunde gærne ha været større. Om han nu havde

været gift og mistet kone og børn. Tab af sjæl er så lidt, det er

ikke overskueligt bag efter, ikke engang for een selv. Det var hans

fattigdom, at han, som intet ejede, havde tabt altfor lidt.

Det er min forbandelse, tænkte han, at jeg kan ikke blive ulykkelig.

Der er mennesker, som er rige på ulykker. Men jeg har tabt selve

tabet.

I denne logiske vanskelighed tøjredes hans forstand som et får, der

har snoet rebet om pælen og står med mulen i jorden og venter.

På brakmarken uden for byen stikker knoldene deres grå snuder op

gennem det tynde snelag og snuser til den kolde Februarluft. Solen

står op og gør dem rosa, men ved middagstid blir de brune og bløde

oveni som chokoladeklumper i varme, og brakjorden ser ud som en ret

mælkebrød. Landevejene gråner svagt, og på flere steder er

hjulsporene smukt strågule, men inde i byen er vejene mørkere, og i

de lune smøger ligger de hen som sort dyppelse, der overtrækkes med

skorpe, i samme nu solen er borte.

I mørkningen begynder vinden at vågne og flytte sig rykvis, som om

den ikke ved, hvad retning den skal ta; den kaster sig hid og did og

prøver musklerne. Folk får pludselig ørene fulde af klaprende skrald,

birketræerne langs smøgen ømmer sig med tyndt mæle, og den nye

halmstak ved brænderiet tar til at hvæse. En avis flagrer som en

forfjamsket fugl op gennem smøgen, lægger sig sammen på den ene og

den anden måde og ender til sidst i hodet på en gammel hest, der

stejler i været, mens bagkroppen synker, så den et øjeblik minder om

en giraf.

Vinden gør et par hop, der får folk til at se sig om efter den,

som om den havde skikkelse; hatte trykkes fast, skørter samles,

flagrende flige indfanges, hoder sænkes eller knejser alt efter

angrebsretningen, en gammel kone blir et øjeblik til en ukendelig

ansamling skørter på to træskoben. Men lidt efter blir det stille

igen. Skyerne -- gulsorte som blæk, der er trådt ud på et skolegulv

-- er nået frem, og nu sner det.

Store klatter skynder sig ned, luften er levende. Når man ser op, er

det hele lutter lysende prikker, der vokser i størrelse; man stirrer

ind i en uhyre gryde, hvor melflager stadig hvirvler frem i en tæt,

levende vælling. Står man ude i det hvide mørke og ser mod en lygte

eller et oplyst vindu, da er det, som om et stort, tyndt fileret

uldtæppe blev ved at synke og synke, som var det uendelig langt. Det

er et syn, der gir varmefornæmmelser. Menneskene ser opsvulmede ud,

idet de går under en lygte; dær rækker een sin arm frem, lige ud i

tæppet, men han kan ikke holde det fast, det synker fremdeles, skønt

han griber i det. Stemmerne lyder tykt, som kom de nede fra en sø af

bomuld. Hen gennem luften går der tykke uldsnore, der straks

forsvinder i det vatterede mørke, det er telefontrådene, de er blevet

ganske stumme nu. Men se: Der kommer en hvirvel på uldtæppet; der

ligger totter ud i krese som hårlaget på en hvid hest, der er svedt.

Det rykker frem og tilbage i tæppet, der kommer tyndslidte steder på

det, men ligesom det vil gå i stykker, bødes det med tusende nye

masker. Nu synker det ikke længere, det trækkes hastigt sidelæns, og

vævningen blir finere, man kan se trådene. Stormen er med i det, den

river voldsomt i sit væv, og efter hvert ryk blir det stærkere og

tættere.

Nede på jorden blir det også livligt, sneen damper op i skyer, som

når en melsæk kastes ned fra et loft, derefter rives den med i den

store vævning, føres bort sidelæns. De tykke uldsnore ind i mørket

brister og falder hen i støv, ligesom de var brændt til hvid aske, og

hvor de forsvandt, begynder det at synge.

Snestråler sprøjter ned fra tagene; ud fra smøgerne kommer de, på

maven, som hvide slanger, og de rejser sig og hugger de forbigående i

hodet. Ned ad tagene går sneen slagvis i åbne sirkler, som korn, der

kastes på et logulv.

Sneen har travlt, ude på markerne hører man dens hvæsen alle vegne;

den lægger sig i runde diger bag knoldene, den danner skarpe rygge

bag flintstenene, og ud fra græsstråene trækker den tynde, hvide

huder; grøfterne forsynes med tungede tagskæg på vindsiden. Men

efterhånden som blæsten tiltager, flyver jorden bar på de højere

steder, den skarpe sne sliber toppen af knoldene, og brune striber

trækkes langt hen ad markerne.

Folk skynder sig hjem. Det er et herrens vær, siger de fromme, mens

de andre kalder det fanden til vær, men ingen vil være ude i det, for

de stoler ikke på vorherre, og de er bange for fanden. Ved hver

hus-ende passer stormen dem op og kværker dem, og den står på lur

uden for husene; så snart en dør går op derinde, fyldes alle

nøglehuller med vræl, indtil man hører et brag af en anden,

ubehersket dør, og stormen tier pludselig, som om den blev slået

ihjel med det samme.

Det blir nat; der stænges og slukkes overalt. Den beske frost breder

sig gennem alle stuer, og den sidder på vagt oven på sengene; hvis en

skulder eller et bryst kommer frem, stikker den med sin giftige nål

og planter en spire til død i det levende.

Uden for byen ligger der et hus, en mumie af et gammelt, trøsket hus;

stormen kender det ud og ind, går lige igennem; menneskene går mest

uden om det. Manden derinde er ved at gå i seng, han står bøjet over

sit bord, mens han lytter til den flyvende frost, der jager hen over

jorden som en blind, der har tabt alverden og er fordømt til aldrig

at finde det tabte igen. Kulden siver sagte ind i ham, mens han

lytter, men det varer længe, før han mærker det, han er så betaget af

den stemme udenfor, som var det hans egen dødsdom, han hørte oplæse.

Men hosten minder ham; han skal i seng. Han blæser lampen ud -- det

er ligesom mørket brød ind fra alle sider og kastede sig over ham. Så

pakker han sig ind i sin gamle havelok og går til ro. Underdynen og

halmen huler sig under ham som et trug, overdynens låg lukker for

oven, det er så koldt som i en ligkiste, kulden ligger hos ham. Han

fryser tålmodigt og skubber sig forsigtigt til rette, havelokken

beklager sig under dynen, for den er mør som en pandekage. Så

indfinder alt sig i den fastsatte orden; varmen kommer først, hosten

bagefter, den harver ham indvendig, fra mellemgulvet op til munden,

krummer ham som en fjeder og slipper ham igen; så kommer spydet, der

stikker i venstre side, og noget værre, der flænger i højre side --

intet udebliver, til sidst kommer trætheden og søvnen.

Hen imod midnat lægger stormen sig, frosten arbejder alene. Den

binder det levende vand, der endnu rinder nøgent i åer og grøfter;

fra bredderne løber stærke, tykke ribber ud, isflader udspændes

imellem dem som huden på en svømmefugls fod; vandet vasker imod dem,

men de vokser alligevel; fra bægge bredder bygges der isbjælker ud

mod midten; et net af usynlige hår knyttes imellem, rives itu og

knyttes om igen, maskerne i det gyngende net blir tættere og tykkere;

inden solen står op, er det levende vand gemt.

Mennesket i det lille hus rører sig uroligt i sin seng; endnu i søvne

mærker han kulden. Han har ikke længere sin ungdoms dybe søvn, som i

alt fald for en tid svøber den pinte sjæl ind i et lag bevidstløshed,

der beskytter mod alt ondt. Kulden nåer ham, som den nåer det

rindende vand under isdækket, hvor der sidder kamme og takker og

stanser noget af det levende element, indtil der intet rinder mere.

Mens han sover, mærker han, hvordan han bundfryser, og han flytter

sig uafbrudt, hans bevægelser markerer tiden, som paukernes pp-slag

angiver takten under lange toner af fløjter og violiner.

Drømme kommer og forsvinder som vindstød gennem et øde hus. Nu sikler

han hen ad en bred landevej, der forsvinder i en krumning nede i en

grøn dal. Mens han kører, synker vejen under ham som et bræt, der

vipper; farten griber ham, måske var det endnu tid at springe af, men

han træder til. Træerne springer forbi med et sæt, køerne suser

baglæns, som om de blev blæst væk een for een. Vejen er nu kun en

sti, den krummer sig nedefter, og dog er han højt over jorden,

stormen er et hylende orkester; foran sig ser han den skinnende

knivsryg, som han nu kører på, og så slynges han ud -- --

Han farer op i sengen og besinder sig straks, da han hører vinteren

arbejde udenfor. Den frosne fjord skaber sig som et vildt dyr, store

revner løber brølende fra den ene bred til den anden.

Han synker tilbage i puderne som under et uhyre tryk, ild slår ud af

hans hjærne, han ser en hånd gøre et kast i mørket, og karlsvognens

syv stjærner springer frem på himlen og sitrer et øjeblik, inden de

hænger fast. Et menneske ligger hen over karlsvognen, med hænderne

griber han om stangen, og han støtter fødderne mod de to bageste

hjul. Der sidder et brækket spyd i hans venstre side, af højre side

stikker en kniv frem.

Det må være mig, tænker manden i sengen, idet han forestiller sig

denne smærte, og i næste øjeblik er det virkelig ham. Kulden brænder

i ham som snehvid ild, og dybt under sig, gennem vinteren, der som et

hvidstribet mørke vælter hen over jorden, ser han en utydelig

skikkelse, der flytter sig uroligt, en varm menneske-ø, der snart

skal bortskylles af kuldens uendelige hav. Han flår spydet af sig,

river kniven ud og bøjer vognstangen med sine hænders kraft, mens

hans fødder sprænger baghjulene fra, han styrter ned, og de løsrevne

stjærner hviner bag efter ham.

-- Mon natten snart er gået? tænker han og sover ind igen, udmattet

af den anstrængelse at lukke øjnene op. Det er mørkt, hvor han nu

kommer hen, tavst og tomt. Han forstår, at han er nede under verden,

på bunden af et hav. Ovenover er der storme, bølger, skibe,

mennesker, lykke, ulykke -- hernede: intet. Uvær kan rase deroppe,

tangskovens blade rører sig ikke. Sådan går der hundrede år hen. Men

nu skal der ske noget; han fatter om et træ og river i det, mens han

har en ynkelig fornæmmelse af at være eneste, almægtig gud hernede;

vandet bevæger sig, havbunden blir urolig, den hopper som et føl,

kaster ham af sig som en vild hest. Han laver jordskælv langt borte

fra menneskene, ingen mærker det.

-- Han letter hodet og ser op mod vinduets lysende firkant.

Stjærnerne skinner ind, snefoget er forbi. Vinteren har lagt sin

kølle og grebet til kniven.

Men i hans næste drøm blæser det. Stormen driver en nøgen sjæl foran

sig, så let som et vissent blad. På sin flugt kommer sjælen forbi

mennesker, som ikke ænser den. De stritter imod stormen; livet har

skænket dem modstandsævne. Her kommer en, svær af sin rigdom; en

anden trækker tungt af sted med sin gæld, bægge klæber ved jorden og

blæses ikke væk. Den sorgfulde slæber på sin modgang, den glade kan

næppe bære sin lykke, livet har lastet dem. Den nøgne sjæl blæses

forbi dem alle, den er fragtet med intet, en tom sjæl.

-- Han farer op og lytter: En forfærdelig skuren, som om et stykke af

jorden rev sig løs og gled af! Lyden kommer igen, hver gang han rører

sig, langt borte fra, men han kan tænke sig, hvordan det vilde lyde,

hvis han var midt i katastrofen. Han ryster på hodet for at blive

klar: det er dynen, der skurer mod stolens ryg, men der er noget i

denne hændelse, som længe holder ham vågen, en dybere mening, han

gærne vilde forstå.

-- Lokomotivet kører frem nede ved stasjonen.

Nu går han ind over markerne, hvor han ikke møder mennesker, og søger

at begribe sig selv, fatte skæbnens logik. Men det blir kun

plukværk. Mens han stirrer på verden, går den i stykker. Han ser med

facetøjne -- ti tusende billeder på en gang; hans sjæl er et knust

spejl, hvem kan samle det? -- Han går, toget kommer bagved. Da det

opdager ham, bryder det af fra sin linje og løber hen til ham. Det

står stille og ser på ham med et rundt øje, et overmåde klogt og

stort øje, det rømmer sig gnistrende op gennem skorstenen og tier,

det snurrer med hjulene og ligesom puffer ham i siden med sine

stempelstænger. Han forstår det altsammen og bekender sin usselhed:

Du er hel, du kan ikke undvære en nagle på din krop. Jeg har mistet

det halve af min sjæl og kaldes dog et menneske. Men dersom jeg blot

var den ringeste og skidneste af dine tjenere, så var jeg mere værd,

end jeg nu er. Knus mig, hvis du har lyst.

Støv og Stjærner · 第 9 / 10 段