Der var en Karl, der var i Tjeneste i Kjøbenhavn, han hed Per Vinter.
Da han havde udtjent og blev permitteret, var han ikke Ejer af mere
end tre Skilling, det var alle de Penge, han havde. Alligevel var han
saa fornøjet med at slippe ud af det Fængsel, at han gjorde en Vise
og gik og sang, og den begyndte saadan:
»Jeg er Ejer af trende Skilling
og kommer aldrig til at trænge.«
Naa, han gik frem ad Vejen og kom ind ad en Skov. Der møder han en
gammel Mand, og han hører den Sang.
Saa siger han: »Eftersom du er Ejer af saa mange Penge, vil du da
ikke give mig en Skilling?«
»Jo,« siger Per, »den kan du missel gjærne faa, a har nok i de to.«
Han giver ham denher Skilling og bliver ved hen ad Vejen. Den gamle
Mand gaar omkring i Skoven og møder ham igjen, og saa forlanger han
atter en Skilling og faar den.
Naa, Manden gaar nok en Gang omkring og møder Per for tredje Gang.
Han gaar og synger: »Jeg er Ejer af en enlig Skilling og kommer
aldrig til at trænge.«
»Saa kunde du gjærne give mig den Skilling.«
»Ja, den kan du godt faa,« og den gamle Mand faar den sidste Skilling.
Saa siger han: »Ja, nu har du vistnok givet mig alle dine Penge, nu
skal a gjøre dig noget godt igjen, og a kan gjøre dig ligesaa meget
godt, som du har gjort mig. Du kan følges med mig hjem. A har et
gammelt graat Øg, a vil give dig, at du skal ikke gaa imellem Huse
som hidtil, og a har en gammel Sabel, a har brugt i min Ungdom, den
vil a ogsaa give dig, og saa vil a lære dig et godt Raad. Nu er der
saadan Krig i England, for den tyrkiske Prins vil have den engelske
Konges Datter, og han vil ikke af med hende. Saa er de kommen til
at slaas om det, og Tyrkerne er saa nær, at de har belejret London.
Nu vil a, du skal tage derover og komme til at tage Del i Krigen. A
har ogsaa en gammel Sejersskjorte, som a vil give dig, den skal du
trække i, for saa længe du er i den, kan der ingen gjøre dig nogen
Fortræd. Alt det, du slaar efter med Sabelen, det slaar du ihjel, men
du skal passe, te du slaar ikke efter andet end det, du vil dræbe.
Du skal lade det gamle graa Øg raade sig selv og gaa, hvor det vil,
saa kommer du til England og mælder dig, at du er nys kommen af
den danske Konges Tjeneste, saa bliver du nok antagen. Men du maa
ikke glemme at forlange, at du vil passe dit Øg selv. Skulde det nu
træffe, at du skal komme af Sejersskjorten, saa der ingen Redning er
for dig, og du kan se, du skal slaas ihjel, saa skal du forlange,
naar de har faaet Livet af dig, at blive hakket i Finker, og dem skal
de komme i en Mantelsæk og hænge den paa det gamle graa Øg og saa
lade den gaa, som den vil. Saa kommer den tilbage til mig igjen.«
Nu havde han sat ham godt i Rette med det hele, og Per Vinter følger
saa med og faar Sagerne. Han ud og faar sadlet Øget og hænger
Mantelsækken bag ved Sadlen, og saa lader han hende daske af. Omsider
kommer han til London, og han mælder sig ved Kongen og vil da høre
til Hjælpetropperne.
Ja, Per Vinter skulde være velkommen, og han fik Staldplads til den
gamle graa og faar ogsaa Lov til selv at passe den.
Andendagen skal de ud imod Fjenderne. Tyrkerne var saa nær ved
London, at der kun var en Dags Rejse til dem. Saa siger Per til
Overgeneralen: »Nu maa vi herhen, for her er de fleste Folk.«
»Nej, det kan ikke gaa an,« siger han, »dem kan vi ikke binde an med.«
»Jo, vi maa herhen,« og han sætter den graa i Galop og hugger
løs. For hvert Hug faldt der en 3, 4 ad Gangen, og endelig maatte
Fjenderne paa Flugt. De retirerede en 2, 3 Mil den Dag, og Per Vinter
kommer hjem til Kongen. Saa siger Generalen til ham, at det kunde
ikke gaa an at faa Per Vinter ud i Morgen igjen, for han gjorde
saadan Uorden, at de ikke fik Armeen samlet de første Par Dage.
Sagen var, at han var bleven ræd for, at Per Vinter skulde blive
Overgeneral og han selv faa hans Afsked, det var han jo fortrødt ved.
Kongen tykte, det var noget sært Snak, at én Mand skulde kunne gjøre
saadan Uorden, og saa vilde han Andendags Morgen selv ud at se, om
det virkelig kunde være Tilfældet.
Siden de kommer udenfor, saa siger Per Vinter: »Ja, vi maa herhen,
hvor de fleste er.«
Nej, det kunde ikke gaa an, sagde Generalen. Men Per farer jo løs og
hugger ned. Kongen staar og ser paa det, og Fjenderne flygter. Ja,
den Mand var ikke til at kassere, og Kongen sætter ham til General
med det samme.
Nu bliver han ved at ture saa længe, til de faar drevet Tyrkerne
langt hen, og saa var de i Sikkerhed for dem. Da der er gaaet nogle
Dage, saa siger Kongen: »Du vil vel ikke have min Datter?«
»Jo,« siger han, »men hun vil vel ikke have mig.«
Kongen syntes jo, at Per Vinter kunde nok bestyre Riget, og saa vilde
han da hellere give Datteren til ham end til den tyrkiske Prins. Naa,
saa vil han hen og høre hans Datter ad, og han spørger om det.
Jo, det vilde hun nok, og saa skal de da have hinanden. Nok er det,
de bliver ogsaa gift.
Da de saa om Bryllupsaftenen skal i Seng, saa siger hun til ham: »Det
er dog en forfærdelig skiden Skjorte, du er i,« og hun vil ikke ligge
ved ham i saadan en Skjorte.
»Ja, den maa a ikke komme af,« siger han, »for hvis a faar den af,
saa er det forbi med mig,« og saa fortæller han hende, at det er en
Sejersskjorte, og saa længe han var i den, saa var der ingen, der
kunde gjøre ham noget.
»Ja pyt,« siger hun, »her er da ingen, der kommer og tager den fra
dig eller gjør dig Fortræd. Nu kan du trække af den i Nat, og saa
skal a give dig en anden, saa kan du endda trække i den i Morgen
igjen, om du vil.«
Ja ja, det kunde han da ogsaa. Hun henter en fin Skjorte, og han
trækker den anden af og lægger paa Stolen ved Siden af Sengen. Nu
trækker hun ogsaa af Klæderne og vil da forestille at i Sengen til
ham, men i det samme springer der en Lem op i Gulvet, og den tyrkiske
Prins kommer op. Han var godt kjendt med hende, kan vi forstaa, og
kunde saadan komme ind til hende om Natten. Prinsen snapper Skjorten
og jager sig i den, og saa tager han Sabelen. »Kjender du mig nu, Per
Vinter?« siger han.
»Ja, a gjør, men vil du nu ikke love mig, inden du slaar mig ihjel,
for det bliver nok Enden paa det, kan a tænke, te du hakker mig i
Finker, naar du har faaet Livet af mig, og saa kommer dem i den gamle
Mantelsæk, der hænger der ude i Stalden. Den hænger du paa det gamle
graa Øg, der staar der inde, og saa lader du det gaa, hvorhen det
vil. Det kan da ikke gjøre noget, du lover mig det.«
Nej, han skulde ogsaa nok gjøre det. Saa bliver Enden af det, at han
hugger Hovedet af Per og giver dernæst Befaling til at hakke ham i
Finker og komme dem i Mantelsækken og saa lade det gamle Øg gaa med
det, hvorhen det lystede.
Da de havde gjort det og ladet Øget gaa, saa gifter han sig med
Prinsessen og sætter den gamle Konge og Dronning i et Fangetaarn, for
det de havde været saa meget imod Giftermaalet, og saa er han nu
Konge i England.
Det var saadan om Vinteren, dether gik for sig. Saa en Aften rimmer
Øget uden for den gamle Mands Vinduer. »Naa,« siger han, »nu er det
graa Øg herude, saa er Per nok kommen af Skjorten,« siger han til
Konen. Han hen og lukker Døren op, og da staar Øget godt nok uden for.
Naa, saa tager han Sækken og smider den paa Gulvet, og Øget trækker
han ind. Han ryster Sækken ud paa Gulvet. »Er du her, Per Vinter?«
»Ja, misæl er a saa.«
»Nu er du nok kommen af Skjorten.«
»Ja, a er.«
Da stod Per Vinter der splitternøgen paa Gulvet, siden han fik det
sagt til ham. »Ja, a lod mig da narre,« siger han.
»Ja, det kan a skjønne paa. Men a faar at hjælpe dig endnu en Gang.
Nu vil a give dig det Ønske, at du kan skabe dig til hons Dyr du vil,
saa faar du se, om du kan faa Skjorten igjen.«
Han skabte sig saa til en Fugl og fløj strags til London. Der skabte
han sig om igjen til et Menneske og gik ind til en Værtshusholder og
bestilte Kvarter. »A skal nok betale dig, men a har ingen Penge lige
for Tiden,« siger han.
Saa hører han, der skulde være Hestemarked i London Andendagen, og
saa siger han til Værten: »Nu vil a skabe mig til en Hest, saa kan du
ride til Marked og sælge mig. Men du maa forlange saa meget for mig,
at ikke enhver render til og kjøber mig. Du skal bie, til Kongen
kommer, for han spørger nok, at der er kommen saadan en stor Hest til
Marked, og saa kommer han og vil se den.«
Da Værten hører, hvad Karl det er, han har for sig, saa faar han
Kvarter, og Andendags Morgen sætter han sig paa Hesten og rider en
Tur gjennem Markedet. Alle Folk vil se den Hest, for ingen havde set
én saa stor og svær før, og det kommer i Bladene den samme Dag. Saa
rider han hjem igjen og stalder ind, for de kongelige var endnu ikke
kommen.
Længere hen paa Dagen rider han atter en Tur over Markedet. Nu
var det strags kommen for Kongen, at ingen havde set Mage til
den Hest, og saa vil han ned og have den kjøbt til en Ridehest.
Værtshusholderen rider omkring, og det varer nu ikke længe, inden han
kommer for det kongelige. Han forlanger saa meget for den, at ingen
anden end Kongen kan give det, og han vil ogsaa have den. Siden han
saa kommer hjem, vil han have Dronningen ud at se den svære Hest, han
har kjøbt. Hun følger ogsaa ud med ad Stalden.
»Naa,« siger hun, »det er Per Vinter, du har kjøbt.«
»Per Vinter! ham der blev hakket i Finker.«
»Ja, det er det samme, det er Per Vinter. Gaa du nu hen og hent en
Slagter, at vi kan faa ham undlivet, ellers vorder det nok skidt.«
Nu gik der megen Snak i Kongens Gaard om den store Hest, han havde
kjøbt, og som han vilde have slagtet, og saa var der en gammel Amme,
som ogsaa hørte det. Hun havde været der, imens Per Vinter havde
Bryllup med Prinsessen, og hun var jo nysgjerrig og gik ned ad
Stalden.
»Er det dig, Per Vinter?« siger hun.
»Ja, det er.«
»Ja, nu skal du jo slagtes.«
»Ja, a skal saa, men du kan nok frelse mig, om du vil.«
»Hvordan skal det gaa til?« siger hun.
»Jo, idet Slagteren slaar mig for Panden, saa skal du være til Stede.
Der vil saa stritte noget Blod hen paa dit Forklæde, og det skal du
lade til, du bliver fortrødt over, og saa skal du rive Forklædet fra
dig og hytte det udenfor Kongens Sovekammervindue. Saa er a frelst
den Gang.«
Slagteren kommer, og den gamle Amme kommer, og der var jo mange, der
vilde se, hvordan det gik til med at slagte den store Hest. Idet han
nu slaar Hesten for Panden, stritter der noget Blod fra Ussen hen
paa hendes Forklæde, og hun river det fra og hytter det hen udenfor
Kongens Sovekammervindue.
Andendags Morgen stod der saa meget et stads Pæretræ udenfor Vinduet
og var groet op der om Natten, og det var fuldt af Pærer. »Aa,« siger
Kongen, siden han kom op, »sikket nydeligt Træ her er groet op i Nat.«
Han lukker Slagvinduet op og vil tage en af deher Pærer. Men
Dronningen raaber Allarm og siger: »Vaer dig, for det er Per Vinter,
der er kommen der at staa.«
»Per Vinter, der er slaaet ihjel!«
»Ja, men faa du Bud efter en Gartner, at vi kan faa det Træ fældet og
brændt, saadan at vi kan faa en Ende paa den Per Vinter.«
Den gamle Amme hører nu, at det skal gaa for sig med at hugge det Træ
om, der er kommet op, hvor hendes Forklæde laa, og hun lister sig ud
og hen til Træet. »Er det dig, Per Vinter?« siger hun.
»Ja, det er.«
»Ja, nu skal du jo skoves og hugges op.«
»Ja, a skal, men du kan nok frelse mig endnu en Gang, om Du vil.«
»Hvordan skal det gaa til?« siger hun.
»Jo, naar du vil komme ud og se paa, hvordan han fælder Træet. Saa
vil der springe en Gren hen paa dig, og den skal du tage og gaa hen
og hytte i Parken i Kongens Have, saa er a frelst den Gang.«
Andendags Morgen kommer Gartneren med Øgse og Sav og Sager og skal
til at fælde dether Træ, og denher gamle Amme er da ogsaa kommen ud
for at se, hvordan det skal gaa til. Idet Gartneren nu fælder Træet,
-- der springer jo altid nogle Grene af ved saadan en Lejlighed --
saa springer der én hen paa hende, og hun var helt fortrødt over det,
lod hun, og rejser af ned til Parken og kyler den der. Det blev der
jo ingen klog paa, og saa fik de Træet brændt op.
Andendags Morgen gaar Kongen ned i Parken, og da sidder der saa meget
en yndig Vildand dernede. »Havde en endda haft den,« siger han, »den
var endda rar at have til sin Frokost.« Den var ikke svar vild, lod
det, og han siger: »Naar jeg kommer af Klæderne og ud at svømme, saa
tror jeg, jeg kan sejle ud og tage hende.« Siden han kommer af alle
Klæderne og vil til at svømme i Vandet, og griber efter Anden, saa
smutter den fra ham og i Land. Skjorten laa der jo paa det andet Tøj,
for Kongen var naturligvis trukken af den ogsaa, og Anden griber i
Skjorten, og saa skaber den sig om til Per Vinter, og han trækker i
Skjorten.
»Kjender du mig nu?« siger han til Kongen, »nu er a kommen i Skjorten
igjen.«
Kongen bad ham da om at skaane hans Liv, for han vilde ikke svar
gjærne slaaes ihjel.
»Ja, men saa vil a have min gamle Sabel.«
Ja, den skulde han nok faa, siger Kongen, men den var jo inde paa
Slottet. De følges saa ad der ind, og han faar Sabelen. Saa tager Per
Vinter den gamle Konge og Dronning ud af Fangetaarnet og sætter den
unge Konge og Dronning derind i Stedet paa den samme Plads, hvor de
andre havde siddet. Derefter giftede han sig med den gamle Amme, der
havde hjulpet ham saa godt, og saa blev han Konge i England, og den
gamle Konge og Dronning blev ved at gaa ved ham og havde det godt
ogsaa.
Kristen Hovstrup, Taars.