XXIV

Der gik Rygter om, at Kommunen vilde træde til og raade Bod paa

Arbejdsløsheden, og op under Jul blev ogsaa noget Jordarbejde sat i

Gang. Det var et Stykke af de gamle Volde, der skulde sløjfes og laves

om til Park og Bulevard. Pelle mødte blandt tusend andre og var saa

heldig at faa fat; Entreprenøren tog fortrinsvis de unge Kræfter.

Hver Morgen mødte Arbejderne op i Masser, Formændene tog dem ud de havde

Brug for, Resten kunde gaa igen. Hjemme sad Kone og Børn og glædede sig,

man havde ingen Lyst til at komme hjem med ond Besked og blev hængende

ved Arbejdsstedet.

De stillede paa Arbejdsstedet længe før Dag for at være de første, skønt

der ikke var noget Haab. Saa var der dog et Paaskud til at forlade

Sengen, Lediggangen brændte dem over Lænderne som Helvedesild. Naar

Formændene kom, trængte de sig frem, stumme men med indtrængende Øjne.

Der var en Kone mødt op med sin Mand, han fulgte spagfærdigt efter

hende, holdt Øjnene ufravendt rettet paa hende og gjorde nøjagtig som

hun. En stor og stærk Prygl var han; men han foretog sig ikke noget paa

egen Haand — snød ikke engang Næsen før hun puffede til ham. „Kom her,

Thorvald!“ sagde hun og albuede sig frem saa det sved. „Hold dig lige

efter mig!“ Hun snakkede med haard Stemme ud i Luften som for at

begrunde sin Adfærd for de andre, men saá ikke paa nogen: „For han

snakker saa daarligt for sig, dermed saa!“ sagde hun paa maa og faa.

Hendes inciterende Stemme gav et Sæt i Pelle — hun var fra Bornholm. Ak

de sikre Ungpiger derhjemme, der var Mandsfrelse i dem! — „Og Børnene

skal jo ogsaa leve!“ blev hun ved. „Vi har otte, har vi!“

„Saa er han ikke lige umulig til alting,“ sagde en forkommen Arbejder.

Konen masede paa og fik sin Prygl anbragt. „Og saa gør du pænt hvad de

sætter dig til! og lader dig ikke lokke med til nogen Tossestreger!“

sagde hun og gav ham et Dunk som satte ham i Drift over mod

Arbejdsstedet. Hun rejste trodsigt Hovedet mod den spotske Latter.

Pladsen lignede et Slavemarked, Formændene gik rundt og pillede de

kraftigste ud, befølte dem med Øjnene og tog efter Muskler og Rygbrede.

Entreprenøren fór om og gav Anvisninger. „Han er Storkarl!“ sagde

Arbejderne knurrende. „Her maa Byens Arbejdskraft møde op for at han kan

pille det bedste ud, skønt han har sat Daglønnen halvtreds Øre ned. Han

har tilmed selv været Jordarbejder, nu er han en Mand paa Hundredtusend

om Aaret. En rigtig Blodsuger er han!“

Masserne blev ved at staa der og hænge Dagen lang, i det Haab at nogen

skulde gaa fra, blive syg — et eller andet vanvittigt — saa man kunde

komme i hans Sted. Det var dem umuligt at løsrive sig, selve det at der

var Arbejde i Gang bandt dem. De saa ud, som kunde de naar som helst

storme Arbejdspladsen, og Politiet havde slaaet Kreds om den. De stod og

trykkedes frem, aandsfraværende af Drift mod Arbejdet, med syg Længsel i

Minerne. Naar Massen var kommet for langt ind, lod den sig nølende drive

tilbage. Pludselig kunde der gaa Hul paa den, en Mand sprang over

Lægterne og greb en Hakke. Et Par Betjente vristede Redskabet fra ham og

førte ham bort.

Der groede Trods frem i dem som de stod dér, mod Nøden og hele den

skamløse Situation; det gav sig Udslag i en ond, halv indvendig

Kværuleren. De fulgte Entreprenøren med underlige Øjne, som granskede de

noget ved ham de ikke kunde komme i Tanke om.

I sit Overmod over det svimlende Tilbud paa Arbejdskraft vilde han gaa

videre endnu og lægge en Time paa Arbejdstiden. Det meddeltes Arbejderne

en Morgen de lige havde begyndt — som en Befaling.

Men i samme Nu smed de fire Hundrede Mand Værktøjet paa et Par nær og

gik ud til deres Kammerater. Formændene kom og raabte paa ny

Arbejdskraft, men ingen meldte sig. De stod og snakkede om det, blaa i

Ansigterne af Harme — nu skulde deres Udsultethed bruges til at berige

Entreprenøren med endnu et Hundredtusend! „Vi maa gaa til Kommunen!“

raabte nogle. „Nej til Bladet!“ svarede andre. „Bladet er bedre!“

„Gaa til Kommunen nytter ikke — ikke før vi faar vore egne valgt!“

raabte Pelle. „Husk dem det nu til Valgene, Kammerater! Vi maa have vore

egne ind over det hele, før er det ikke Slut med deres Overgreb. Og nu

maa vi staa sammen og holde ud! Skal det være, saa er det bedre at sulte

ihjæl med én Gang end langsomt!“

De svarede ikke men tætnede sig om ham og hørte tungt efter, altfor

forfærdeligt drøjt og grundigt lyttedes der. Disse Mænd havde midt i

Vinterens Nød og Elendighed gjort Strejke paa deres eneste Udvej — hvad

mon de nu tænkte paa? Pelle saá rundt paa dem og forfærdedes over deres

stumme Mod. Denne truende Tavshed maatte ikke være, hvad kunde den ikke

føde? Et eller andet overvældende som ikke lod sig beherske, syntes at

ville springe frem af deres stenhaarde Stumhed! Han sprang op paa en

Stenbunke.

„Kammerater!“ raabte han med mægtig Stemme. „Dette her er blot en

Overgang — som Ræven sagde da de trak Pelsen af ham! Klæderne har de jo

taget, og det meste af Maden og Hjemmets Hygge — nu vil de forsøge at

slide Skindet af os ogsaa. Nu er det da det gælder — frem eller tilbage!

Den store Prøvetid er maaske inde, nu skal vi svare til hvad vi har

villet! Hold sammen Kammerater, forløb jer ikke, og giv ikke efter! Det

er haardt nok, dette her; men husk paa, vi er i den store Vinter som

varsler Opgangen! Natten er altid ondest lige før Dagen gryr! Og skulde

vi være bange for at lide lidt — vi som har lidt og taalt i

Aarhundreder. Hjemme sidder vore Koner og græmmer sig — kanske bliver de

gnavne paa os. Vi kunde dog i det mindste tage hvad der tilbød sig,

siger de. Men vi kan ikke blive ved med at se paa, at vore derhjemme

visner bort trods vort Slid. Hidtil har Fattigmands Arbejde været som en

ørkesløs Bøn mod Himlen: Skaan os for Sult og Snavs, Elendighed og Kulde

— giv os Brød og Brød igen! Skaan vore Børn for vor Skæbne, lad ikke

deres Lemmer visne, og deres Aand dø hen i Idioti! — Det har været vor

Bøn, men der er kun én Bøn der dur, og det er at trodse det onde! Vi er

det udvalgte Folk, og derfor maa vi sige Stop. Vi vil ikke gaa med

længer — for vore Koners Skyld, og vore Børns, og deres igen! Jamen hvad

kommer Eftertiden os ved? Jo den gør — netop os! Var jeres Gamle som I?

Nej, de knugedes i Støvet af Fattigdommen og krøb ydmygt for Magten og

de Store. Hvor har vi da det fra, alt det der gaar saa stærkt i os og

faar os til at søge sammen? Tiden er stanset, Kammerater! den har sat

sin Finger paa _vort_ Bryst og sagt: I skal gøre det. Her hvor vi staar,

hører det gamle op og det ny begynder; derfor smed vi vort Redskab med

Nøden i Øjnene — aldrig er det set før! Vi skal vende Tilværelsen og

gøre den god for Fattigmand til alle Tider. I som saa tidt har vovet Liv

og Velfærd for en Tokrone — nu holder I hele Fremtiden i jeres Haand.

Hold ud nu siger jeg jer, rolig og støt! — og I vil aldrig blive glemt,

saa længe der findes Arbejdere paa Jorden! Denne Vinter vil blive den

sidste, blot vi holder ud, bagved ligger Landet vi har vandret efter. —

Kammerater! ved os skal det dages.“

Pelle vidste ikke selv, hvilke Ord han raabte ud, han følte blot at

noget talte igennem ham — det mægtigste som aldrig løj. Der var en lys,

profetisk Klang over hans Stemme som rev med, hans Blik flammede. For

deres Øjne løftede en Skikkelse sig ud af den knugende Vinter og ragede

frem i Lyset, en Skikkelse der var dem selv — og dog en ung Gud. Han

steg nyfødt frem af selve Elendigheden, slog den tunge Skæbnetro til

Side og gav en ny Tro i Stedet — den lyse Tro paa egen Kraft! De raabte

op til ham, først enkelte Stemmer, saa alle. Han samlede deres Raab i et

mægtigt Leve for den ny Tid. — —

Hver Dag mødte de op, ikke for at arbejde men for at være der i stum

Protest. Naar Formændene kaldte Arbejdere frem, stod de i tavse Klynger,

truende som et mørkt Fjæld. Nu og da raabte de en Forbandelse ind over

dem der havde svigtet. Kommunen foretog sig intet; man havde rakt de

Nødlidende en hjælpende Haand, og de havde slaaet til den — nu maatte de

selv tage Følgerne. Entreprenøren havde faaet Lov til at stanse Arbejdet

helt, men holdt det gaaende med en Snes Skruebrækkere for at drille

Arbejderne.

Inde over det store Terræn herskede der død Ro uden for det Hjørne hvor

den lille Trup arbejdede, med en Betjent ved Siden som Tugthusfanger.

Børene laa med Bunden i Vejret; det saa ud som Pest eller Sot var gaaet

hen over Arbejdspladsen.

Skruebrækkerne var Folk af alle Fag, nogle af de Arbejdsløse tog deres

Navne og Adresser ned for at sætte dem i _Arbejderen_. Der var en af

Stolpes Fagforeningsfolk imellem, han var en sat Familiefader og havde

været med i Bevægelsen fra dens første Dage. „Det er Synd for ham,“

sagde Stolpe. „En gammel Arbejdskammerat af mig er han, og har altid

været en god Kammerat lige til nu. Nu vanker der skarp Konfekt til ham i

Bladet — vi er nødt til det. Standen kan ikke være tjent med, at en af

dens Repræsentanter gaar og gør Sjofelisttjeneste.“

Madam Stolpe var ulykkelig. „Det er saadan en pæn Familie,“ sagde hun.

„Vi har altid omgaaedes dem — og jeg ved de har sultet længe. Han har

ogsaa en ung Kone, Fatter; det er ikke saa nemt at staa for.“

„Jeg er selv ked af det, du!“ svarede Stolpe. „Men man er nødt til det,

ellers faar man Skyld for Partiskhed. Og paa mit Gebet skal ingen komme

og sige, at der gælder Persons Anseelse.“

„Lad mig gaa ud og tale med ham,“ sagde Pelle. „Kanske giver han det

op.“

Han fik Adressen og gik derud efter Fyraften. Det var et raseret Hjem

med fire Smaabørn; der var tung Luft over det. Manden der var noget til

Aars men kraftig, sad forgræmmet og aad sin Mad, mens Børnene hang over

Bordkanten med Hagen og fulgte opmærksomt hver Bid han tog. Den unge

Kone gik til og fra og satte med en egen kærlig Bevægelse den tarvelige

Mad for ham.

Pelle bragte Spørgsmaalet paa Bane; han var ikke helt glad over for

denne gamle Veteran, men siges skulde det jo.

„Ja jeg ved det godt,“ sagde Manden og nikkede hen for sig. „Du behøver

ikke begynde paa Lektien, for jeg har selv været med fra første Dag. Og

jeg har holdt mine Forpligtelser til nu; nu faar det være nok med mig.

Og hvad vil du her Dreng? Har du Kone og Børn som sulter og raaber paa

Brød? Saa tænk paa dine egne!“

„Vi raaber ikke, Hans!“ sagde Konen stille.

„Nej I gør ikke, og det er meget værre! Kan jeg blive ved med at gaa her

og se paa, at I magres af og fryser? Til Helvede med Kammeraterne og

deres store Ord! hvad har de ført til? Vi smaasultede før, og nu skal vi

til at sulte stort — det er Forandringen. Lad mig være, siger jeg!

hvorfor Fanden maa jeg ikke være i Fred?“

Han tog sig en Slurk Brændevin af Flasken. Konen skød Glasset hen til

ham, men han stødte haardt til det.

„De vil sætte dig i Bladet i Morgen,“ sagde Pelle varsomt. „Jeg vilde

blot sige dig det.“

„Ja og skrive om mig, at jeg er et Svin og en skidt Kammerat, hva’?

kanske ogsaa, at jeg prygler min Kone! Men de ved jo selv det er Løgn —

hvad rager det saa mig? — Vil du ha’e en Dram?“

Nej Pelle trængte ikke til noget.

„Saa kan jeg selv,“ sagde Manden og lo ondt. „Nu kan du jo vidne at jeg

er et Svin — jeg pægler af Flasken du! Og en anden Aften kan du komme og

lytte ved Nøglehullet, kanske hører du at jeg mishandler min Kone.“

Konen gav sig til at græde.

„Ja hvad Fanden — de kan jo lade mig være i Fred,“ sagde Manden

trodsigt.

Pelle maatte gaa med uforrettet Sag.

Pelle Erobreren 3: Den store Kamp · 第 28 / 44 题