"Gildet på Solhaug" skrev jeg i Bergen i sommeren 1855, altså for
omtrent 28 år siden.
Stykket opførtes sammesteds for første gang den 2. Januar 1856
som festforestilling til erindring om den norske scenes
stiftelsesdag.
Jeg var dengang ansat som instruktør ved det bergenske teater og
ledede altså selv indstuderingen af mit stykke. Det fik en
fortrinlig, en sjelden stemningsfuld udførelse. Med lyst og
hengivelse blev det givet, og således blev det også modtaget.
"Den bergenske lyrik", der efter sigende skal have afgjort de
seneste politiske valg deroppe, svulmede på hin teateraften højt
i det fuldt besatte hus. Forestillingen endte med talrige
fremkaldelser af forfatteren og af de spillende. Senere på
aftenen gav orkestret, ledsaget af en stor del af publikum, mig
en serenade udenfor mine vinduer. Jeg tror næsten, jeg lod mig
henrive til at holde et slags tale til de forsamlede; jeg véd i
al fald, at jeg følte mig såre lykkelig.
Et par måneder senere opførtes "Gildet på Solhaug" i Kristiania.
Også dersteds blev det af almenheden modtaget med meget bifald,
og dagen efter den første opførelse skrev Bjørnson i
"Morgenbladet" en varm, elskværdig, ungdommelig opsats derom.
Egentlig var det ikke nogen anmeldelse eller kritik; det var
snarere en stemningsrig fri fantasi, digterisk improviseret over
stykket og over forestillingen.
Men så kom den rigtige kritik, forfattet af de rigtige kritikere.
Hvorledes blev man i hin tid,--jeg mener i årene fra 1850 til
omkring 1860,--en rigtig literatur-kritiker, og navnlig dramatisk
kritiker i Kristiania?
Jo, det gik i regelen således til: Efter nogen tids forberedende
øvelser i "Samfundsbladet" og efter oftere at have påhørt de
diskussioner, som om aftenerne efter teatertid førtes på
Treschows kafé eller "hos Ingebret", begav den vordende kritiker
sig hen i Johan Dahls boglade og lod sig forskrive fra København
et exemplar af J.L. Heibergs "Prosaiske Skrifter", om hvilke han
havde hørt sige, at de skulde indeholde en afhandling betitlet
"Om Vaudevillen". Denne afhandling blev da læst, grublet over og
kanske tildels også forstået. Gennem disse skrifter blev man
endvidere bekendt med en polemik, som Heiberg i sin tid havde
ført imod professor Øhlenschlæger og imod digteren Hauch i Sorø.
Lejlighedsvis erfarede man deraf også, at J.I. Baggesen
(forfatter af "Gjengangerbrevene") allerede tidligere havde åbnet
et lignende felttog imod den store digter, som havde skrevet både
"Axel og Valborg" og "Håkon Jarl".
Megen anden for en kritiker nyttig viden lod sig også uddrage af
disse skrifter. Af dem lærte man f.ex., at en ret kritiker var på
smagens vegne forpligtet til at føle sig forarget over hiater.
Blev i et eller andet vers et sådant uhyre påtruffet, kunde man
være sikker på, at de unge kristianiensiske kritiserende
Jeronimusser, ligervis som Holbergs egen, udråbte deres:
Hillemænd, verden står ikke til påske!
Og så havde den datidige norske hovedstadskritik en særegen
ejendommelighed, hvis udspring jeg længe ikke kunde blive klog
på. Vore kritikere plejede nemlig, hver gang en begyndende
forfatter udgav en bog eller fik et lidet teaterstykke opført, at
geråde i en ustyrlig vrede og at gebærde sig som om der gennem
bogens udgivelse eller stykkets opførelse var tilføjet dem selv
og de aviser, de skrev i, en blodig fornærmelse. Som sagt, jeg
grublede længe over denne besynderlighed. Endelig fik jeg rede i
sagen. Ved nemlig at læse det danske "Månedskrift for Literatur"
blev jeg opmærksom på, at gamle etatsråd Molbech i sin tid havde
plejet at betages af en svær vrede, når en ung digter udgav en
bog eller fik et skuespil opført i København.
Således, eller omtrent således, var den domstol beskaffen, der nu
i dagspressen tog sig for at stille "Gildet på Solhaug" for
kritikens skranke i Kristiania. Den var for størstedelen
sammensat af unge mænd, der i kritisk henseende levede på lån fra
diverse kanter. Deres kritiske tanker var for længe siden tænkte
og udtalte af andre; deres meninger var for lang tid siden
formuleret andetsteds. Lånegods var hele deres æstetiske teori;
lånegods var hele deres kritiske metode; lånegods var i et og
alt, i stort og i småt, den polemiske taktik, de gjorde brug af.
Ja, lige til sindsstemningen, så var den lånt. Lånt, lånt var det
alt sammen. Det eneste originale ved dem var, at de evig og altid
benyttede lånegodset forkert og i utide.
At dette kollegium, hvis medlemmer kritisk livnærede sig ved lån,
troede at måtte i digterisk henseende forudsætte noget lignende
hos mig, kan ikke forundre nogen. Et par aviser der oppe, og
muligens flere, fandt da også ganske rigtig ud, at jeg havde lånt
dette eller hint fra Henrik Hertz's skuespil "Svend Dyrings hus".
Denne kritiske påstand er grundløs og uefterrettelig. Det er
åbenbart benyttelsen af kæmpevisernes versemål i begge stykkerne,
som har foranlediget den. Men hos mig er sprogtonen en ganske
anden end hos Hertz; diktionen i mit stykke har et ganske andet
klangpræg end i hans; over det rytmiske i mit stykke vifter en
let sommerluft; over det rytmiske hos Hertz ruger der høstvejr.
Heller ikke, hvad karakterer, handling, eller overhovedet hvad
det faktiske indhold angår, findes der mellem begge stykker nogen
anden eller større lighed end den, der er en nødvendig følge af,
at stoffet til dem begge er hentet ud fra kæmpevisernes trange
forestillingskreds.
Med fuldt så stor eller vel endnu større føje kunde man påstå, at
Hertz i sit "Svend Dyrings hus" havde lånt et og andet, og det
ikke så lidt endda, fra Heinrich v. Kleist's "Käthchen von
Heilbronn", der er skrevet i begyndelsen af dette århundrede.
Käthchens forhold til grev Wetter-Strahl er i alt væsentligt det
samme, som Ragnhilds til ridder Stig Hvide. Ligesom Ragnhild
drives også Käthchen af en gådefuld, uforklarlig magt til at
følge den mand, hun elsker, på alle hans veje, til lønligt at
liste sig efter ham, til viljeløst at lægge sig ned og sove i
hans nærhed, til naturnødvendigt at vende tilbage til ham, så
ofte hun end jages bort. Hertil kommer det overnaturliges
indgriben på flere andre måder både hos Kleist og hos Hertz.
Men er der nogen, som tviler på, at man i den endnu ældre
dramatiske literatur, med en smule god eller ond vilje, måtte
kunne opdrive et skuespil, om hvilket det kunde påståes, at
Kleist derfra havde lånt et eller andet til sit "Käthchen von
Heilbronn"? _Jeg_ tviler i al fald ikke derpå. Men deslige
påvisninger vilde være ørkesløse. Det, der gør et kunstværk til
sin ophavsmands åndelige ejendom, det er, at han har påtrykt
værket sin egen personligheds stempel. Jeg mener derfor, at til
trods for de antydede lighedspunkter er "Svend Dyrings hus" lige
så ubestridelig og udelukkende et originalværk af Henrik Hertz,
som "Käthchen von Heilbronn" er et originalværk af Heinrich v.
Kleist.
Den samme ret gjør jeg for mit eget vedkommende gældende med
hensyn til "Gildet på Solhaug". Jeg håber også, at man for
fremtiden vil lade enhver af de tre navnefættere få beholde
ubeskåret, hvad der med rette tilhører ham.
Georg Brandes har ved given anledning betegnet "Gildet på
Solhaug" i dets forhold til "Svend Dyrings hus", ikke som bygget
på noget lån, men som tilblevet under en påvirkning, en
indflydelse, udøvet af en ældre digter på den yngre. Hans
udtalelser om mit arbejde er for resten så velvillige, at jeg
herfor, som for så meget andet, har al grund til at være ham
takskyldig.
Men ikke desto mindre må jeg fastholde, at sagen i virkeligheden
heller ikke forholder sig således, som Brandes har opfattet den.
Henrik Hertz har aldrig i nogen særlig grad tiltalt mig som
dramatisk digter. Jeg kan derfor ikke få i mit hoved, at han
nogensinde skulde, mig uafvidende, have kunnet øvet nogen
indflydelse på min egen dramatiske produktion.
På dette punkt og i denne forbindelse kunde jeg indskrænke mig
til at henvise til dr. Valfrid Vasenius, docent i æstetik ved
universitetet i Helsingfors. I sin afhandling for den filosofiske
doktorgrad: "Henrik Ibsens dramatiska diktning i dess första
skede" (1879) så vel som i sit værk "Henrik Ibsen, ett
skaldeporträtt" (343 sider. Jos. Seligmann & comp. Stockholm.
1882.) har han gjort rede for sit grundsyn på mit her omhandlede
skuespil,--i sidstnævnte skrift suppleret med, hvad jeg under et
samvær i München for tre år siden i al korthed meddelte ham.
Hertil kunde jeg, som sagt, henvise.
Men for god ordens skyld vil jeg dog selv på de følgende blade i
omrids fortælle "Gildet på Solhaug"s tilblivelseshistorie.
Her er den:
Jeg indledede denne fortale med en oplysning om, at stykket er
skrevet i sommeren 1855.
Året i forvejen havde jeg skrevet "Fru Inger til Østråt".
Beskæftigelsen med dette drama havde nødsaget mig til literært og
historisk at fordybe mig i Norges middelalder, navnlig da i den
senere del af samme. Jeg forsøgte, så godt det lod sig gøre, at
leve mig ind i hine tiders sæder og skikke, i menneskernes
følelsesliv, i deres tænkesæt og udtryksmåde.
Denne periode er imidlertid ikke særdeles tiltalende at dvæle ved
i længden; den frembyder heller ikke synderligt stof, der egner
sig for dramatisk behandling.
Jeg tyede derfor også snart over til selve sagatiden. Men
kongesagaerne og overhovedet de strengere historiske
overleveringer fra denne fjerne tidsalder fængslede mig ikke; jeg
kunde dengang ikke for mine digteriske øjemed gøre nogen
dramatisk brug af stridighederne mellem konger og høvdinger,
mellem partier og flokke. Det skulde først komme senere.
Derimod fandt jeg i rigt mål i de islandske ætte-sagaer, hvad jeg
behøvede som menneskelig iklædning for de stemninger,
forestillinger og tanker, der dengang opfyldte, eller i al fald
mere eller mindre klart foresvævede mig. Disse gammelnordiske
literære bidrag til vor sagatids personalhistorie havde jeg
hidtil ikke kendt, knapt nok hørt dem nævne. Da faldt mig ved et
tilfælde N.M. Petersens, i al fald for sprogtonens vedkommende,
fortræffelige oversættelse i hænde. Ud fra disse ætte-krøniker
med deres vekslende forhold og optrin mellem mand og mand, mellem
kvinde og kvinde, overhovedet mellem menneske og menneske, slog
mig et personligt, fyldigt, levende livsindhold imøde; og ud af
denne min leven sammen med alle disse afsluttede, enkelte,
personlige kvinder og mænd fremstod i min tanke det første rå,
tågede udkast til "Hærmændene på Helgeland".
Hvor meget der af enkelthederne udformede sig i mig, véd jeg ikke
længer at opgive. Men jeg husker godt, at de to skikkelser, jeg
først fik øje på, var de to kvinder, som senere blev til Hjørdis
og Dagny. Et stort gilde med eggende og skæbnesvangre sammenstød
skulde der være i stykket. For øvrigt vilde jeg af karakterer,
lidenskaber og indbyrdes forhold optage alt det, der forekom mig
at være mest typisk for sagalivet. Med et ord,--hvad der i
Vølsungasagaen var blevet episk omdigtet, vilde jeg, dramatisk,
ligefrem gengive.
Nogen hel, sammenhængende plan udkastede jeg vel ikke dengang.
Dog stod det klart for mig, at et sådant skuespil var det første,
som nu skulde skrives.
Men så kom der adskilligt imellem. Det meste deraf var vel af
personlig natur og formodentlig det stærkest og nærmest
afgørende; men jeg tror nok, det heller ikke var ganske uden
betydning, at jeg just på den tid beskæftigede mig med indgående
at studere Landstads samling af "Norske folkeviser", der var
udkommet et par år i forvejen. De stemninger, jeg dengang befandt
mig i, forligedes bedre med middelalderens literære romantik end
med sagaens kendsgerninger, bedre med verseformen end med
prosastilen, bedre med det sprogmusikalske element i kæmpevisen,
end med det karakteriserende i sagaen.
Således skede det, at det formløst gærende udkast til tragedien
"Hærmændene På Helgeland" foreløbig forvandlede sig til det
lyriske drama "Gildet på Solhaug".
De to kvindeskikkelser, plejesøstrene Hjørdis og Dagny i den
påtænkte tragedie blev til søstrene Margit og Signe i det
fuldførte lyriske drama. Disse to sidstnævntes afstamning fra de
to sagakvinder, vil let falde i øjnene, når der først gøres
opmærksom derpå. Slægtsligheden er umiskendelig. Tragediens
dengang kun løst planlagte helt, den vidt berejste og ved
fremmede kongehoffer vel modtagne høvding, vikingen Sigurd,
omformede sig til riddersmanden og sangeren Gudmund Alfsøn, der
også har færdedes længe i fremmede lande og levet i kongens gård.
Hans stilling mellem de to søstre blev ændret i overensstemmelse
med de forandrede tidsomstændigheder og forholde; men begge
søstrenes stilling ligeoverfor ham forblev væsentlig den samme,
som i den oprindelig påtænkte og senere fuldførte tragedie. Det
skæbnesvangre gilde, som det i mit første udkast havde været mig
så magtpåliggende at male, blev i dramaet den skueplads, på
hvilken personerne helt igennem optrådte; det blev den baggrund,
imod hvilken handlingen hævede sig frem og meddelte det samlede
billede den grundstemning, jeg havde tilsigtet. Stykkets
afslutning dæmpedes og formildedes visstnok i overensstemmelse
med dets art som drama og ikke tragedie; men mellem rettroende
æstetikere turde der kanske alligevel kunne tvistes om, hvorvidt
der i denne afslutning ikke er blevet tilbage et drag af
uformidlet tragik som et vidnesbyrd om dramaets udspring.
Herpå skal jeg imidlertid ikke videre indlade mig. Jeg har kun
villet hævde og fastslå, at det foreliggende skuespil, ligeså
fuldt som alle mine øvrige dramatiske arbejder, er et
naturnødvendigt udslag af min livsgang på et bestemt punkt. Det
er opstået indenfra og ikke formedelst nogen ydre påvirkning
eller indflydelse.
Således og ikke anderledes hænger det sammen med tilblivelsen af
"Gildet på Solhaug".
_Rom i April 1883_.