EN MAND GIK NED FRA
JERUSALEM
HELGE RODE
STYRKE. En Fortælling. 1891.
HVIDE BLOMSTER. Digte. 1892.
DIGTE. 1896.
KONGESØNNER. Skuespil i fire Akter. 1896.
SOMMERÆVENTYR. Skuespil i tre Akter. 1897.
DANSEN GAAR. Drama i fem Akter. 1898.
DEN REJSENDE. Skitser. 1900.
KAMPENE I STEFAN BORGS HJEM. Drama i fire Akter. 1901.
LAMIA. Et dramatisk Digt. 1901.
SOLSAGN. Drama i tre Akter. 1904.
KOMEDIER. I. Mads Bondegaards Glorie. 1905.
KOMEDIER. II. Amor Balles Æventyr. Bartholins Glædesdag. Enhver
Ting paa sin Plads eller Døden paa Natcafé. 1905.
MORBUS TELLERMANN. Et Storstadsdrama i fem Akter. 1907.
DIGTE, gamle og nye. 1907.
ITALIEN. Streiftog Syd og Nord for Alperne. 1909.
KAIN OG ABEL. Skuespil i en Akt. 1909.
FLUGTEN. Komedie i fire Akter. 1909.
GREV BONDE OG HANS HUS. Drama i tre Akter. 1912.
ARIEL. En Digtsamling. 1914.
DET STORE FORLIS. Et Skuespil. 1917.
KRIG OG AAND. (1917). 3. Oplag 1918.
* * * * *
ET DRØMMESPIL. Af _August Strindberg_. Oversat af Helge Rode.
1917.
HELGE RODE
EN MAND GIK NED
FRA JERUSALEM
SKUESPIL I TRE AKTER
GYLDENDALSKE BOGHANDEL - NORDISK
FORLAG - KJØBENHAVN OG KRISTIANIA
MDCCCCXX
COPYRIGHT 1920 BY
GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG
OPLAG 1250 EKSEMPLARER
GYLDENDALS FORLAGSTRYKKERI
KØBENHAVN
PERSONERNE:
Doktor STERN, Ingeniør og Skribent.
Fru ANNA STERN.
GERDA. Deres Datter.
ELI STERN. Sterns Datter.
HENRIK VENDEL STERN. Fru Sterns Søn, adopteret af Stern.
Professor LYNG.
Fru LYNG.
AKSEL LYNG. Deres Neveu.
RAUM. En gammel tysk Tjener.
Chauffeuren.
En Pige.
En gammel Skomager.
En ung Mand. Hans Søn.
En Armenier.
Handlingen foregaar i Schweiz.
FØRSTE AKT
En lys Villagaard i sydlig Stil. I Baggrunden ser man igennem en
Porthvælving ud i Haven. Over Porten og langs venstre Mur løber
et Galleri baaret af Søjler. Herfra fører Døre ind til Værelserne
i anden Etage. Til Galleriet kommer man ad en bred stejl Trappe
langs højre Mur. Ved Opgangen staar en vinget Kvindeskikkelse,
som bærer en Buelampe. Tilvenstre er der fire Døre. I Forgrunden
tilhøjre en Dør og over denne to Vinduer. I Gaardens Midte findes
et Blomsterbed indhegnet af en Marmorbalustrade og her ligger en
Sfinks af sort Granit. Foran staar Borde og Kurvestole. Hist og
her er der indfældet gamle Relieffer i Murene. Mellem Dørene er
der anbragt Bænke og Stole. I Baggrunden løfter nogle Cypresser
sig over Huset og høje Bjerge ses. Chauffeuren (i Skjorteærmer)
er ifærd med at vande Blomsterne. Den gamle Tjener Raum sidder
ved den forreste, aabenstaaende Dør tilvenstre. En Pige kommer
fra Højre.
PIGEN
(idet hun samler Theservicet)
Er du der din Svinehund?
CHAUFFEUREN
Maul halten!
PIGEN
Hvis du ikke betaler mig Pengene nu, saa siger jeg til Fruen, at Barnet
er dit.
RAUM
(ved Døren, taler med svag Accent)
Det er forbudt at tale om Krigen!
PIGEN
Ja I kan tro, jeg skal krige jer! Igaar fik I Tæsk, saa det susede,
siger Fruen. Vil du betale, ellers skal du komme ud af Huset imorgen den
Dag!
CHAUFFEUREN
(taler gebrokkent)
Du skal selv heraus, din Tøjte.
PIGEN
Boche!
RAUM
Det er forbudt at tale om Krigen!
PIGEN
Jeg skal fortælle Fruen, at du kissemisser med den unge Frøken.
CHAUFFEUREN
Det var den Sekretær.
PIGEN
Det var jer begge to.
RAUM
Doktoren har sat Plakat op i Køkkenet, at det er forbudt at tale om
Krigen!
CHAUFFEUREN
Og jeg skal fortælle Fruen, hvem som tog de seks bortekommene Sølvskeer.
PIGEN
Aa din Løgnhals! Det er — det er forbudt at tale om Krigen! (Hun gaar
med Theservicet tilhøjre)
RAUM
Hm. Sie schimpft immer so furchtbar das Weibchen! Doktoren er dog
neutral og arbejder for Freden. I tyve Aar har han og hans Venner i
Paris virket for et godt Forhold med os. Ja-Ja. Doktoren har været en
mægtig Mand hinter den Kulissen, kan De tro. Det er galt nok, at der kom
Krig alligevel, men den Skidtøs skal ikke ovenikøbet lave Forstyrrelse i
Huset!
GERDA
(er under den sidste Replik kommen ned ad Trappen)
Raum! Er Sekretæren inde hos Far?
RAUM
Nej han er paa sit eget Værelse.
GERDA
Kald paa ham!
RAUM
(gaar ind ad den fjerde Dør tilvenstre)
GERDA
(dasker Chauffeuren paa Kinden)
Naa lille Hans!
CHAUFFEUREN
Vorsicht!
GERDA
Kan han se at komme sig væk, hvad?
CHAUFFEUREN
Jeg er færdig — ogsaa med Frøkenen.
GERDA
Ja, det er han, det lille Nuss. Han er færdig.
(Chauffeuren gaar)
AKSEL
(kommer fulgt af Raum, som trækker sig tilbage (forreste Dør
tilvenstre))
Hvad vil De?
GERDA
Jeg har noget vældig sjovt at fortælle Dem. Ved De hvor jeg skal hen?
AKSEL
Jeg troede De skulde over paa den anden Side af Søen og besøge —
GERDA
(afbryder)
Pyh. Det er bare en Plade! — Jeg skal flyve til Fronten! Er _det_ ikke
sjov, saa ved jeg ikke, hvad der er sjov.
AKSEL
Med hvem tør jeg spørge?
GERDA
Med en lille knusende sød Millionær.
AKSEL
De udvikler Dem glimrende.
GERDA
Ja, ikke sandt.
AKSEL
De har sikkert læst Deres Fars Ungdomsværk „Revolutionens Bibel“ med
Udbytte. — Mig har De ialtfald lært at vurdere Frihedens Velsignelser.
GERDA
Aa hvor han er kær! Han tror man skal have det fra Bøgerne! Nej jeg er
lydig mod Papa og han har forbudt mig at læse den.
AKSEL
Det dydige Barn!
GERDA
Ja ikke sandt? den var nemlig saa rædsomt kedelig. Han har ogsaa forbudt
mig at gøre Øjne til Dem.
AKSEL
Men der adlød De ikke!
GERDA
Joh — da jeg opdagede, at De var lige saa kedelig som Bogen! — Farvel
Herr Pedant. Farvel Herr Skriftefader. Kan De saa være tavs og artig!
Jeg kommer tilbage imorgen!
AKSEL
Flyv De bare, hvorhen De vil.
GERDA
Hvordan gaar det med min hellige Søster?
AKSEL
Vogt Dem nu!
GERDA
Pyt tror De jeg er bange for Dem. _De_ er bange for mig. (Kysser paa
Fingeren) Der har De Flyverkysset! (Hun gaar)
(Fra anden Dør tilvenstre kommer Professor Lyng med Frue. De følges
ud af Stern)
FRUEN
Ja saa siger vi Doktoren tusind tusind Tak — vi glemmer det aldrig, hvad
De har gjort for vores Neveu. Det skal jeg huske til mit sidste
Aandedræt.
STERN
(en lille hvid Mand i violet Silkeslobrok og med sort Fløjelsbaret
paa Hovedet, trækker venligt paa Skulderen. Han taler med noget
fremmedartet Accent og ofte meget hurtigt som en Franskmand)
Vær mig taknemmelig i fjorten Dage, Frue, og had mig ikke før om en
Maaned, — ça suffit — saa er det nok!
FRUEN
Men Gud Herr Doktor. Ja ja — De kender Menneskenes Utaknemmelighed. Men
De skulde have læst det Brev Aksel skrev til os, da De kom til ham i
Fængslet og fik ham ud, saa vilde De vide, at den Slags glemmes ikke.
Han kaldte Doktoren for „den barmhjertige Samaritan“! — Kan du huske
Einar vi fik det i Dehli. Han citerede det nye Testamente: En Mand gik
ned fra Jerusalem til Jeriko og faldt mellem Røvere. — Det var saa
smukt!
PROFESSOREN
Ja, jeg husker det godt.
FRUEN
Han ved slet ikke, hvordan han skal gengælde Doktoren alt det gode, De
har gjort ham. Det skrev han.
STERN
Han er jo en dygtig ung Mand og har været mig til ikke ringe Nytte. Jeg
er glad over, at jeg dengang endnu havde saa megen Indflydelse. Det
varede kun kort.
FRUEN
Ja, det er nogle forfærdelige Tider og det kan nok trænges at man
hjælper hinanden; men at de kunde tro i Paris, at Aksel var Spion!
STERN
(trækker paa Skulderen)
Ja hvad, c’est la guerre — han var fremmed! Jeg selv havde boet tredive
Aar i Paris og følte mig som Franskmand! To Dage efter at jeg havde
skaffet Deres Søn fri, foretog de Husundersøgelse hos mig. Hvad gir De
mig! — Brækkede mine Skuffer op, snagede i mine Papirer, stak Hovederne
ind i mine Kakkelovne, Idioterne saa de blev sorte om Snuden af deres
beskidte Patriotisme. Fordi jeg havde en tysk Tjener! Jeg ved ikke hvad
De giver mig. Han som sidder der har fulgt mig overalt i tyve Aar, i
Danmark, i Amerika, i Frankrige. Han er ikke mere tysk end De og jeg. Ud
af Landet med ham! (Efterligner Husundersøgerne og gotter sig) De havde
aldrig seet en Kakkelovn, Fæene!
FRUEN
Ja det er forfærdeligt!
STERN
Jeg lagde desuden et godt Ord ind for en sølle tysk Journalist, som ved
Gud baade havde fransk Kone og franske Børn! Herut med ham! To Dage
efter blev jeg selv sat paa Porten! — En Uge i Forvejen havde jeg spist
til Middag hos Politidirektøren, den Tugthuskandidat, i hans Lejlighed
paa Champs Élysées. Han holdt Tale for mig og kaldte mig Aarhundredets
Lys og største Brobygger og en hel Del andet Sludder. Nu kommer jeg op
til ham. De skulde se den Mine. — Den var Guld værd for en Mand, som
holder af at beundre sine Medmennesker! Beklager monsieur — Beklager.
Der er ikke noget ved det at gøre. De er fremmed! Adieu! Jeg gik til
mine Venner, Ministre og Deputerede. Samme Historie! Beklager, monsieur,
Beklager — vi tør ikke, vi kan ikke. Sagen vil komme frem i la chambre.
De har tyske Venner. De er tysk Æresdoktor, tysk Æresborger. De er
Pacifist. — Tiderne er ekstraordinaire og ikke til Pacifisme. Adieu!
Dermed var jeg færdig og rimeligvis det meste af min Smule Formue tabt.
Mit chateau i Bretagne har de gjort til Fangelejr uden at spørge mig om
Forlov, de Slyngler! Det er det tyvende Aarhundrede, Frue!
FRUEN
Ja, det maa De rigtignok sige. Det tyvende Aarhundrede. Gode Gud! Ja vi
har jo haft vores Illiade fra Indien og hertil.
STERN
C’est la guerre! Værst er det dog gaaet min Søn, som var i Amerika.
FRUEN
Nej dog! — Jeg vidste ikke, at Doktoren havde en Søn.
STERN
Han havde lige oparbejdet en glimrende Forretning. Verden laa virkelig
saa lys foran ham, baade Rigdom og Berømmelse. Han er Ingeniør og
Fabriksbestyrer og havde ovenikøbet et stort Kanalprojekt for. En saa
ypperlig ung Mand, som man kan tænke sig, med Energi og vide Syner —
serén, seriøs! — Men han vilde ikke gaa i Krigen, hans Forlovede var
tysk — og han bar mit Navn. Det har maaske ogsaa hjulpet. Altsaa: Bind
ham og bast ham. I Fængsel med ham!
PROFESSOREN
Var det nok til at fængsle ham?
STERN
Ja, jeg husker ikke alt: hans Arbejdere sprængte vist Fabriken i Luften
eller saadan noget, fordi de ikke vilde lave Ammunition, som rimeligt
var — da de var tyske. — Nok er det. Herut — i Fængsel, transporteret
til England og tilbage igen — Torpederet. Ja jeg kan ikke huske det
altsammen. Horribelt! Det er skrækkeligt. —
FRUEN
Skrækkeligt. Jeg anede ikke, at Doktoren havde en Søn paa den Alder.
STERN
(lavmælt)
Det er min Hustrus Søn af første Ægteskab; men han bærer mit Navn. Jeg
har adopteret ham og betragter ham som min Søn. Vi venter ham hertil i
disse Dage. Naar der nu bare ikke støder noget til. Han er forøvrigt en
Barndomsven af Deres Neveu, _ainsi vous le connaisse_.
FRUEN
Ja, nu husker jeg!
STERN
Ja, han har saa sandelig i Tide lært Verden at kende. Han havde opfundet
en glimrende Flyvemaskine, men hans bedste Ven stjal Idéen.
FRUEN
Og det var hans bedste Ven!
STERN
Selvfølgelig var det hans bedste Ven, for han var naturellement den mest
misundelige. Det kan man sige sig selv! — Ja, lad nu som De er hjemme.
Huset og Haven er vel værd at regardere. Jeg har købt det Hele af la
baronne Jeanne Durec, en charmant lille Brunette og ovenikøbet en ganske
intelligent, ingeniøs Personlighed. Det er saamænd hende jeg har faaet
denne Slobrok foræret af. (Lader Gæsterne føle paa Tøjet) Fem og tyve
Persere har arbejdet i tredive Aar paa det Stykke Silke! Det er
latterligt, men det er jo altsaa en god Vare!
FRUEN
Dejlig!
STERN
Men nu hader hun mig selvfølgeligt!
FRUEN
Hader hun Dem?
STERN
Om hun hader mig. Det var et charmant Spørgsmaal! Selvfølgeligt hader
hun mig. Mit Navn bliver dyppet i Løgn og naar det er rigtig vaadt
bliver det slæbt gennem Alverdens Smuds. Jeg kæmper for Freden —
selvfølgeligt siger man, at jeg er købt. Jeg kæmper for Sandheden og
selvfølgeligt skriger man, at jeg er en Løgner. I _tyve_ Aar har jeg
arbejdet for et menneskeligt Forhold i Europa — selvfølgeligt brøler de,
at jeg er et Udyr, mens de vælter sig i Blod. Navnlig hjemme er Pressen,
hvad hedder det, charming, reitzend, yndig, ja den er yndig!
FRUEN
Ja, det er forfærdeligt med Pressen. — Jeg læste — netop om Duval.
STERN
Løgn, Løgn — selvfølgelig Løgn!
FRUEN
Og det er den femte Stormagt!
STERN
Den anden, bedste Frue! Den anden! Den rangerer lige efter General
Satan!
Men de miserable Mennesker vil blodigt snart komme til at indrømme mig,
at jeg havde Ret. (sukker) Saa kan jeg maaske slippe løs fra dette Hul.
FRUEN
Her er dog saa dejligt!
STERN
Aa jeg er syg af disse abominable Bjerge! Jeg vilde rejse til Danmark;
men der har man maltrakteret mig saaledes, at jeg har svoret aldrig mere
at sætte mine Ben i det Land, og jeg holder mine Løfter. — Danmark var
Torneroses Rige. Hun sov; men hun stak alligevel.
FRUEN
Hvor sørgeligt!
STERN
Kald det, hvad De vil. Allerede tidligt lod mine Landsmænd mig mærke, at
jeg ikke passede dem. Jeg har derfor befriet dem for min Nærværelse og
nu kan de rejse Verden rundt og se mit Værk, men hjemme er der ikke en
Bropille af min Konstruktion.
Mais enfin (venligt) De skal nu ikke blive forskrækket, Frue. Det skal
ikke komme Dem til Skade, for De er en generøs og sympathetisk Person. —
Hvad Deres Pasvanskeligheder angaar saa skal jeg nok tage mig af dem.
Det er mig altid en Glæde, naar jeg kan række Landsmænd en hjælpende
Haand. (Han nikker og gaar ind)
FRUEN
Gud, hvor er han storartet! Og hvad han maa have lidt. Ja hvad siger du?
PROFESSOREN
Vi skylder ham ialtfald Tak.
FRUEN
Noget saa gnistrende aandfuldt! Og saa levende som han spiller alt, hvad
han fortæller.
PROFESSOREN
Ja, hvordan er det — var han ikke ogsaa Skuespiller en Tid i sin Ungdom?
FRUEN
Nej dog! — Kan han ogsaa spille Komedie?
PROFESSOREN
Naa det foregik nok i Provinsen en kort Tid og var vist ikke saa helt
godt. Men at Manden er en glimrende Begavelse, er der jo ingen Tvivl om.
— Skal vi saa se at faa fat i Aksel.
FRUEN
Du er nu underlig. Du sagde ikke et eneste Ord.
PROFESSOREN
Hvornaar skulde jeg have sagt det?
FRUEN
Nej han taler jo — naturligvis. Men det er storartet.
RAUM
(følger en Herre til Sterns Dør, som han aabner, idet han siger)
Grev Hoyos!
FRUEN
Hører du? — En Greve.
PROFESSOREN
Ja det var altsaa en Ungarer!
FRUEN
Han saa rar ud.
PROFESSOREN
Jeg troede du hadede alle paa den Side. Det gjorde du imorges.
FRUEN
Nej, nu hader jeg Englænderne.
(Aksel kommer fra sit Værelse)
FRUEN
Godmorgen min søde Dreng. (Hun kysser ham og han trykker sin Onkels
Haand) Jeg tænker saamænd tidt paa, at det er sørgeligt saa lidt, vi har
kunnet gøre for dig, men hvor er det dog dejligt, at du altid har fundet
gode Mennesker!
AKSEL
Er der nogen inde hos Doktoren?
FRUEN
Der blev lige meldt en Greve.
AKSEL
Fru Stern har sendt Bud ned. Hendes Søn telegraferer, at han kommer
imorgen. Men det gaar vel ikke an at forstyrre. Sæt dig dog, Tante
Sofie!
(De sætter sig. Kun Aksel bliver staaende)
FRUEN
Vi hørte netop om Sønnen. Jeg var saa idiotisk. Jeg vidste det jo godt,
men vi har jo altid betragtet ham som Ingeniør Vendels Søn.
PROFESSOREN
Jeg synes nu ogsaa det er galt at give en anden Mands Søn sit Navn.
AKSEL
Forældrene spurgte ham. Men han var rigtignok ikke ti Aar gammel.
FRUEN
I disse Tider tager jo alle Mennesker Navneforandring, saa hvorfor ikke
han?
PROFESSOREN
Jeg husker hvor Vendel elskede den Søn — Han sad altid med ham paa
Skødet. — Saa kommer der en ny Mand, som Barnet aldrig har seet for sine
Øjne før og siger, at alt det skal være glemt. Han var en rar Mand,
Vendel!
FRUEN
Du kan tro, det har nok hjulpet ham godt frem at hedde Stern — før
Krigen.
PROFESSOREN
Ja hjælpe frem — hjælpe frem. Hvad synes du, Aksel?
AKSEL
Det maa jo blive en Sag mellem de to. — Stern har vel nok ønsket sig en
Søn — Han holder ialtfald meget af ham. Det kan man ikke nægte ham.
PROFESSOREN
Ja mig kommer det jo ikke ved — men sig mig nu du — hvad foregaar der
egentlig her?
AKSEL
Ingenting. Her bor i Omegnen nogle Pacifister, Neutralister og
Defaitister. De kommer sammen engang imellem. De skriver Artikler og
Brochurer og virker for en „Forstaaelsesfred“. Af og til er en af dem
maaske Mellemled for Udsendinge fra de krigsførende Magter, Sir Charles
Read og Baron Stein har vistnok været her. En Prælat, som muligvis var
Biskoppen af Bologna og en anden som muligvis var Fyrstbiskop Kramer har
beundret Udsigten til „Solporten“ sammen. Altsammen velment; men som
enhver, undtagen Stern, nu kan se til ingen Verdens Nytte.
PROFESSOREN
Men han gør altsaa ikke noget galt?
AKSEL
Nej. Jeg staar trods al Taknemmelighed ikke helt ukritisk overfor ham;
men han er en hæderlig Mand.
PROFESSOREN
Naa Gud ske Lov!
FRUEN
Hvor kunde du ogsaa tro!
PROFESSOREN
Naa nej. Jeg har jo ingen Fordomme. Men er der ikke noget broget ved
ham?
AKSEL
Det er som man tager det. Hans Mor var halvt fransk, halvt dansk og hans
Far var russisk; men af samme Race.
Han blev født paa Atlanterhavet paa Vejen til Danmark, hvor Faderen
levede som Korrespondent til tyske Blade. Navnlig paa mødrene Side, har
han Fættere i alle Europas Lande, hvilket jo letter Neutraliteten.
FRUEN
Det kan man da kalde en Verdensborger!
AKSEL
Men Forældrene døde da han var femten Aar gammel og en Rigmand tog sig
af ham og han viste sig jo at være en Begavelse.
PROFESSOREN
Ja som Ingeniør er han jo stor.
AKSEL
Utvivlsomt en stor Dygtighed og en stor Ærgerrighed, men han har altsaa
haft det Uheld at dumpe ned i angiveligt pacifistiske Kredse og enkelte
af hans Forbindelser er unægtelig kompromitterede i deres Bestræbelser
for at skabe en continental Udsoning. Som Fremmed har han ikke helt
forstaaet Forholdene!
PROFESSOREN
Det maa have været et haardt Slag for ham. Han havde jo en glimrende
Position. Berømt og rig.
AKSEL
Javist! Mangemillionær! — Han fik Penge allerede med sin første Hustru,
Eli Sterns Mor, der døde af Tæring i Paris efter et vistnok temmelig
tragisk Ægteskab. Hun var Datter af en dansk Godsejer og fulgte Stern i
Landflygtigheden, da han var bleven dømt for sin Bog: „Revolutionens
Bibel“. — I de sidste tyve Aar har Sterns Karriere imidlertid været
glimrende, saa Slaget er selvfølgelig haardt.
FRUEN
Ja, det er forfærdeligt, at de som vil Fred skal forfølges! — Og tænk
Sønnen havde en Flyvemaskine, som hans bedste Ven stjal.
PROFESSOREN
Idéen, Sofie!
AKSEL
Naa, det er nu en Overdrivelse. Henrik havde en Mistanke; men ikke til
en nær Ven.
FRU STERN
(kommer i Morgenkjole med Papilotter i Haaret)
Men Lyng. Det er idag! — han kommer idag! — Godmorgen — undskyld; men
min Søn. Det er idag han kommer. Se her. Der staar imorgen. Men nogen
siger, at Telegrammet er forsinket. Se her! Undskyld Godmorgen. Naa, jeg
har maaske sagt det. Det er min Søn, som kommer og jeg har ikke seet ham
i ti Aar. Hvad er Klokken? — Der er jo ikke engang Tid. De maa suse
derned i Automobilet, Lyng, til Dampskibet. Hvor er Stern? — Naaja,
skynd Dem bare, Lyng! Skynd Dem!
AKSEL
(gaar)
FRU STERN
Ja, De maa endelig ikke se paa mig. De forstaar jo nok, og tænk saa,
Telegrammet, og her staar jeg i Morgenkjole og kan ikke komme ned og
modtage ham. (Raaber) Lyng! sig til ham! — Naa han er borte. Ja det
haster jo ogsaa forfærdeligt.
Jeg haaber De har sovet godt!
PROFESSOREN
Tak. Men De maa ikke tænke paa os, Frue!
FRU STERN
Aa bevares. Men jeg maa nok skynde mig! De maa endelig ikke se paa mit
Haar. Det ser forfærdeligt ud. Undskyld — (Hun vil gaa, men stanser og
kalder) Gerda! Gerda! Nej det er sandt, hun er jo rejst. Eli! Eli!
ELI
(kommer klædt i Røde Kors Søstres Dragt fra Højre)
FRU STERN
Han kommer. Han kommer nu straks!
ELI
Henrik!
(Professoren og Fruen trækker sig tilbage)
FRU STERN
Idag, idag. Ligestraks. Du fik Ret, med din Drøm! Han kan være her om et
Minut. Du maa hjælpe mig, Eli, at faa dette ud af Haaret. Jeg ser jo
aldeles forfærdelig ud. Han skal da ikke træffe mig saadan. Kom lad os
gaa op! — Jamen der kommer de jo. — Nej — Jeg syntes jeg hørte en Vogn.
(op ad Trappen) Vi maa skynde os. Bare Lyng ikke er kommen for sent.
ELI
Det er han vist — for jeg hører nogen!
FRU STERN
Tag imod ham du — sig — jeg er her straks. (opad Trappen) Straks!
ELI
(vil gaa ind i Porthvælvingen. Her kommer Henrik fulgt af Aksel)
HENRIK
Eli! (Han tager først hendes ene Haand, saa ogsaa den anden) Er det
virkelig dig? (De kommer frem i Forgrunden)
ELI
Det er det Henrik. — Det er os begge to.
FRU STERN
(er stanset paa Trappen og har set ned)
Henrik. Aa min elskede Dreng! (Hun iler ned ad Trappen og omfavner ham)
Aa min egen Dreng, hvor har jeg længtes efter dig. — Lad mig se paa dig.
Lad mig se rigtig paa dig engang igen. Har du det godt? Er du rask?
HENRIK
Tak Mor. Jeg er blot lidt træt.
FRU STERN
Aa men du er bleven mager, Henrik. Du kan ikke tænke dig, hvor jeg har
længtes i alle disse Aar. Aa men Gud ske Lov. Gud ske Lov, nu har jeg
dig. Du skal drikke Fløde, Henrik! Her kan vi faa saadan en udmærket
Fløde endnu —. Du maa ikke bryde dig om, at jeg græder. Jeg er bare lidt
tosset. De sidste Aar har været saa slemme. — Nej du maa endelig ikke se
paa mig. Ikke paa Haaret! Jeg skal straks være istand. Men jeg kunde da
ikke løbe min Vej, idet samme du kommer ind af Døren. Men nu er du her
jo. — Ikke se paa Haaret, Henrik! Det er Synd for mig, efter de lange
Aar. Du kan da lide Fløde. Ikke? Den er saa ganske udmærket! (Hun
nikker, kysser ham, og da han har sluppet hende, skynder hun sig opad
Trappen) Jeg kommer ligestraks! (Standser og gaar tilbage) Tænk dig jeg
har ikke faaet dine Breve i det sidste halve Aar, for jeg ved, du har
skrevet. Du har altid været en god Dreng til at skrive. — Men nu er det
jo overstaaet!
HENRIK
Er Stern ikke hjemme?
FRU STERN
Stern? Jo — jo — og han vil blive forfærdelig glad. Det er der ingen
Tvivl om. Men der er nogen hos ham. Du ved al denne Politik. Det er
skrækkeligt! (Tager Henriks Arm) Du Henrik sig mig —
HENRIK
Ja Mor!
FRU STERN
(dæmpet)
Sig mig, hvorfor kaldte du ham Stern?
HENRIK
Aa jeg ved ikke. Det er jo, saa længe siden. Og han har jo saadan et
berømt Navn.
FRU STERN
Ja, det er ikke for det. Mig er det jo ligegyldigt. Men ikke til ham
vel? Han bliver saa let saaret. Og saa bliver her endnu mere uhyggeligt.
Ikke? — jeg skammer mig, Henrik — du stirrer hele Tiden paa mit Haar.
(opad Trappen)
HENRIK
Mor er saa sød. — Men hvor Tiden dog er gaaet.
ELI
Mor kan saamænd se rigtig smuk ud endnu. — Hun har sit lange brune Haar
endnu, uden en graa Stribe.
FRU STERN
(stanser paa Trappen)
Tal nu med Eli til jeg kommer! (Et Par Trin op) Men du skal da se dit
Værelse! Eli! hvorfor har du ikke sagt det? Vis ham hans Værelse! Der er
da heller ikke en, der har en Tanke i Hovedet. Nu skal jeg selv vise dig
det min Dreng! (Ned og tager ham under Armen) Det er ved Siden af mit
deroppe. Du maa ikke tro, at jeg altid er som idag. Jeg er saamænd
ellers meget rolig og fornuftig. Ikke sandt Eli? Sig til ham, at jeg
ikke er saadan. Og jeg plejer da heller ikke at se saa forfærdelig ud!
ELI
(smiler og ryster paa Hovedet)
FRU STERN
Der kan du selv høre! Kom saa min Dreng! (Fører ham triumferende opad
Trappen. Raaber ned) Eli! Sørg for at der er Fløde paa Bordet! (Hun gaar
ind med Aksel af den første Dør)
ELI
(gaar under dette hen og vinker Raum ud)
ELI
Er der nogen inde hos Far?
RAUM
Ja.
ELI
Er det vigtigt?
RAUM
Jeg tror det.
ELI
Jeg synes dog, jeg maa prøve. (gaar til Sterns Dør, banker forsigtig paa
og stikker Hovedet ind)
STERN
(kommer frem i Døren)
Hvad er det?
ELI
Henrik er kommen.
STERN
Nej — er han kommen!
ELI
Jeg syntes, jeg maatte fortælle dig det.
STERN
Ja — javist. Nej er han virkelig kommen! — Hvor er han. Bare jeg dog
kunde faa det Menneske paa Porten.
ELI
Han er paa sit Værelse nu — saa du kan rolig gøre dig færdig.
STERN
Og hvordan har han det. Er han rask?
ELI
Ja.
STERN
Er han bleven højere, nej?
ELI
Han er middelhøj.
STERN
Han har vel ikke faaet Skæg?
ELI
Nej, han er glatraget.
STERN
Ligner han — sin Mor fremdeles.
ELI
Aaja — Han ligner jo egentlig kun sig selv.
STERN
Med den høje, hvide Pande, Hvad? —
ELI
Ja.
STERN
Ser han ud til at være _à son aise_?
ELI
(trækker paa det)
Nej — det gør han egentlig ikke.
STERN
Naa men han er altsaa dog rask. Det er det vigtigste.
Ja det er godt vi har ham hjemme igen. Jeg maa ind. Kald paa mig igen,
hvis jeg ikke kan faa det Menneske paa Porten — og hils ham og sig jeg
kommer straks. Jeg tager ikke mod andre idag. (Han gaar ind)
ELI
(til Raum)
Er der andre, der venter paa Far?
RAUM
To Herrer. En høj ung Mand og en gammel Mand med et krumt Ben.
ELI
Naa dem som vi saa tidt har seet herudenfor.
RAUM
(smilende)
Ja Doktoren gav dem Navne. Han kaldte den ene for „Det løftede Blik“ og
den anden for „Det eftertænksomme Ben“.
ELI
De maa sige, at Far ikke kan tage imod dem idag.
RAUM
(gaar ind. Straks efter kommer de to Mænd ud. Hilser paa Eli og
fjerner sig i Baggrunden. Eli sætter sig)
AKSEL
(er samtidig kommen. Stanser ved Elis Stol)
De har faaet Deres Broder hjem?
ELI
Ja.
AKSEL
Vil De svare mig paa et Spørgsmaal?
ELI
Gerne.
AKSEL
Den Dag, da vi havde vor sidste Samtale, var det ikke den Dag, da De fik
Underretning om, at Deres Broder vilde komme?
ELI
Det kan godt være.
AKSEL
Var det Aarsagen?
ELI
Hvad mener De?
AKSEL
Det er ikke nogen Fornærmelse — for han er jo ikke Deres Bror.
ELI
Jeg forstaar ikke rigtig, hvad De mener. Hvad jeg har sagt Dem burde
være nok.
AKSEL
Det Løfte De gav mig, gælder altsaa?
ELI
Jeg har aldeles ikke givet Dem noget Løfte.
AKSEL
Jeg tænkte det nok. De gaar fra det.
ELI
Jeg har givet mig selv det Løfte, at ofre hele mit Liv for Sygeplejen.
Det Løfte gælder. — Er det saa nok?
AKSEL
Jeg kan ikke trænge tilbunds i det. Jeg piner mig selv Dag og Nat.
Hvorfor?
ELI
Fordi saadan er det bedst.
AKSEL
Men saa pludselig?
ELI
Det var aldeles ikke pludseligt. Det var Følgen af en langsom og
naturlig Modning.
AKSEL
Jeg kan ikke forstaa det. Vi var saa gode Venner.
ELI
Det kan vi være endnu.
AKSEL
Er der nogen Fejl begaaet fra min Side?
ELI
(tier)
AKSEL
Før jeg traf Dem, skete der noget. Er det det?
ELI
Nu forstaar jeg slet ikke, hvad De mener!
AKSEL
Deres Halvsøster. Jeg erkender saa fuldt ud min Svaghed.
ELI
Jeg vil ikke høre et Ord om Deres Svaghed. Den kommer mig ialtfald ikke
det fjerneste ved.
AKSEL
Aa De er en Mur af Sten, og jeg render min Pande blodig imod Dem.
ELI
(smiler og ryster paa Hovedet)
Jeg en Mur? — Hør nu. Alt hvad jeg har seet af Livet. Alt hvad jeg har
følt — Alt, alt, alt gør det til det eneste naturlige, — det eneste
lykkelige, vidunderligt lykkelige, at være det, som jeg er nu.
AKSEL
Jeg ved snart ikke om De er forstenet, eller om der er et højere Liv i
Dem end i os andre.
ELI
Jeg har seet saa meget, Lyng.
AKSEL
De staar saa højt, Eli, jeg kan ikke hade Dem, men jeg har længtes saa
bittert efter et Hjem, og det er et koldt Land De jager mig ud i.
HENRIK
(kommer fra Baggrunden)
Der sidder jo Raum!
RAUM
(nærmer sig)
Saa den unge Herre kan dog kende mig.
HENRIK
(trykker hjerteligt hans Haand)
Ja, ja. Kun lidt mere graa.
RAUM
Jeg er jo snart de treds nu, Herr Stern. (trækker sig tilbage)
AKSEL
— Din Søster fik Ret, Henrik, hun drømte, at du vilde komme idag.
ELI
Hvem har fortalt Dem det?
AKSEL
Fru Stern.
HENRIK
Er det sandt Eli?
ELI
Ja! — Drømme som kommer kort før Solopgang er ofte Sanddrømme. — Paa den
Tid er Sjælen mest levende.
AKSEL
Ved Doktoren, at du er kommen, Henrik?
ELI
Jeg har sagt det. Han blev umaadelig glad. Han kommer straks.
(Lille Ophold)
HENRIK
Hvor er her dejligt! En saa fuldstændig Fred!
ELI
Det er Bjergene, som gør det.
AKSEL
Og alligevel kan vi mærke noget tværs gennem Klipperne — for der bagved
— er Krigen! — Fred er her ikke, Henrik!
I Byerne koger det, og paa Landevejene kan du godt møde selve Krigen —
Desertører fra Fronterne og Flygtninge fra Fangelejrene, som vil
tilbage. Man skal i det hele taget være en Smule forsigtig.
Naa, nu vil jeg gaa ind og telefonere til Fratelli Luni, at du allerede
er kommen. De vil sikkert straks tilbyde dig en glimrende Stilling. (Ind
i sit Værelse)
HENRIK
Der er gaaet lang Tid siden vi klatrede i Kirsebærtræerne sammen og gik
paa Jagt efter Moskedonnere i Mosen!
ELI
Der er navnlig gaaet de sidste Aar. (Hun har rejst sig og atter sat sig
paa Balustraden)
HENRIK
Den forbandede Krig, for mig har den ødelagt alt! Jeg var saa bange for,
at jeg ikke skulde faa dig at se her, Eli.
ELI
Du ved, hvordan det gik til, at jeg fik Orlov denne Gang. De kastede
Bomber paa Hospitalet og sprængte os halvt i Luften.
HENRIK
De Skurke! —
ELI
Jeg tror ikke de vidste, hvad de gjorde. Der var mange af deres egne,
som gik med.
HENRIK
Jeg fatter ikke disse Rædsler, og du har staaet midt i dem. Du maa tro,
jeg har ofte spurgt mig selv, om jeg nu ogsaa har Ret til at gaa omkring
med mit Hoved paa Skuldrene og hele Arme og Ben. Om det ikke er mig som
er den egentlige Krøbling? — Men jeg kan ikke faa mig til at se Sagen
blot fra den ene Side.
ELI
Vi som har med de Saarede at gøre, ser ialtfald, at de allesammen er
stakkels Mennesker, stakkels Børn.
HENRIK
Du ved, at min Forlovede er tysk og jeg havde mest med tyske Arbejdere
at gøre. Udmærkede, dygtige og brave Mennesker. Jeg kan ikke paa en Gang
begynde at hade dem. Ja du ved jo, at jeg er forlovet.
ELI
Ja, og til Lykke. Jeg har vist skrevet.
(Lille Ophold)
HENRIK
Din Far er jo ogsaa neutral?
ELI
„Din Far“ siger du. Er vi da ikke Bror og Søster som før?
HENRIK
Jo Eli vi er. — Men det gaar ikke for mig længer at kalde ham Far. — Jeg
mærker det, jeg kan ikke! Medens jeg var borte er min egen Far bleven
saa levende i min Erindring. De Minder, jeg har er bleven saa dyrebare!
Kan du forstaa det. Jeg synes jeg tager noget fra ham, naar jeg kalder
en anden Mand for Far. Jeg føler det oprigtigste Venskab for — for
Stern, en stor Hengivenhed og Beundring. Mod mig har han været mageløst
god! Men — jeg kan ikke. — — Hvad er der i Vejen Eli?
ELI
Aa ingenting.
HENRIK
Du blev ganske bleg pludselig.
ELI
Det er ingenting — det er bare — Jeg forstaar det, du siger, men er det
alligevel ikke Synd — at tage noget fra et Menneske, — som man engang
har givet ham? Det er ikke blot for Fars Skyld, jeg tænker paa det.
Fuldt saa meget for Mors. Ja jeg kalder hende Mor. Det var ingenting
Henrik. Det var blot et Sting.
HENRIK
Du har overanstrengt dig. Jeg ser det paa dig. — (lidt efter) Er Mor
ikke rigtig lykkelig? Jeg synes jeg forstaar det? Ak, jeg havde glædet
mig til en fuldkommen Fred her.
ELI
Far er jo gammel og lidt irritabel, efter den Uret, han har lidt. — De
har egentlig ikke noget rigtigt tilfælles. Derfor betyder det saa meget,
at du er kommen. For jeg tror nok, du er det eneste Menneske, han bryder
sig rigtig for Alvor om.
HENRIK
Jeg skal gøre alt, hvad jeg kan for, at han skal mærke det saa lidt som
muligt. Nej, hvor er du dog kommen til at ligne din Mor, Eli.
ELI
Mor var nu helt blond.
HENRIK
Husker du ikke, at jeg gik med hendes Billede; anderledes har jeg jo
ikke seet hende. Det var min Barndoms store Sværmeri det Billede med de
mørke dybe Øjne og de fine lange Bryn. At en, der var saa dejlig kunde
være død! Det var en sælsom Følelse — jeg har den endnu her nede. — En
Afgrund af Ømhed og Gru — mit lille Drengehjerte blødte som om der var
bleven rørt ved det med en vild Rosengren. Sig mig Eli, hvordan gik det
til, at du blev Sygeplejerske?
ELI
Kan man egentlig være noget andet nu?
HENRIK
Men hvorledes kan du holde det ud?
ELI
Et Menneske har flere Kræfter end man tror. Det er nu engang bleven mit
Liv!
HENRIK
Da vel ikke for bestandig?
ELI
Jo.
HENRIK
Og jeg som troede. Gerda skrev —
ELI
Hun tog Fejl.
HENRIK
Hvor er forresten Gerda. Jeg kender hende jo næsten ikke. Paa Billeder
ser hun ud som en Engel.
ELI
Hun er i Besøg. Hun kommer imorgen.
(Lille Ophold)
HENRIK
Nej jeg kan ikke glemme, hvor du ligner din Mor!
Hør Eli! Jeg er glad over, hvad du fortæller mig. Saa kan du blive ved
med at være min Søster hele Livet. Nu forstaar jeg ogsaa, at der altid
var noget uopnaaeligt ved dig! (Rækker hende Haanden)
ELI
Velkommen Bror!
HENRIK
Husker du, hvor vi holdt sammen, fordi vi var fremmede dernede i den
store By, vi to smaa, og hvor jeg græd, da jeg skulde rejse hjem for at
studere, for du var jo hele mit Danmark! Og jeg blev ensom siden. (ser
sig om)
Hvor er her dog dejligt og hvor Luften er ren og styrkende, og hvor det
er godt og varmt at finde sin Barndom igen. Søster, Søster, Søster!
(Tager begge hendes Hænder og trykker dem)
(Ud af Sterns Værelse kommer Grev Hoyos, som hilsende gaar forbi.
Straks efter kommer Stern)
STERN
Naa der er han! (aabner Armene; men nøjes med at tage begge hans Hænder)
Lad mig saa se paa dig! Velkommen min Dreng. Ja jeg kan da kende dig.
Men du kan vel knap nok kende mig. (Eli gaar under dette til Højre)
HENRIK
Du er bleven helt hvid.
STERN
Ja, der er snart ikke andet tilbage end Viljen med nogle hvide
Haartjavser paa. Viljen er den sidste, som forlader Huset ved du nok.
Den lader sig begrave i Ruinerne. Ja du kan jo nok tænke, at jeg længes
efter at tale med dig om alt muligt. — Har du faaet noget at leve af?
FRU STERN
(er kommen)
Middagen er færdig om et Øjeblik. Naa du er vel glad, Stern, over at
have ham hjemme igen?
STERN
Foreløbig har jeg jo bare seet ham. Jeg længes efter at tale med ham!
Lad os nu faa den Dinér — _l’heure a sonné_! Men selvfølgelig har de
ikke ventet dig og er uforberedte!
FRU STERN
Jeg saa ikke Datoen paa Telegrammet.
STERN
Nous naturellement. Den Kvinde, som ser eller skriver et Datum er endnu
ikke født, lige saa lidt som den Kvinde, der læser Verdensbegivenhederne
før Feuilletonen!
FRU STERN
Saadan er han altid, Henrik! Vil du ikke forsvare mig?
STERN
Men Parti tager de alligevel!
FRU STERN
(hviskende)
Jeg ønsker bare, at de skal faa nogle Tæsk!
STERN
Og skrige op gør de, som om Krigen var en _Invention boche deutsche
Erfindung, made in Germany_. — Krigen er ikke nogen tysk Opfindelse! Jeg
er glad min Dreng over, at du har holdt dig udenfor dette Vanvid!
HENRIK
(med et lidt spodsk Smil)
Det var ikke saa let endda. Du ved, hvad jeg havde maattet døje af
Fængsel og Forhør, delvis fordi Mary var tysk og glødede for Tyskland;
men ikke desto mindre, da det kom til Stykket, saa var Mary mest
Amerikanerinde alligevel og glødede for Amerika, og det var saa sandelig
nær ved, at hun fik mig i Trøjen.
FRU STERN
Gud ske Lov, at du holdt Stand!
HENRIK
Hun fik mig med til et Møde, hvor de afrejsende Tropper sang „Nærmere
dig min Gud!“ Ja det var gribende, men jeg havde alligevel faaet nok.
ELI
Stakkels Drenge. De ved ikke, hvad de gaar ind til.
STERN
(vrængende)
Det maa da være noget for dig, Eli med din nyopfundne Gud!
ELI
De _tror_ jo ialtfald paa Retten Far!
HENRIK
Og _sæt_, at det nu _var_ det store Skille! — Det er det, der stundom
plager min Samvittighed!
STERN
(med Væmmelse)
„Nærmere dig min Gud!“ I Skyttegravenes Helvede og i Ildorkanerne over
_Ingenmandsland_, hvor der suser blodige Hoveder igennem Luften!
„Nærmere dig min Gud“ mellem raadne Kadavere af Mennesker og Dyr.
Tilknæes i en Pøl af Blod og Ekskrementer! „Nærmere dig min Gud“ med
Legemet vrimlende af Utøj! (Ler forbitret)
HENRIK
Aaja du har nok Ret!
STERN
Jeg vidste, at le bon Dieu var deplorabel; men aldrig har jeg dog ynket
ham som nu, hvor de inventerer Mordmaskiner i hans Navn, som Djævelen
end ikke havde drømt om i sine vildeste Drømme. „Nærmere dig min Gud!“
Nej af alt Vanvid er Racehadet dog den menneskelige Ondskabs mest
himmelraabende Stupiditet.
HENRIK
Gid andre havde bevaret deres sunde Fornuft saa godt som du!
STERN
Jeg kender mange Lande og har siddet tilbords med Konger og Kejsere!
_Ens_ var de og de kunde lige saa gerne allesammen have heddet Sørensen!
Og saa taler man om Sørensens Instinkt med største Seriøsitet. Ha! det
er guddommeligt! Det skulde vel være Kvinderne, som havde det Instinkt;
men de falder gladelig enhver ildelugtende Neger om Halsen og maaske kan
det engang lykkes dem at frelse Verden paa den Manér og bringe den
„Nærmere dig min Gud!“ — Naa, lad det nu være. Jeg kan fortælle, at jeg
har faaet gode Efterretninger fra Paris idag. Man begynder at indse, at
vi havde Ret. (Ser paa engang bedrøvet og kærligt paa Eli, som har
nærmet sig) Vi er nok uenige om de højeste Ting; men vi kan være gode
Venner alligevel, ikke sandt? (Tager hende ved Armen)
ELI
Det kan vi Far!
STERN
Og Henrik er jo et helt Mandfolk, som jeg har faaet til at tale med.
(Tager ogsaa ham ved Armen)
ELI
(hvisker noget i hans Øre)
STERN
Hvad siger du? — Bruger jeg Mund? — Ikke nær nok! Hun siger, at jeg
bruger saa forfærdelig Mund, og det er Synd for dig, Henrik!
ELI
(hvisker igen)
STERN
Siger jeg aldrig et godt Ord om noget Menneske? — Jeg ikke? — Jeg synes
jeg er en Engel af Taalmodighed!
ELI
(ler)
HENRIK
(kommer ogsaa til at smile)
STERN
Det ler hun af! (ler med)
ELI
Nu lo du selv som i gamle Dage!
STERN
Der er ogsaa noget af gamle Dage, noget hjemligt ved at Henrik er her.
RAUM
(har under dette nærmet sig og staar afventende bag Stern)
STERN
(vender sig)
Hvad er det?
RAUM
Jeg skulde spørge Doktoren, om der bor nogen som hedder Henrik Vendel
her?
STERN
Vendel? (Famler med Brevet) Hvad? — Jeg forstaar ikke. — Adressen er
Stern. Jo. (Rækker Brevet frem uden at se paa nogen)
HENRIK
Brevet er til mig.
STERN
(giver ham det)
HENRIK
Der skulde staa Vendel Stern. Men vedkommende har saa opfattet Stern som
Adresse.
STERN
(med et forgræmmet Udtryk)
Ja jeg faar nok ikke Tid til at vente. (gaar imod sin Dør)
FRU STERN
Vil du ikke spise med os andre?
STERN
Lad mig faa det ind som sædvanligt! (Han gaar)
FRU STERN
(tager Henrik under Armen)
Saa maa du nøjes med mig, Henrik!
HENRIK
(har sat sig med det aabne Brev i Haanden)
Mor, dette gjorde mig bittert ondt.
FRU STERN
Tænk nu ikke paa det idag. Naar jeg har dig, er jeg saamænd ligeglad.
HENRIK
Hvad siger du, Mor?
FRU STERN
Jeg siger, at vi er ligeglade med ham. Ikke? — — Jerusalems Skomager!
HENRIK
Men Mor dog!
Tæppet.
ANDEN AKT
Gaarden. Professoren og hans Frue sidder og drikker Morgenthe.
FRUEN
Du burde nu ikke have modsagt ham igaar Aftes.
PROFESSOREN
Naar han taler om Sanskrit, som han ikke har Begreb om.
FRUEN
Jeg synes det lød meget rigtigt, hvad han sagde. Dit var saa indviklet.
PROFESSOREN
Jeg bøjer mig for din Autoritet i Sanskrit.
FRUEN
Uf Einar! — Men det er virkelig sandt, man skal ikke modsige berømte
Mænd. Du glemmer ogsaa rent, at du skylder ham din Brodersøns Liv.
PROFESSOREN
Ja Liv — naa nej, jeg glemmer det skam ikke. Jeg har jo ogsaa takket
ham. Der er bare et stort Problem, som jeg grubler over.
FRUEN
Hvad er det for et Problem?
PROFESSOREN
Skal man synes om noget, som man ikke synes om, fordi man skylder en
Mand Tak?
FRUEN
Ja selvfølgeligt!
Hvad var det forresten du sagde?
PROFESSOREN
Ja, kære — naar du kan løse Problemet uden at have hørt, hvad det drejer
sig om, hvorfor i Pokkers Skind og Ben vil du saa have nærmere
Underretning?
FRUEN
Nu er du utaalelig, Einar, som sædvanlig.
PROFESSOREN
Han blev ogsaa gal paa mig, da jeg roste en anden Ingeniør, den store
Luini! (Med et lille Kluk) Han kaldte ham en forfængelig Nar.
FRUEN
Saa skulde du ladet være!
STERN
(kommer fra Baggrunden fulgt af sin Hustru og skraar hurtigt hen mod
sin egen Dør uden at bemærke de Fremmedes Tilstedeværelse. Han er
klædt som en Godsejer i hvidt Tøj og med Lædergamasker og stor
graa Hat med broget Slør)
Hvornaar rejser de?
FRU STERN
Efter Frokost?
STERN
Efter Frokost. Skal de være her til Frokost igen?
FRUEN
Du har jo selv inviteret dem.
STERN
(stanser udenfor sin Dør)
Har jeg! — De keder Livet af mig. Jeg kan da ikke bespise den hele
Verden heller. Manden er ikke til at slaa et Ord af.
FRUEN
Du taler jo hele Tiden selv og de var saa begejstrede for dig. Du skulde
høre, hvad hun sagde.
STERN
(med Haanden paa Dørgrebet)
Ja, hun er vist et ganske skikkeligt gammelt Fæ; men han er en kedelig
Fisk og naar han aabner Munden er det for at være ubehagelig! Jeg har
frelst deres Søns Liv og behandlet ham, som om han var mit eget Barn.
FRUEN
Deres _Neveu_, Stern! Du har da forresten ogsaa faaet Tak!
STERN
Har jeg faaet Tak! — Han siger aldrig et Ord. Disse bleghaarede
Mennesker smager mig ikke. Jeg stoler ikke paa dem. De har surt
Fiskeblod i Aarerne.
FRUEN
Det er dog ganske urimeligt!
STERN
Det er ogsaa Henriks Fiancé, som har ødelagt ham! Jeg kender dem, disse
smaa blonde Tingester, de hænger paa som Burrer og er ikke til at ryste
af. Naar de ikke faar deres blide lille Vilje, bliver de hadefulde og
arrige som Lemæn eller ogsaa græder de i spandevis.
FRUEN
Men Stern dog!
STERN
Ja, I er af samme Slags allesammen! Den lille Lyng gaar ogsaa mod mig.
Han kysser den Haand, som kastede ham i Fængsel og jog hans Velgører ud
af Landet. Jo! — Han har hjulpet en Flygtning tilbage til Fronten! Gid
jeg ialtfald kunde faa Lov til at spise min Mad i Fred!
FRUEN
Du kunde dog gerne tænke lidt paa mig og huske, at de er Danske.
STERN
Er de Danske? Saa meget desto værre!
FRUEN
(er kommen saa langt frem, at hun ser de Fremmede)
Hyss, hyss!
STERN
(ser sig om)
De har ikke hørt noget. (gaar hurtigt, fulgt af sin Hustru ind i sit
Værelse)
PROFESSOREN
(klør sig bag Øret)
Ja det var jo tydeligt nok. Jeg tænker vi gaar.
STERN
Du tror da ikke det var os, han mente.
PROFESSOREN
Nej.
FRUEN
Du er altid saa mistænksom.
PROFESSOREN
Uden Grund.
FRUEN
Forresten talte han jo venligt om mig.
PROFESSOREN
Ja, det var venligt!
FRUEN
Jeg hørte ikke andet end at han syntes, jeg var rar eller saadan noget.
— Du _kunde_ nu ogsaa gerne have sagt noget mere, om hvad han er for en
Mand!
PROFESSOREN
Ja, det var saamænd ogsaa min Hensigt; men jeg er nu engang ikke smurt
som Smigermølle.
Skal vi saa rejse?
FRUEN
Umuligt før efter Frokosten, vi maa da opføre os passende.
PROFESSOREN
Hele Verden slaar hinanden ihjel; men vi skal stadig opføre os passende.
(Klør sig bag Øret) Jeg _kan_ ikke tale med ham! Jeg er uenig med ham om
alting! Om Krigen og Freden, om Gud og Verden, om din Kjole og hans
Slobrok, som jeg finder forfærdelig! Kan han ikke lide mig, saa kan jeg
sku heller ikke lide ham.
FRUEN
Vi maa vente til efter Frokosten.
FRU STERN
(kommer ud og nærmer sig dem smilende venligt)
Godmorgen. Jeg haaber De har sovet godt.
FRUEN
Jo mange Tak.
FRU STERN
Det er et dejligt Vejr idag, ikke sandt? ja jeg skal jo passe mit Hus.
Saa De undskylder mig nok. Vi sees til Frokosten!
PROFESSOREN
Vi tænkte netop paa at bryde op nu, Frue!
FRU STERN
Det maa De endelig ikke gøre! Doktoren vilde blive forfærdelig ked af
det. — Det maa De endelig ikke.
FRUEN
Ja saa siger vi mange Tak, vi vil jo ogsaa gerne hilse paa Doktor Stern
en Gang til.
FRU STERN
Det var rart. Det vil glæde ham, men skal vi ikke mødes nede i Haven Kl.
12 for Eksempel. Det var saa rart at snakke lidt Gammelt igen — Saa
siger vi det. Farvel saa længe! (Smiler venligt og gaar tilhøjre)
PROFESSOREN
Ja — saa sluger jeg altsaa den kedelige Fisk. Maaske har Manden
ovenikøbet Ret — for mit Vedkommende.
FRUEN
Vi har ogsaa glemt at rose hans Have. Aksel sagde, at vi skulde rose
hans Have!
PROFESSOREN
Ja, lad os det! (Klør sig bag Øret) Jeg ved mig, Gud ske Lov, fri for
Racefordom, men naar han ligefrem kalder mig en kedelig Fisk, saa kniber
det nu alligevel.
FRUEN
Du skulde skamme dig. Tænk paa vore Venner.
PROFESSOREN
Ja, de tilhører Slægter, som har slaaet Rod i Landet og jeg vurderer dem
saa højt som nogen. Men netop for deres Skyld kan jeg ikke lide ham. Jeg
synes ialtfald ikke om, at man ser os over Hovedet.
FRUEN
Du skulde skamme dig!
PROFESSOREN
Ja, jeg skammer mig naturligvis ogsaa! Der er ingen der mere end jeg
ønsker, at det Folk skal faa fuld Oprejsning og det vulgære Fjendskab er
mig en Pest. — Men de kan jo ogsaa have deres Fejl, ikke sandt? — Vi maa
jo se at tale os til Rette med hinanden og forstaa hinanden. Jeg ser
saamænd godt deres store Fortrin og den fuldkomne Loyalitet hos de
Bedste; men som god Dansker holder jeg af Fred og en vis Ligevægt og
Stern er mig alligevel for meget paa tværs af Tingenes Natur. Jeg synes
ialtfald vi skal se at faa Aksel hjem for han er ikke lykkelig her og
det hele er ikke rigtig „reggederligt“ paa denne Maade.
FRUEN
Er han ikke lykkelig? Du har ingen Iagttagelse og saa forresten skulde
du skamme dig en Gang til.
PROFESSOREN
Naturligvis er Stern god mod Smaafolk, det ser vi jo og det er en stor
Ting!
FRUEN
Naa nu begynder du jo at blive skikkelig og menneskelig.
PROFESSOREN
Naturligvis er jeg skikkelig. Jeg vil bare ikke være saa skikkelig at
det gaar udover Mennesket. Først og fremst maa vi tage ærligt og
redeligt paa Problemet: Race og Menneskelighed, undersøge det tilbunds
uden Ondskab og uden Skamfølelse, som den naturlige Ting det er. Jeg for
min Del er forøvrigt klar over, at hvor _Mennesket_ indgyder Respekt er
Raceuviljen en Gemenhed.
STERN
(kommer frem i Døren. Med et halvt muggent, halvt forlegent Smil
nikker han et Par Gange til det bliver bemærket)
(Fruen og Professoren rejser sig)
FRUEN
Godmorgen Herr Doktor! Hvad De dog har for en dejlig Have! Vi har været
den yndigste Morgentur. Det maa rigtignok være en udmærket Gartner!
STERN
Gartneren, det Kvaj! Tror De han har Forstand paa Havebrug. Jeg har
lavet det Hele selv. De skulde have seet den Have, da jeg kom.
(Forsvinder halvt bag en Søjle)
FRUEN
Og sikken en Frugthøst, De har iaar. Det er mageløst!
STERN
(lidt frem)
Saa De mine Ferskentrær?
FRUEN
Dejlige!
STERN
(lidt frem)
Men De skal ogsaa lugte til dem og smage Dem! Hver eneste Fersken er en
hel lille sommersalig Klode at putte i Munden.
PROFESSOREN
Vi mødte forresten Gartneren. Han var meget nedslaaet, for hans Ko var
bleven stjaalet fra ham.
STERN
(nærmere)
Ja han er en stor Idiot, som ikke passer sine Ting, men hyler op som et
Spædebarn. (mildere end Ordene tyder paa) Fjolset kan jo komme til mig
med det, saa skal han faa en Ko! Jeg er ikke bange for at give ham en
Ko! Jeg har givet en Mand en Ko før. Jeg æder ikke Smaafolk!
(mistænksom) Men han fortalte Dem vel ogsaa den Historie for at presse
mig! (De er nu kommen helt hen til hinanden) Alle render de til mig her!
Jeg forsikrer Dem, der gaar ikke en Dag, uden at jeg skal betale for
noget, Gud ved hvad, som ikke kommer mig det fjerneste ved. De kan
spørge Deres lille Neveu. Han kender til det. (gaar bag Søjlen)
FRUEN
(lidt efter)
Jamen Folk er rigtignok ogsaa Doktoren taknemmelige her paa Egnen.
STERN
(kommer atter nærmere)
Taknemmelige? Ja. — De har gjort mig til Æresborger! — Det er en dejlig
Ære at blive Medlem af deres Idiotsamfund. — Jeg har foræret dem et helt
Bibliotek. Har De set det?
FRUEN
Ja, det har vi rigtignok, og hørt saa meget om det ogsaa.
STERN
(lyser lidt op)
Saa—aa? — Har De det? Ja — Men tror De, der er nogen, der læser Bøgerne?
og hvis de læser, saa forstaar de ialtfald ikke et Muk!
PROFESSOREN
Vi har ogsaa seet de Kalkmalerier, som De har ladet afdække!
STERN
Ja, de er da morsomme! Ikke?
PROFESSOREN
Ejendommelige!
STERN
Præsten den Ignorant satte sig imod med Hænder og Fødder! De skal se,
det Æresborgerskab kommer mig dyrt at staa. En skønne Dag smider de mig
ud, fordi jeg er „en assyrisk Mand“ — saa brænder de Bøgerne og smører
Billederne over med Okker og lader Haven forfalde.
FRUEN
Men Gud dog!
(Henrik er kommen frem paa Galleriet og staar og ser ned)
STERN
Skønt jeg kan bevise, at min Far betalte en Præst for at slaa Vand paa
mit Hoved. Det kostede fem Kroner og halvtreds! Men jeg fik rigtignok
ikke derfor Vand i Hovedet som alle de andre. Det er det, de ikke kan
tilgive mig, Dumrianerne! (Gotter sig forbitret) Æresborger og
Æresdoktor! Den sidste Ære maa vist have været fra _Frank_furt, siden de
jog mig ud af _Frank_rige som en Hund.
(Henrik er gaaet ind igen)
FRUEN
Jamen Herr Doktor dog!
STERN
De kan spare Dem Deres Medfølelse. Je m’en fiche: Jeg spiser min Mad og
drikker min Vin, saa længe der er Vejr i mig. (Vil gaa, men stanser) De
gravede min Afstamning op, da Krigen brød ud. Ingen havde skænket den en
Tanke før. Jeg selv havde fuldstændig glemt den. Mine Døtre er
Katholiker, omend de er frigjorte. Min Kone, min Søn og jeg selv er
Protestanter! Min første Kone var endogsaa baade Protestant og Katholik,
for hun lod sig konvertere af Kardinal Mayol, den detestable gamle
Tartuffe. Hvad mere kan man forlange! — „Assyrer!“ skreg hele
Hundekoblet pludselig. „Slaa ham ned, den Assyrer!“ Hvad har man saa for
de fem Kroner halvtreds og det vaade Hoved!
FRUEN
Nej det maa man nok sige!
STERN
De ved formodentlig ikke, at jeg i min Ungdom syslede lidt med
Litteraturen ved Siden af mit egentlige Arbejde.
FRUEN
Det ved hele Verden!
PROFESSOREN
Ja, jeg har saamænd selv engang dyrket „Revolutionens Bibel“.
STERN
Naa ja. En Smule Amatørarbejde. — I to svære Bind, som forskaffede mig
en Dom paa tre Maaneders Fængsel for Blasfemi og Landflygtighed for
Resten af mit Liv. Le bon Dieu var fornærmet, anlagde Sag og vandt den
med glimrende Succes i alle Instanser. Jeg skildrede Verden ganske godt
sort, tør jeg sige, med dens Løgne; men den har overtruffet mine
Forventninger. Alle mine bedste Broer har de sprængt i Luften, de
célérats — de — de Slyngler; men mit Verdensbillede staar fast!
FRUEN
Men nu maa man da haabe og tro, at det bliver bedre.
STERN
„Bedre!“ Haab og Tro er to unge Mennesker, Frue. De afgaar ved en tidlig
Død under stort Ak og Ve i syv og tyve Aars Alderen!
FRUEN
Jamen nu efter Krigen, mener jeg!
STERN
(vrængende)
„Efter Krigen“. Après la guerre! Jeg nægter ikke, at De har bevaret
Deres Ydre ungdommeligt, Frue; men dog ikke i den Grad, som Deres Aand.
(Lille Ophold. Derpaa venligere)