IV

Mellem Onnerne kom Dag og Tid, men Konen Oline kom ikke.

Isak hadde nu fri paa Jordet, han satte sig istand med to Ljaaer og to

River til Slaatten, gjorde en lang Bund til Kjærren saa han kunde kjøre

Høi paa den og skaffet sig Meier og Æmnestræ til en Vedslæde til

Vinters. Han gjorde mange gode Ting. Og hvad to Hylder paa Væggen i

Stuen vedkommer da satte han ogsaa op dem, saa de kunde være at lægge

forskjellige Ting paa, baade Almanaken som han endelig hadde kjøpt og

Tvarer og Øser som ikke var i Bruk. Inger sa at det var et stort Gode

med de to Hylderne!

Inger hun syntes at alle Ting var store Goder. Se nu Guldhorn hun vilde

ikke rømme mere, men roet sig med Kalven og Oksen og gik Dagen lang i

Skogen. Se nu Gjeiterne de trivedes og drog næsten sine tunge Jur i

Marken. Inger sydde et langt Plagg av blaa Sirts og en liten Lue av

samme Tøi, det var det peneste man kunde se og det var Daapsdragten.

Gutten selv laa nu og da og fulgte Værket med Øinene, det var nok alt

saa meget til Gut, og skulde han endelig hete Eleseus saa vilde Isak

heller ikke motsætte sig dette længer. Da Kjolen var færdig hadde den et

langt Slæp paa to Alen Sirts og hver Alen kostet sine Penger, men det

fik ikke hjælpe, Barnet var nu den Førstefødte. -- Skal Perlebaandet dit

nogen Gang brukes saa er det vel nu! sa Isak. -- Aa Inger hadde alt

tænkt paa dem, paa Perlerne, hun var ikke Mor for ingenting, men aldeles

dum og stolt. Perlerne rak ikke rundt Halsen paa Gutten, men de vilde

være pene foran paa Luen hans, og der satte hun dem.

Men Oline kom ikke.

Hadde det nu ikke været for Dyrene saa kunde alle Mennesker ha forlatt

Stedet sammen og kommet tilbake om tre fire Dager med Barnet kristnet.

Og hadde det ikke været for den velsignede Vielsen saa kunde Inger ha

reist alene. -- Dersom at vi ikke kunde utsætte Vielsen saalænge? sa

Isak. -- Inger svarte: Det vil nu ta baade ti og tolv Aar før han

Eleseus kan være igjen hjemme og mælke!

Nei saa maatte Isak bruke Vet. Egentlig var det hele begyndt uten

Begyndelse, Vielsen var kanske like saa nødvendig som Daapen, hvad

visste han. Nu tegnet det til Tørke, til rigtig ond Tørke, kom det ikke

Regn snart vilde Avlingen brænde op; men alt stod i Guds Haand. Isak

gjorde sig færdig til at rænde ned i Bygden efter et Menneske. Det var

atter de mange Mile at rænde.

Al den Trængsel for en Vielse og en Daap! Folk i Marken har i Sandhet

mange smaa og store Sorger!

Saa kom Oline ....

Nu var de gifte og døpt, alt i Orden, de hadde endog iagttat at vies

først, saa Barnet kunde bli ægte. Men Tørken vedblev og nu brandt de

smaa Kornakrene op, brandt Fløilstæpperne op, og hvorfor det? Alt stod i

Guds Haand. Isak slog sine Engstykker og det var ikke stort Græs paa dem

endda de var blit gjødslet i Vaar; han slog og slog i Lierne, i fjærne

Utmarker, og blev ikke træt av at slaa og tørke og føre Foder hjem, for

han hadde alt Hest og stor Buskap. Men midt i Juli maatte han ogsaa slaa

Kornet til Grønfoder, det var ikke til andet. Saa nu vilde det bare

komme an paa Poteten!

Hvorledes var det med Poteten? Var det bare en Kaffesort fra fremmed

Land og kunde undværes? Aa Poteten er en makeløs Frugt, den staar i

Tørke, den staar i Væte, men vokser. Den trodser Veiret og taaler meget,

faar den litt pen Behandling av Mennesket lønner den femtenfoldig igjen.

Se, Poteten har ikke Druens Blod, men den har Kastanjens Kjøt, den kan

stekes eller kokes og brukes til alt. En Mand kan være brødløs, har han

Potet saa er han ikke matløs. Potet kan ristes i varm Aske og være en

Kvældsmat, den kan kokes i Vand og være en Frokost. Hvad kræver den av

Suvl? Lite, Poteten er nøisom, en Kum Mælk, en Sild er nok til den.

Rikdommen bruker Smør til den, Fattigdommen dypper den i ørlite Salt paa

en Skaal, Isak kunde til Søndags faa svælge den ned med en Rømmebunke av

Guldhorns Mælk. Den vanagtede og velsignede Potet!

Men nu spøkte det for Poteten og.

Isak saa paa Himlen utallige Ganger om Dagen, Himlen var blaa. Mangen

Kvæld tegnet det til en Skur. Isak gik ind og sa: Undres paa om det ikke

blir Regn nu allikevel! Et Par Timer efter var alt Haap ute igjen.

Tørken hadde nu varet i syv Uker og Varmen var svær, Poteten stod i hele

denne Tid og storblomstret, blomstret unaturlig og vidunderlig. Akrene

saa ut i Frastand som Snemarker. Hvor var Enden paa alt dette? Almanaken

gav intet Vink, Almanakerne nu for Tiden de var ikke som før, de var til

ingenting. Nu saa det ut til Regn igjen og Isak gik ind til Inger og sa:

Det maa nu vel med Guds Hjælp bli Regn i Nat! -- Ser han slik ut? -- Ja.

Og Hesten ryster sig i Skoklerne. -- Inger glyttet paa Døren og sa: Jo

nu skal du se! -- Nogen faa Draaper faldt. Timerne gik, Folkene kvældet

sig, da Isak gik ut om Natten for at se var Himlen blaa. -- Nei

Herregud! sa Inger. Jaja men saa blir det tørt det siste Lauvet dit

ogsaa da imorgen, sa hun og trøstet bedst hun kunde.

Javel, Isak hadde ogsaa lauvet kraftig og hadde nu en Mængde Lauv av

bedste Slag. Det var værdifuldt Foder, han behandlet det som Høi og

tækket det over med Næver i Skogen. Han hadde bare en liten Slump

staaende ute nu, derfor svarte han Inger saa dypt fortvilet og likesæl:

Jeg tar det ikke ind om det blir tørt heller! -- Du aper vel? sa Inger.

Dagen efter tok han det altsaa ikke ind, siden han hadde sagt det, tok

ikke ind Lauvet. Det kunde staa der, det blev ikke Regn korsom var, lat

bare Lauvet staa der i Guds Navn! Han kunde ta det ind før Jul engang

dersom at ikke Solen hadde brændt det rent op til den Tid!

Saa rikt og rundelig krænket følte han sig, det var ikke længer gildt at

sitte paa Dørhellen og se nedover Jordet og eie det. Der stod nu

Potetakrene i blomstrende Galskap og tørket op, saa kunde Lauvet staa

der det stod, værsaagod! Aa men Isak -- kanske hadde han en liten lur

Tanke med det midt i sin tykke Troskyldighet, kanske gjorde han det paa

Spekulation og vilde prøve at tirre den blaa Himmel nu ved Maaneskiftet.

Om Kvælden saa det atter ut til Regn. Du skulde ha berget Lauvet dit, sa

Inger. -- Hvorfor det? spurte Isak og gjorde sig yterst fremmed. -- Jaja

du aper, men det kunde nu komme Regn. -- Du ser da vel at det ikke

kommer Regn iaar.

Men om Natten var det nu allikevel som det blev saa mørkt i Glasvinduet,

det var ogsaa som om noget drev imot det og gjorde det vaatt, hvad det

nu kunde være. Inger vaknet og sa: Der regner det, se paa Ruterne! --

Isak snøste bare og svarte: Regn? Det er ikke Regn. Jeg skjønner ikke

hvad du snakker om! -- Du skal ikke vør at ape! sa Inger.

Isak apet ja. Og han bare luret sig selv. Visst var det Regn og det en

dygtig Skur, men da den hadde vætt godt ut Lauvet til Isak saa sluttet

den. Himlen var blaa. Det var jo det jeg sa at det ikke kom Regn, sa

Isak stivnakket og ikke saa lite syndig.

For Poteten var denne Skur til ingenting og Dager kom og gik, Himlen var

blaa. Saa begyndte Isak at arbeide paa sin Vedslæde og gjorde sig Flid

med den og bøiet sit Hjærte og høvlet ydmykt Meier og Skokler, jaja

Herregud! Se, Dager kom jo og gik, Barnet vokste, Inger kjærnet og

ystet, det stod i Grunden ikke paa, ett Uaar overlevet nok dygtige

Mennesker i Marken. Og desuten -- da ni Uker var gaat saa kom det rigtig

velsignet med Regn, et helt Døgns Regn, derav høljet det ned i seksten

Timer, Himlene var aapne. Hadde det nu været som for to Uker siden vilde

Isak ha sagt: Det er forsent! Nu sa han til Inger: Du skal se han berger

noget av Poteten! -- Aaja da, svarte Inger trøstefuldt, han berger

alsammen!

Og nu begyndte det at se bedre ut, det regnet Skurer hver Dag, Haaen

grønnedes, det var som Trollværk. Poteten blomstret, det gjorde den, ja

værre end før, og det vokset ut store Bær i Toppene paa den, og det var

paa langt nær rigtig; men ingen visste hvad som var under Røtterne paa

den, Isak hadde ikke vaaget at se efter. Saa kom Inger en Dag og hadde

fundet over tyve smaa Poteter under ett Skal. Og de har fem Uker at

vokse i endda! sa Inger. -- Den Inger, hun skulde idelig trøste og tale

godt med sin Haremund. Og elendig Snak var det hun hadde, hun hvæset,

det var som naar en Ventil lækker Damp; men hendes Trøst var god at ha i

Marken. Og en livslysten Natur det hadde hun. -- Dersom at du kunde

gjøre en Seng til! sa hun til Isak. -- Naa, sa han. -- Jaja det haster

nu ikke, men.

De begyndte at ta op Poteten og blev færdig med den til Mikaeli, som den

gamle Sædvane var. Det blev middels Aar, godt Aar, det viste sig atter

at Poteten ikke var saa uendelig nøie paa Veiret, men vokste allikevel

og stod ut med meget. Naturligvis blev det ikke rigtig middels Aar og

godt Aar naar de regnet nøie, men de kunde ikke regne nøie iaar; en Lap

var gaat forbi en Dag og hadde undret sig over al Poteten her paa

Nybygget, i Bygderne var det langt værre, sa han.

Saa hadde Isak igjen nogen Uker at bryte Jord i til Tælen kom.

Kreaturerne gik nu og beitet paa Jordet og hvorhelst de vilde, det var

trivelig for Isak at arbeide sammen med dem og høre paa Bjælderne, det

hæftet ham jo ogsaa noget bort, for Oksen var lei til at gjøre Ugagn og

stange ind i Lauvstakkerne og Gjeiterne de var høit og lavt og

allevegne, endog paa Gammetaket.

Smaa og store Sorger.

En Dag hører Isak et Illskrik, Inger staar paa Dørhellen med Barnet paa

Armen og peker nedover til Oksen og den vesle Kua Sølvhorn, de er

Kjærester. Isak kaster Hakken og rænder nedover, aa men det var nok

forsent, Ulykken var skedd. Ser du Trollet, hun er tidlig ute, bare

Aaret, et halvt Aar fortidlig, Trollet, Barnungen! Isak faar hende ind i

Gammen, men det er nok forsent. Jaja, sa Inger, det er nu paa en Maate

godt, for ellers hadde begge Kjyrene blit høstbær! -- Aa Inger, nei hun

hadde ikke godt Hode, men hun visste kanske hvad hun gjorde da hun slap

Sølvhorn og Oksen ut sammen imorges.

Vinteren kom, Inger kardet og spandt, Isak kjørte Favnved, uhyre Lass

med tør Ved paa godt Føre, al Skyld og Gjæld blev strøket, Hest og

Kjærre, Plog og Harv var hans. Han kjørte bort med Ingers Gjeitost og

fik Tvistgarn, Vævstol, Hespetræ og Rendebom med hjem igjen, han kom

atter med Mel og Matvarer, atter med Planker, Bord og Spiker; en Dag kom

han med en Lampe. Saasandt som jeg staar her saa spøker du! sa Inger,

men hun hadde længe skjønt at Lampen vilde komme. De tændte den om

Kvælden og var i Paradis, lille Eleseus han trodde visst det var Solen.

Ser du hvor forundret han er! sa Isak. Inger kunde herefter spinde i

Lampelys.

Han kom med Lerret til Skjorter og med nye Komager til Inger. Hun hadde

bedt ham om forskjellige Farvevarer til Uldgarn, han kom ogsaa med dem.

Men en Dag saa kom han med en Klokke. Med hvad? En Klokke! Da blev Inger

himmelfalden og det var ikke Maal i hende en Stund. Isak hængte Klokken

paa Væggen med forsigtige Hænder og stillet den efter et Skjøn, han trak

Loddene op og hadde den til at slaa. Barnet vendte Øinene efter den dype

Klang og saa derefter paa Morn. Ja du kan gjærne undre dig! sa hun og

tok Gutten til sig og var selv rørt. For av alt godt her i Ensomheten

kunde intet maale sig med en Stueklokke som gik hele den mørke Vinter og

slog Timerne pent.

Saa var Veden kjørt, Isak begyndte i Skogen igjen og hugget mere Ved,

gjorde sine Gater og sin By av Favnved til næste Vinter. Han kom længer

og længer bort fra Husene nu, en stor vid Li laa alt aapen for Dyrkning

og han agtet ikke at snauhugge Marken mere, men herefter bare fælde de

ældste Trær med tør Top.

Naturligvis hadde han ogsaa længe forstaat hvorfor Inger hadde ordet om

en Seng til, nu fik han vel skynde sig og ikke utsætte det længer. Han

kom hjem fra Skogen en mørk Kvæld og da var det gjort, Familjen var

øket, Gut igjen, Inger laa. Den Inger, imorges hadde hun villet ha ham

ned i Bygden: Du skulde røre Hesten litt igjen, sa hun, for han staar

bare og graver i Spiltauget! -- Jeg har ikke Tid til slikt Tøv, sa Isak

og gik. Nu skjønte han at hun bare hadde villet ha ham av Veien, og

hvorfor det? Han kunde været god at ha ved Huset. -- Hvorledesen har det

sig at du aldrig kan varsku? sa han. -- Nu maa du gjøre dig en Seng og

ligge i Kammerset, svarte hun.

Det var nu forresten ikke gjort bare med en Seng, det skulde ogsaa

Sengklær til. De hadde ikke to Skindfelder, det vilde heller ikke bli

Raad til en ny Feld før til næste Høst naar de fik nogen Vædrer at

slagte, men selv da vilde det ikke bli Feld av et Par Væderskind. Isak

slet ondt og frøs noget om Nætterne nu en Tid utover, han prøvet at

grave sig ned i Høiet under Berghammeren, han prøvet at lægge sig hos

Kjyrene, husvild var han. Det var en Lykke at det alt var Mai, saa vilde

Juni komme, Juli ....

Mærkelig saa meget her var bragt istand i Ødemarken nu, Menneskebolig og

Buskapshus og ryddede Marker, alt paa tre Aar. Hvad bygget Isak nu? Et

nyt Skur, en Skjaa, Tilbygg til Stuen. Det dundret gjennem Huset naar

han drev otte Toms Spiker ind og Inger kom nu og da ut og bad for de

Smaa. Javel, de Smaa, snak med dem saalænge, syng til dem, lat han

Eleseus faa Spandloket at banke med! Det skal ikke vare saa længe med de

store Spikerne, det er just her de maa være, i Strækfiskene, i det som

skal fæste hele Tilbygget til Huset. Siden blir det bare Bord og to og

en halv Toms Spiker, bare Dukkeværk.

Kunde det undgaas at han dunket! Der stod nu baade Sildtønden og Melet

og Matvarerne i Stalden for ikke at staa under aapen Himmel, men Flæsket

tok Smak av det, en Skjaa var den rene Nødvendighed. Smaagutterne maatte

vel ogsaa kunne vænne sig til nogen Hammerslag i Væggen, Eleseus han var

likesom blit litt spæd og elendig, men den andre han pattet som en tyk

Gudsengel og naar han ikke skrek saa sov han. En makeløs Unge. Isak

vilde ikke motsætte sig at han blev hetende Sivert, det var kanske

bedst, skjønt han hadde atter tænkt sig Jakob. I somme Tilfælder hadde

Inger Ret, Eleseus det var efter hendes Præst og var fint, men Sivert

det hette Inger sin Morbror, Herredskassereren, han som var Ungkar og

Velfærdsmand uten Arvinger. Hvad bedre kunde da Barnet gjøre end at hete

efter ham?

Saa blev det ny Vaaronn igjen og alt i Jorden før Pinse. Dengang Inger

hadde bare Eleseus kunde hun umulig avse Tid til at hjælpe Manden, den

Førstefødte optok hende saa; nu da hun hadde to Børn rensket hun Jordet

og utrettet mangt andet omfremt: var med lange Stunder i Potetsættingen,

saadde Gulrot og Næpe. En slik Kone var ikke let at finde. Hadde hun

ikke ogsaa Væv oppe? Hun nyttet hvert Øieblik til at løpe ut i Kammerset

og væve et Par Spoler og det blev halvuld Vendtøi til Underplagg for

Vinteren. Da hun fik farvet sit Garn blev det blaat og rødt Kjoletøi til

hende selv og de Smaa, hun la tilslut flere Farver ind og gjorde

Dynetræk til Isak av Væven. Lutter nødvendige og nyttige Ting, og saa

solide Ting!

Se, nu var Familjen i Marken kommet godt paa Fote og dersom Aarveien

lyktes saa var Nybyggerne likefrem at misunde. Hvad stod tilbake? Høihus

naturligvis, en Løe med Træskegulv i Midten, det var et Fremtidens Maal,

det vilde naaes som de andre Maal, giv Tid! Nu hadde vesle Sølvhorn

kalvet, Gjeiterne kidet og Sauerne lammet, det vrimlet av Smaafæ i

Bumarken. Og hvad med Menneskene? Eleseus gik alt paa sine Ben hvor han

vilde og lille Sivert var kristnet. Inger? Hun laget sig visst til med

Barn igjen, hun var saa frodig. Hvad var endda en Gang et Barn for

hende? Ingenting -- det vil si store Ting, pent Smaafolk, hun hovmodet

sig over Børnene og lot forstaa at det ikke var alle som Gud betrodde

slike store og pene Børn. Inger var i fuld Virksomhet med at være ung.

Hun hadde et vansiret Ansigt og hadde levet hele Ungdommen opover som et

Utskud, Gutterne saa hende ikke skjønt hun baade kunde danse og arbeide,

de forsmaadde hendes Sødme, de vendte sig bort -- nu var det hendes Tid,

hun utfoldet sig, hun stod idelig i Flor og gik med Barn. Isak selv,

Husbonden, han var og blev en alvorlig Mand, men han hadde hat god

Fremgang og var tilfreds. Hvad han hadde holdt Liv i sig med før Inger

kom var meget dunkelt, Potet og Gjeitmælk, ja dristige Retter uten Navn;

nu hadde han alt som nævnes kunde for en Mand i hans Kaar.

Det blev Tørke igjen, Misvekst igjen. Lappen Os-Anders som kom forbi med

sin Hund kunde berette at Folk i Bygderne alt hadde slaat Kornet til

Kreaturfoder. -- Naa. Saa hadde de ikke noget Haap? spurte Inger. --

Nei. Men de har stængt Sild. Han Sivert, Morbror din, faar Landslot. --

Han hadde nu ørlite før! Baade i Kjørrel og Gryte! -- Net som du, Inger!

-- Ja Gudsketak, det er ikke at klage. Hvad de sier om mig derhjemme? --

Os-Anders vagger paa Hodet og slesker at han har ikke Ord for det. --

Dersom at du lyster en Kum Søtmælk saa skal du bare orde det, sier

Inger. -- Du skal ikke kostværde! Men har du ørlite til Hunden?

Mælken kom, Hundematen kom. Lappen hørte en Musik inde fra Stuen og

lydde: Hvad det er? -- Det er Stueklokken vores som slaar, sa Inger og

var revnefærdig av Storhet.

Lappen vagget igjen paa Hodet og sa: Dokker har Hus og Hest og Middel,

kan du nævne mig hvad dokker ikke har! -- Nei vi kan ikke Gud fuldtakke.

-- Ho Oline bad mig om at hilse dig. -- Naa. Hvor hun baler? --

Taalelig. Hvor Manden din er? -- Han er og bryter. -- De sier han har

ikke kjøpt? henkaster Lappen. -- Kjøpt? Hvem som sier det? -- De sier

det. -- Hvem skulde han kjøpe av? Det er Almenning. -- Jaja. -- Og nogen

Svettdraaper har han lagt ned paa denne Jorden! -- De sier det er Staten

sin Jord?

Inger forstod ingenting av det og sa: Jaja det maa saa være. Er det ho

Oline som har snakket paa det? -- Jeg mindes ikke hvem det var, svarte

Lappen og kastet sine vikende Øine i alle Retninger.

Inger forundret sig over at han ikke tagg om noget, det gjorde Os-Anders

ellers altid, det gjør alle Lapper, de tigger. Os-Anders sitter og

karver i sin Kridtpipestubb og tænder. Aa for en Pipe, han røker og

drager saa hele hans gamle rynkede Ansigt staar som en Rune. -- Ja jeg

gjør ikke at spørre om at det er dine Børn, sa han og slesket mere. For

de er saa like dig. Net akkurat som da du selv var liten!

Inger som var en Vanskapning og et Utyske -- naturligvis var det galt,

men hun svulmet allikevel. Selv en Lap kan gjøre et Morhjærte glad. --

Dersom at ikke Sækken din var saa fuld saa skulde du faa ørlite i han,

sa hun. -- Nei du skal ikke kostværde!

Inger gaar ind med Barnet paa Armen og imens er Eleseus tilbake hos

Lappen. De kommer godt overens, Gutten faar se noget rart i Lappens Sæk,

noget loddent, han faar klappe det. Hunden staar og pister og gjøir. Da

Inger kom ut med Nisten gir hun et lite Støn og sætter sig ned paa

Dørhellen: Hvad det er du bærer? spør hun. -- Nei det er ikke noget. En

Hare. -- Jeg saa det. -- Han Smaakaren din vilde se han. Det var Hunden

som jaget han op idag og dræpte han til mig. -- Her er Maten din! sa

Inger.

V

Det var en gammel Erfaring at mindst to Uaar fulgte paa hverandre, Isak

var blit taalsom og fandt sig i sin Lot. Kornet brandt op og Høiavlingen

var maatelig, men Poteten saa atter ut til at greie sig; det var altsaa

galt nok, men det var ikke Nød. Isak hadde endda engang Favnved og

Tømmerstokker at bringe til Bygden og da det var stængt Sild rundt hele

Kysten hadde Folk godt med Penger at kjøpe Ved for. Det saa mest ut som

en Styrelse at Kornet slog feil, for hvor skulde han ha træsket dette

Korn uten en Løe med Træskegulv? Lat det bare være Styrelse, det skader

ikke i Længden.

En anden Sak var det at nye Ting kunde dukke op og uroe ham. Hvad var

det nu en viss Lap hadde sagt til Inger i Sommer -- at han ikke hadde

kjøpt? Skulde han kjøpe, hvorfor det? Marken laa jo her, Skogen stod

her, han dyrket op og reiste et Hjem midt i Urnaturen, fødde sin Familje

og sine Dyr, skyldte ingen, arbeidet, arbeidet. Han hadde flere Ganger

tænkt at tale med Lensmanden naar han var nede i Bygden, men det var

blit utsat; Lensmanden hadde ikke noget godt Ord og Isak var faamælt.

Hvad skulde han si naar han kom, hvad skulde han ha til Ærend?

En Dag om Vinteren kom Lensmanden selv kjørende ut til Nybygget, han

hadde en Mand med og mange Papirer i en Væske -- og der var da selve

Lensmand Geissler. Han saa den store aapne Li som var avskoget og laa

jævn og pen under Sneen, han trodde vel at hele Vidden var dyrket og sa:

Dette er jo et stort Bruk, mener du at faa slikt for ingenting?

Der var det kommet! Isak fik en Rædsel i Livet og svarte ikke.