Slavemagasinet.
En maa ikke tro at slavemagasinet var nogen skummel og væmmelig hule.
Langt fra. Det var tvert imod en stor pragtfuld bygning, som for verdens
øine saa ud som et vakkert og hyggeligt hjem. Det var jo om at gjøre at
gi det udseende af at den handel som dreves der var i alle maader en fin
og respektabel forretning. Og for at varerne som skulde sælges der,
trælerne, kunde ta sig godt ud, blev de stelt pent med baade med hensyn
til renlighed og god og nærende kost. Des kraftigere og mer velnæret en
træl saa ud, des mer kunde en vente at faa for ham.
Under et slags tag langs yttersiden af bygningen stod rækker af vakre og
velnærede mænd og kvinder opstillet som prøver paa varerne indenfor.
En blir høflig anmodet om at træde indenfor og tage varerne i øiesyn.
Inde i bygningen vil en finde en rig samling af mænd og koner, unge
mennesker og børn, som er at faa til kjøbs hver for sig eller i partier,
alt efter ens ønske.
Tom og nogen andre af St. Clares slaver blev ført ind i en lang sal,
hvor de skulde ligge om natten sammen med en mængde personer af alle
aldre og farve-afskygninger. En frygtelig dur af rop og sang slog dem i
møde ved døren.
«Det kan jeg like, gutter, at de holder dere lystige!» ropte
opsynsmanden. «Aa, er du der ogsaa,» sa han til en stor kulsvart neger
som sprang omkring og gjorde nogen apekatstreger.
Tom havde med sig en kuffert, som han satte sig paa borte ved væggen;
han var, som en kan tænke sig, ikke videre vel til mode.
Det blev her som paa andre steder sørget for at holde slaverne i godt
lune og faa dem til at glemme sin fortvilede stilling. Den medfærd de
fik, fra det øieblik de blev solgt paa auksjonen i det nordlige til de
havned i sydstaterne, gik ud paa at gjøre dem følesløse, forhærdet og
dyriske. Somme tider blev de drevet ud til et sundt sted, et badested
eller lignende, for at komme i godt hold. Her fik de hver dag god mad.
Og da det altid var nogen i flokken som ikke var i godlaget, blev der
spillet paa fiolin for dem, og de blev opmuntret til at danse. Var det
en og anden som ikke orked at være med paa dette, blev han regnet for en
særling og fik pryl. Tanken om hjemmet, om hustru og børn, maatte
udryddes. Lystige og glade skulde de være, især naar det var nogen
tilstede, og lystige var ogsaa de fleste, dels fordi de paa denne maaden
haabed at faa de bedste tjenester, og dels fordi de var ræd for pryl.
«Hvad er du for en?» spurte den store negeren, som havde vendt sig mod
Tom.
«Jeg heder Tom.»
«Du sidder vist og tænker svært dybt, du,» vedblev negeren og puffed til
Tom i siden.
«Ja,» svarte Tom, «jeg skal sælges i morgen.»
«Sælges! Aa om det var jeg som skulde den veien! Hvor jeg skulde faa liv
i kjøberne!—End du da?» spurte han Adolf og la uden videre haanden paa
akslen hans.
«Væk med labben din!» ropte Adolf ærgerlig.
«Er du en slig kar, du? Du er nok svært vigtig af den flødefarven din,
og bilder dig nok ind at du er hvid. Ah»—han snuste til ham og kiled
ham i siden—«lugter godt! Han vilde høve godt i en tobaksbutik, kude
sætte duft paa hele butiken!»
«Væk fra mig!» ropte Adolf igjen rasende.
«Aa se hvor kilen han er! Han maa vist være en voldsom fin herre. Se paa
den mine han sætter op og den reisningen det er paa ham!» Og saa gjorde
negeren sig til for at efterligne Adolf.
«Jeg er nu altid finere end du; jeg har havt en herre som kunde kjøbt
dere alle sammen som gamle pjalter.»
«Bevare mig vel! Og nu blir du alligevel solgt, sammen med sprukne
te-potter og andet skrap.»
Nu blev Adolf saa arg, at han med knyttet næve drev til negeren, lige i
synet paa ham, og tog paa at sparke og slaa om sig som han var gal.
Der blev da et svært opstyr med rop og latter.
«Naa, naa!» ropte med ett opsynsmanden og smeldte med pisken sin. «Vil
dere være skikkelige!»
«Det er ikke mig, massa,» skyndte urostifteren sig at oplyse. «Massa ved
nok at jeg er skikkelig og rolig; det er disse nye karerne som gjør
braak.»
De andre slaverne var flygtet til alle kanter.
Uden at forhøre sig nærmere gik opsynsmanden bort til Tom og Adolf og
gav hver af dem et spark med støvlen.
I en anden sovesal ligger et halvt hundred kvinder af enhver alder, lige
fra det vesle barn til den gamle kone. En vakker liden pige, som dagen
før maatte se paa at moren hendes blev solgt fra hende, har grætt sig i
søvn, uden at nogen har brydd sig om hende. Rundt om ligger en flok
yngre og ældre kvinder, som har tullet sig ind i kaaper og dækkener.
Et stykke fra de andre sidder to som ser ud til at være af et finere
slag end de vanlige trælkvinder. Den ældste af dem, Susanna, er en pent
klædd mulat-kvinde med milde øine og vakre ansigtsdrag. Hun har paa
hovedet et rødspraglet tørklæ, og er iført en pen kjole, som sidder godt
og er af fint tøi. Ved siden af hende sidder datteren, Emmeline, en
velvoksen pige paa femten aar. Hun er helt lys i huden, og har, ligesom
moren, nogen milde og gode øine. Det brune haaret hendes falder i
fyldige krøller ud over panden. Hun er ogsaa pent klædd, og de hvide
hænderne viser at hun ikke har havt meget med grovt arbeide at gjøre.
Begge har før tilhørt en from dame, som sørged for at de blev godt
oplært og fik en kristelig paavirkning. Men det var gaat tilbage for
hende, saa hun blev nødt til at sælge dem, og den mand som havde kjøbt
dem af hende var det som nu frembød dem til salgs.
Maanen lyser ind gjennem vinduerne. Moren og datteren sidder og graater.
«I morgen skal du stryge haaret dit glat tilbage,» sa moren.
«Hvorfor det? Jeg tar mig da bedre ud med at ha krøllerne hængende frit
nedover panden.»
«Netop derfor; det vil maaske gaa dig bedst, naar du tar dig mindre godt
ud.»
Emmeline loved da at gjøre som moren bad hende.
«Om vi nu i morgen skulde bli skilte,» vedblev konen, «saa husk paa at
ta din bibel og salmebog med, og glem ikke alt det som den gode frue har
lært os.»
«Det skal jeg nok ikke glemme; men med Guds hjælp faar vi vist lov til
at være sammen.»
Jernstængerne i de tilgitrede vinduer kaster lange skygger over de
sovende mennesker. Mor og datter istemmer en af de tungsindige salmer
som synges ved jordefærder:
"O, hvor er Paulus og Silas?
O, hvor er Paulus og Silas?
Bort er de gaat til himlen,
bort er de gaat til himlen,
vandret til paradis."
Men saa kom morgenen.
Glad og lystig gir tilsynsmanden sig i færd med at mønstre sine varer
til auksjonen. Han ser nøie efter om paaklædningen er i orden, og
tilholder alle at lægge ansigtet i glade folder, for at de kan tage sig
saa godt ud som mulig. Slaverne opstilles i en kreds, for at gaa
igjennem et sidste eftersyn, inden de drives afsted til auksjonen.
Med sin straahat paa og cigar i munden gaar han omkring og tar sine
varer i øiesyn.
«Men hvad ser jeg?» sa han og stanste fremfor Emmeline. «Hvor er det
blit af krøllerne dine.»
Pigen saa frygtsom bort paa moren.
«Jeg har paalagt hende at greie haaret glat og pent tilbage, saa det
ikke skal flagre løst nedover øinene paa hende.»
«Sludder!» sa opsynsmanden og vendte sig mod pigen: «Gaa straks og sæt
op krøllerne dine igjen, skjønner du! Og du,» sa han til moren og pegte
med spanskrøret, «du gaar og hjælper hende, og det fort! De krøllerne
kan jo være værd sine hundred kroner, de.»
Paa fine marmorfliser og under en pragtfuld hvælving vandrer et par
tusend mennesker af alle folkeslag omkring mellem hverandre. Hist og her
paa den runde plads er stillet forhøininger til talere og
auksjonsholdere. Paa to af disse forhøininger staar alt et par fine
herrer, som snart paa engelsk og snart paa fransk med stor veltalenhed
udroper alle de gode egenskaber deres slaver har. En tredje forhøining
er endnu tom; men en hel skare, og derimellem Tom og Adolf samt Susanna
og Emmeline, staar modløse paa gulvet og venter paa at auksjonsholderen
skal komme. Nogen lysthavere, og en del andre som er kommet tilstede
bare for at se paa, gaar og tar de opstillede varer i øiesyn og føler
paa deres lemmer.
«Nei, god dag!» sa en ung laps til en anden ung modeherre, som stod og
saa paa Adolf gjennem sit se-glas.
«God dag, god dag! Jeg staar og ser paa ham der; jeg kunde ha brug for
en slig fyr til kammertjener.»
«Tænk aldrig paa at kjøbe ham! Han ser ud til at have nykker, som de
vist har alle St. Clares folk.»
«Aaa dem skal vi nok plukke ud af ham. Naar han bare blir sendt nogen
ganger til forbedringshuset og faar sine pryl, tænker jeg han snart
kureres for nykkerne.»
Tom har maattet ta paa sig de bedste klærne sine, en fin klædeskjole,
rent stivet linned og blanke støvler. Han staar i sterk spænding og ser
sig om. Der er mange kjøbere tilstede. Hvem tro han nu skal falde i
hænderne paa?
Mellem de mange forskjellige slags folk blev Tom var en liden tyk mand
med en stribet skjorte, som var aaben i brystet, og nogen hvide skidne
bukser. Manden saa sig om med de store gloende øinene.
Det gjøs i Tom. Om det nu blev ham! Dette store kulerunde hovedet, det
stive solsvedne haaret, de røde øienbryn, den store plumpe mund, de
lodne solbrændte labber med negler som ørneklør!
Med ett griber manden Tom under hagen: «Op med flabben din!» sa han. Og
da han har set Tom paa tænderne, gir han sig til at undersøge armene;
han vender og snur ham til alle sider og kommanderer ham til at hoppe.
«Hvor er du født?»
«I Kentucky, massa.»
«Hvad har du været brugt til?»
«Jeg har styret en gaard.»
«Han er god nok,» mumled manden og gaar bort til Adolf og spytter paa de
blanke støvlerne hans. Saa gaar han til Susanna og Emmeline, og gir sig
til at undersøge armene og halsen til den unge pige.
Pigen tar da paa at graate.
«Hold op med den flipingen din!» ropte auksjonsholderen.
Og saa gik det i gang med auksjonen.
Adolf blev kjøbt af den unge manden som havde lovet at kurere ham for
nykkerne.
«Naa du!» ropte auksjonsholderen og gav Tom et vink om at stige op paa
blokken.
Angst og skjælvende steg Tom op og saa sig omkring. Rundt om ham bruste
en summende larm, og igjennem den skar auksjonsholderens rop.
Endelig faldt hammeren, og Tom steg ned. Den tykke manden med det store
hoved slog næven i akslen paa ham og skjøv ham med en barsk mine til
side.
«Nu maa du staa der!»
Alt løb rundt for Tom.
Igjen hørtes auksjonsholderens rop, og budene faldt slag i slag; men Tom
hørte intet.
Det næste hammerslag gjaldt Susanna. Hun staar og ser efter datteren,
som strækker armene ud mod hende; hun vender sig med bedende mine mod
den mand som har kjøbt hende:
«Aa, massa, kjøb hende ogsaa!»
[Illustrasjon]
«Jeg vilde gjerne,» siger han og ser paa datteren.
Saa kom da turen til den unge pige. Hun er vakker, som hun staar der paa
blokken og ser sig angst om; hendes kinder er røde, og øinene lyser med
feberglød.
Auksjonsholderen bruger alle det engelske og franske sprogs mest rosende
udtryk om hende, og budene faldt tæt.
Den mand som havde kjøbt moren trængte sig frem og bød gang paa gang,
men saa rister han paa hovedet og holder med en gang op at byde; prisen
blir ham for høi.
De rosende ord om Emmeline lyder høiere og høiere, men budene falder
sparsommere; kun en fin herre og manden med det kulerunde store hovedet
blir ved at byde.
De kjæmper endnu en stund; men saa blir den fine herre ærgerlig og byder
høiere og høiere, mens den andre stadig byder over.
Endelig falder hammeren, og pigen tilhører den tykke mand.
Simon Legree heder han; han er eier af en bomuldsplantage i
Red-River-dalen.
Pigen blir graatende skøvet bort til Tom og nogen andre slaver.
Manden som havde kjøbt moren er ilde ved; men det er intet at gjøre ved
det. Den slags sorger møder en jo paa ethvert slavemarked, og en maa
derfor finde sig i slige ting. Han drager afsted med sin nye slavinde.