Det var sent en vakker sommeraften. Alle dører og vinduer i den store
dagligstuen paa Shelbys gaard stod aabne og indbød enhver luftning som
kunde komme farende til at komme indom.
Shelby laa magelig i en gyngestol, med hælene oppe paa en anden stol, og
nød sin eftermiddagscigar.
Fruen sad med sit sytøi og saa bort til ham. Hun syntes at ha noget paa
hjerte.
«Tante Chloe har faat brev fra Tom,» sa hun endelig.
«Se, se! Saa maa han ha faat nogen til at skrive for sig. Hvorledes har
han det, den kjære gamle tjener?»
«Han har det godt; han er blit kjøbt af en fornem familie og nyder en
venlig omgang.»
«Hvor det glæder mig! Saa vænner han sig nok snart til de nye forhold og
finder sig i at være borte fra hjemmet her.»
«Nei, det er desværre netop det han ikke gjør; han spør ivrig efter, om
pengene til hans indløsning snart kan ventes.»
«Det er ikke saa let at faa tak i penger, naar en først er kommet paa
knærne.»
«Men kunde du ikke sælge hestene og en af dine avlsgaarder, og paa den
maade se at faa klare gjælden.»
«Du snakker som du har vet til, min kjære ven.»
Fruen sukked. «Ja men vi maa nu paa den ene eller andre maaden se til at
skaffe pengene; Tante Chloe gaar her og plages af længsel.»
Ogsaa Shelby sukked. «Det var svært leit, at vi var saa snare med at
give dette løftet. Det er vist ingen anden raad end at vi maa sige hende
som sandt er, at vi ikke med vor bedste vilje kan kjøbe Tom tilbage.»
«Stakkars Tante Chloe!»
«Aa, det er nu ikke saa farligt, hverken med Tom eller med hende; Tom
vil nok finde sig til rette der han er, og kan tage sig en anden kone,
om han vil; Tante Chloe kan ogsaa gifte sig igjen, om hun har lyst.»
«At du kan tale slig, Shelby! Jeg gir ikke tabt i denne sak; jeg har
lovet Tom at kjøbe ham tilbage, og kan jeg ikke paa anden maade skaffe
pengene, gir jeg mig til at undervise i musik, saa jeg selv kan tjene
dem.»
«Nei saa dybt vil du da vel ikke fornedre dig, at du gir dig til at være
musiklærerinde?»
«Fornedre mig? Du burde heller tale om den fornedrelse som ligger i at
vi bryder vort løfte til et stakkars hjælpeløst medmenneske.»
Saa kom Tante Chloe og bad fruen komme ud og se paa nogen kyllinger og
ænder som hun netop havde slagtet.
«Er det ikke nogen sugger til kyllinger! Jeg ved ikke om fruen vil jeg
skal steke dem eller....»
«Aa, gjør med dem hvad du selv vil, du Tante Chloe; jeg er ikke oplagt
til at tale om mad nu.»
«Gode frue,» sa negerkonen, «hvorfor gaar De og massa og bryder
hovederne Deres saa svært med disse pengene?»
Fruen skjønte nu at Tante Chloe havde luret.
«De kan jo gjøre som saa mange andre herskaber gjør,» blev konen ved.
«De kan leie nogen af folkene Deres bort til andre og tjene mange, mange
penger paa dem, istedenfor at lade dem gaa her og lidet eller intet have
at gjøre.»
«Hvem skulde vi da leie ud?»
«Hvem De skulde leie ud? Ja det synes jeg ikke kan være saa svært
vanskeligt at afgjøre. Jeg er selv ikke det mindste ræd for at blive
bortleiet, og jeg ved om en mand som netop har brug for en slig som mig.
Det er en konditor i Louisville, som er saa opraadd for en kake-og
posteibaker. Han vil gjerne give otte kroner i løn om ugen. Kunde jeg
bare faa en slig plads og paa den maaden hjælpe til at skrabe pengene
sammen til Toms indløsning!»
«Men hvorledes skulde jeg kunne være dig foruden, Tante Chloe.»
«Være mig foruden? Skal da Sally i det uendelige gaa her og drive? Hun
har nu staat i lære hos mig saa længe at hun næsten er ligesaa flink
som jeg selv—skulde ikke hun magelig kunne tage pladsen efter mig her
hjemme? Jo vist kan hun gjøre det!»
«Men vil du reise fra dine børn?»
«Det skulde vel ikke være farligt, nu de snart er store alle sammen.
Gutterne kan godt gaa paa arbeide, og den vesle kan Sally ta sig af, ved
jeg—den søde ungen, hun kan næsten skjøtte sig selv.»
Fruen kunde skjønne paa Tante Chloe, at hun var af den mening, at
Louisville laa mod den kant hvor Tom var.
«Nei, Tante Chloe, Louisville er mange hundred mil fra det sted hvor
manden din er.»
«Er det saa langt borte fra ham,» sa hun og blev noget modfalden.
«Men det kan nu være det samme,» vedblev fruen, «du kommer ham nu paa en
maade nærmere for hver dag alligevel; jeg lover dig at hver eneste øre
du tjener skal bli lagt til side til Toms indløsning.»
Da gik det et stort smil over det svarte ansigtet hendes. «Aa frue, De
er saa god, saa god! Sig mig, hvor mange uger er det i et aar?»
«Det er 52 uger i et aar.»
«Nei, er det saa mange? Og hvor meget kunde jeg da tjene paa et aar?»
«Med otte kroner om ugen vilde det bli over 400 kroner.»
«Bevare mig vel! Og hvor mange aar kunde jeg saa være om at tjene alle
pengene?»
«Aa det vilde gaa en fire fem aar, Chloe. Men du har ikke nødig at tjene
saa længe; jeg skal nok skaffe nogen af pengene, jeg ogsaa.»
«Ja men fruen maa ikke fornedre sig med musik og sligt noget, det maa
fruen slet ikke gjøre; for det gaar ikke an i vor familie det. De skal
nok se jeg skal røre labberne alene, jeg.»
«Ja ja, lad nu mig selv sørge for familiens ære,» sa fruen og drog paa
smilen. «Naar tænker du nu paa at reise?»
«Tænker? Som om jeg tænker paa nogen verdens ting. Men Sam skal ned til
elven i morgen med et par hester, og saa pakker jeg mit tøi sammen og
følger med, om bare fruen kan skaffe mig et pas og vil give mig et
skudsmaals-brev.»
«Det skal jeg, Tante Chloe, saa sandt manden min ikke har noget imod at
du reiser.»
Aa, hvor Tante Chloe var straalende glad, da hun gik tilbage til hytten
sin.
Hun gav sig straks i færd med at stelle i stand tøiet til den vesle.
«Tænk, massa Georg,» udbrød hun, da den unge herre kom ind til hende,
«jeg skal ud og tjene ... aa hvor jeg har det travlt ... jeg skal ud og
tjene saa mange, mange penger!»
«Ja, jeg hører det.»
«Og alle disse pengene vil fruen gjemme, efter hvert som jeg tjener dem,
og saa vil hun bruge dem til at kjøbe Tom fri ... aa, jeg har det saa
travlt, jeg skal afsted i morgen.»
«Alt i morgen?»
«Ja, jeg skal afsted i morgen ... hør, gode massa Georg, De vil nok
skrive til manden min og fortælle alt sammen—vil De ikke det?»
«Jo, det vil jeg gjerne; jeg har ogsaa noget at fortælle ham ... om de
nye folungerne....»
«Ja, ja, fortæl om dem ogsaa. Aa, hvor han vil bli glad!»