Atter paa flugt.
Da det led mod aften, blev det igjen travlt i kvækerhjemmet. Georg og
Elisa holdt paa at stelle sig i stand til flugten, og Rakel var i færd
med at pakke forskjellige gode ting ind til dem.
Aftensolen lyste ind i soveværelset, hvor Georg, efter at have gjort sig
færdig, sad med den vesle Harry paa fanget og holdt sin hustru i
haanden.
«Ja, Elisa,» sa han, «nu gaar det videre igjen; men med Guds hjælp gaar
det frem mod frihed og lykke i det frie Kanada.»
Hun var nu rolig og tillidsfuld. «Jeg skal hjælpe dig saa godt jeg kan.
Jeg kan sy modepynt, vaske og stryge; vi skal nok slaa os igjennem.»
Hans øine straalte: «Ja, om Gud vil, skal vi nok klare os.» «At jeg nu
har dig og Harry, gir mig et mod og en glæde som jeg aldrig før har
kjendt.»
«Men vi er desværre ikke i Kanada endnu,» sa hun.
«Det er vi vistnok ikke; men jeg er en fri mand, og jeg er sterk, og nu
stoler ogsaa jeg paa Vorherre.»
I det samme hørte de en fremmed tale i stuen ved siden. Det blev banket
paa, og Simon og en anden kvæker, Fineas, steg ind.
Fineas, som havde lovet at hjælpe Georg og Elisa afsted, var en snill og
rask kar, som altid var villig til at hjælpe andre. Han havde rødt haar
og et vist listigt blik i øinene.
«Fineas har noget vigtigt at fortælle Dem,» sa Simon. «Ja,» faldt Fineas
ind, «jeg skal sige Dem at jeg sover altid med det ene øre aabent.»
Og saa fortalte han at han sidste nat havde været paa farten. I et
vertshus ved landeveien havde han lagt sig til hvile paa nogen sækker i
et hjørne af gjestestuen, med et bjørneskind over sig. Ved bordet sad
nogen mænd og drak. Af deres samtale kunde han skjønne at de var paa
jagt efter flygtninger, som de nu mente at være kommet paa spor efter.
«Jeg kunde forstaa at det var Dem, Georg Harris, og Deres kone og søn de
talte om.»
«Hvad sa de?» spurte Georg og blev hed i kinderne.
«Jo, de sa at De, herr Harris, skulde sendes tilbage til Kentucky, hvor
Deres herre nok vilde tale med Dem paa en slig maade, at baade De og
hans andre slaver skulde tabe lysten til at flygte. Og Deres kone vilde
to af dem tage med til markedet i Orleans, hvor de mente at de kunde
drive hende op til en pris af seks syv tusend kroner. Gutten skulde de
aflevere til en handelsmand,—jeg tror han hedte Haley.»
Elisa slog armene om sin mand og trykked sig tæt ind til ham.
«Og saa var det endnu et par stykker de skulde have tak i; det var Jim
og hans mor.»
Georg knytted næverne.
«Jeg kunde skjønne paa dem,» blev kvækeren ved, «at de havde et par
politimænd i nærheden, som de havde leiet til at være dem til hjælp. De
ved at De er her i kvækerbygden, og det er ingen tvil om at de vil følge
efter os i aften for at faa tak i os.»
Gamle Simon stod og risted paa hovedet. Georgs øine lyste med den gamle
vilde glans. Skulde hans netop gjenfundne hustru nu rives fra ham og
sælges som kvæg, og hans barn komme i hænderne paa en raa slavehandler?
«Hvad skal vi da gjøre?» stønned Elisa.
Hendes mand tog frem pistolerne sine og saa efter om de var i orden.