En auksjon.
Haley og Tom kjørte afsted en stund uden at veksle et ord med hinanden.
De var begge optaget med sine egne tanker.
Haley tænkte paa hvor meget han vel kunde vente at faa for en slig
velbygd kar som Tom, naar han falbød ham paa markedet; det gjaldt at
holde ham i god stand, det vilde derfor ikke svare regning at spare paa
foret.
Han blev rent rørt over sin egen menneskekjærlighed: han havde jo bare
sat lænker om benene paa Tom, mens andre handelsmænd var haardhjertede
nok til ogsaa at lænke hænderne paa de stakkars bester som de havde
indkjøbt. Han var dog stygt ræd for at Tom ikke skjønte paa denne
barmhjertighed som blev vist ham; den menneskelige natur har jo altid
saa vondt for at være taknemlig.
Tom sad og tænkte paa et gammelt ord, om at vi mennesker ikke har noget
blivende sted, men at Gud, som følger os paa vore veie, han har «beredt
os et sted».
Handelsmanden tog op en avis af lommen og gav sig til at læse.
«En auksjon!»
Nu var han ikke videre flink i læsekunsten, men han fik dog saavidt
stavet sig gjennem følgende kundgørelse:
«Efter øvrighedens behagelige ordre vil der tirsdagen den 20de februar
ved raadhuset i Washington, til fordel for kreditorer og arvinger i
dødsboet efter Jesse Oxford, blive bortsolgt følgende slaver: Hagar 60
aar, Jon 30, Ben 21, Saul 25, Albert 14. Hvilket herved kundgjøres for
alle lysthavende.»
«Det skal holdes auksjon i Washington i morgen,» sa handelsmanden til
Tom. «Jeg kunde nok have lyst til at være med der. Kanske jeg kunde faa
kjøbt et par hyggelige reisekamerater til dig, Tom, for veien sydover.»
Han loved at han i hvert fald skulde sørge for at Tom kom med i et godt
kobbel. Foreløbig kjørte de nu til Washington, hvor Tom vilde bli lukket
inde, mens han selv udretted nogen erender i byen.
Tom hørte taalmodig paa dette. Siden sad han og tænkte paa hvor mange af
disse stakkarne, som skulde sælges paa auksjon, blev rykket bort fra
sine kjære, ligesom han selv.
Ud paa kvelden kom Haley og Tom til Washington, hvor de fik herberge
natten over, Haley selv i et lunt vertshus, og Tom i et fængselsrum.
Ved elleve-tiden dagen efter havde en blandet flok af forskjellige slags
mennesker samlet sig ved raadhustrappen. Slaverne som skulde sælges sad
sammenkrøbne i en klump og hvisked spændt og ængstelig med hverandre.
Haley gik bort til flokken og aabned munden paa en gammel mand og saa
ham paa tænderne, lod ham saa reise og bøie ryggen og gjøre forskjellige
andre bevægelser, for at vise om han var rask og rørig.
Derefter vendte han sig til en anden, som han tog i øiesyn paa samme
maade. Endelig undersøgte han gutten, kjendte paa musklerne hans,
strakte armene ud paa ham, saa paa hans fingre, og lod ham hoppe, for at
vise sin raskhed.
[Illustrasjon]
«Mig og han hører sammen,» sa en gammel kone med angstfuldt mæle. «Mig
og han skal sælges sammen, massa.»
Haley lod som han ikke hørte dette.
«Mig er slet ikke saa gammel,» vedblev konen,—«kan godt arbeide.»
Med hænderne i lommen, cigaren i den ene mundvigen og hatten nede paa
øret, drev Haley bortover til auksjonsstedet.
«En burde forbarme sig over Hagar og se til at faa solgt hende og sønnen
under ett nummer,» sa en medlidende mand, som havde talt med
auksjonsholderen.
«Hun er da ikke andet end skind og ben,» svarte Haley. «Og hertil kommer
at hun er blind og rent vanskabt af verk.»
«Ja men det er synd at skille dem,» blev den anden ved. «Hun har
gjennemgaat svært meget, stakkars kroken; alle børnene er solgt fra
hende, saa nær som denne gutten, som hun nu sidder og famler efter med
hænderne alt i et.»
Haley spytted ud i en stor bue. «Gutten kunde jeg ha lyst paa at kjøbe,
men moren vilde jeg ikke eie, om jeg fik hende for ingen ting.»
«Aa, hun vil blive rent fortvilet, om hun blev skilt fra sønnen.»
«Ja, det er meget rimeligt.»
Det blev i dette øieblik banket med en hammer i bordet, og en høi røst
ropte: «Nu begynder det, mine herrer!»
Hagar greb efter sønnen sin. «Hold dig tæt ind til mig, rigtig tæt,» sa
hun.
«Ja men om de nu skiller os ad, alligevel!»
«Det gjør de ikke, barnet mit. Jeg dør, jeg, om de gjør det.»
«Aa vær saa god og giv lidt plads, mine herrer!» ropte auksjonsholderen,
da en af slaverne blev ført frem.
Saa tog han til med opropet. Folk slog ring omkring bordet og bød
livlig.
Haley fik tilslaget paa de to første som blev solgt.
Saa kom turen til gutten. «Op med hovedet, saa folk kan se det er liv i
dig!» sa auksjonsholderen.
«Gode massa,» bad den blinde mor og holdt fast i gutten, «massa sælge
ham og mig sammen!»
«Sludder!» svarte auksjonsholderen og rev gutten fra hende. «Din tur
kommer bagefter. Op paa blokken med dig, din morian!»
En dyb tung stønnen hørtes bagved dem, men gutten maatte lystre; han saa
tilbage efter moren, tørked et par taarer af øinene, og steg saa op paa
blokken, som slaverne maatte stille sig paa, for at de bydende kunde ta
dem rigtig godt i øiesyn.
En vakker og velbygd gut var han, og folk bød da ogsaa paa ham som de
var rent gale. Ængstelig saa han fra den ene til den andre, mens folkene
ropte sine bud i munden paa hverandre.
Endelig faldt hammeren.
Herr Haley fik ogsaa denne gang tilslaget, og gutten blev draget ned af
blokken og ført bort til sin nye herre.
Moren skalv over hele kroppen og famled ud i luften for at faa fat paa
ham.
«Massa ogsaa kjøbe mig!» bad hun. «Massa, hør mig—for Guds skyld! Jeg
dør, om massa ikke ogsaa kjøber mig.»
«Aa, du vil nu dø alligevel,» svarte Haley kort og snudde sig fra hende.
Det var ikke mange som bød paa konen. Den manden som havde bedt for
hende kjøbte hende for en liden sum.
«Aa, Albert, mit eneste, mit sidste barn!» jamred hun med en
hjerteskjærende tone.
«Du maa ikke graate, mor; de siger du har faat en svært god herre,»
trøsted gutten hende, men graat selv saa saart.
«Se at faa hende bort!» ropte Haley. «Hun har ikke godt af at være her
nu.»
Dels ved at tale godt for hende, og dels ved at true og rive i hende,
lykkedes det at faa hende til at slippe gutten, og nogen barmhjertige
mennesker tog sig af hende og trøsted hende, mens de førte hende bort.
«Se saa!» sa Haley lettet og saa paa de tre slaverne han havde kjøbt.
Saa tog han frem et knippe haandjern og la dem om haandleddene paa dem,
lænked dem sammen og drev dem bort i fængslet.
«Puh! Det var fælt at se paa den tossete kjærringen, slig som hun tog
paa vei!»