(Carl Snoilsky.)
Før nogen faar Skoene paa sig,
gaar han igjennem vor Stad.
Kling, kling! siger Klokken; han lægger
sit fugtige Morgenblad.
Og gnidende Søvnen af Øjet
i nysgjerrig Velbehag
udstrækker du Haanden efter,
hvad Verden siger i Dag.
Det er som af Spalterne steg der
et Brus, et surrende Fløjt
fra Lunger, der stønnende spørger:
Hvad har _du_ gjort? Ej en Døjt.
Den lille Nyhedsombærer
-- om nok saa ringe -- han véd,
at Solen forlængst er paa Himlen,
og Livet er Virksomhed.
Med Øjne varme og klare
han iler fra Port til Port
og vækker op og ydmyger
enhver, som intet har gjort.
Kan hænde en anden og større
en Dag erobrer hans Kald,
saa Tiden og ikke Avisen
forkynder et strengt: _Du skal!_
Du lille Pog med Avisen,
en Jætte skubber dig væk;
o, var saa klare _hans_ Øjne,
saa milde som dine _hans_ Træk!
April 1901.