(Carl Snoilsky.)
Paa Farten frem gjennem Livet
_du_ rejser saa trygt og kjækt;
paa hver en Station -- det er givet --
dit Bord staar duget og dækt;
du gjæster de skjønneste Egne,
og trættes du, se, allevegne
du finder en dunvarm Seng.
Sov sødt! -- din _tjenende Broder_
han vaager ved Klokkens Streng.
Hvem er han, den gjæve? I Mindet
hans Træk ej ætsed sig ind;
hans Haand, saa barket i Skindet,
vist aldrig rørte ved din.
Som Lampe-Aanden alene
usynlig han ønsker at tjene,
som _Nytte_ han kun blev set,
-- et flerho'det mystisk Væsen
i Stimlen om din Karet.
Kaminen, der blusser fornøjet,
det Hus, du kalder for dit,
din Jakke og Kravetøjet,
der lyser fornemt og hvidt,
en Gade fejet og pudset,
saa ikke din Fod bliver smudset,
det friske Brød, du dig skjær' --
_alt_ skyldes din tjenende Broder,
som er i sit Værk dig nær.
Han skoldes af Dampens Strømme,
han holder om Skibets Ror,
mens du i smilende Drømme
omfarer den rullende Jord.
Og om fortryllet du vanker
blandt Skjaldes Kolonner af Tanker,
blandt Vellyst for Evighed --
det var din tjenende Broder,
som fæsted de Tanker ned.
Saa vandrer han tungt den Bane,
som Skjæbnen -- ej han -- har valgt.
Alt gaar som af gammel Vane.
_Hvad andet? Jeg har vel betalt_,
det er, hvad du tænker og mener;
men tænk om den Aand, der _nu_ tjener,
en Dag forandrede Form
og blev forbitret, for færd'lig --
et Hav af Ho'der i Storm!
Se da i hin Hjælper, den gjæve,
_Personen,_ din Lige, din Ven!
Tryk _selve_ den barkede Næve,
ej bare en Skilling i den!
Sørg for, han sig frit kan forvandle
til en, der kan tænke og handle,
og se ham i Øjnene klart,
og hils paa en Fælle, en Broder;
men husk: Hvad du gjør, gjør snart!
1901.