(Jean Pierre de Beranger.)
Gud vaagned en Morgen saa englegod
med os og Alverden paa bedste Fod.
Han satte sin Næse til Ruden brat.
»Den _er_ da vel ikke gaaet under i Nat?«
Nej; der i en Krog af det svimlende Rum
Mor Jord for Gud Fader tilsyne kom.
»Om jeg kan begribe, de taaler de Kaar,
gid Fanden annamme mig her som jeg staar!
Annamme mig her som jeg staar!«
Og derpaa han sagde med faderlig Vægt:
»Saa tror denne dumme, dværgagtige Slægt,
om hvid eller sort, om fjærn eller nær:
for _jer_ at regjere sidder jeg her!
Regjere _jer_ hverken jeg kan eller vil,
hvad har man vel ogsaa Ministre til!
Om ej et Par Stykker paa Porten jeg faar,
gid Fanden annamme mig her som jeg staar,
annamme mig her som jeg staar!
Mon ikke jeg for at blive i Fred
har givet jer Vinen, ja, Pigebørn med?
Endda I mig klæder i Krigerens Skrud
og kalder mig frækt for »Kejserens Gud«,
ja, tænder Blodsudgydelsens Bavn
og fyrer Kanonerne af i mit Navn!
Om _jeg_ i Spidsen af Krigshære gaar,
gid Fanden annamme mig her som jeg staar,
annamme mig her som jeg staar!
Hvem er vel disse Smaadværge der
med gyldne Kroner og spraglede Klæ'r?
De Myrefyrster, som mæler frit,
at deres Paahit er ogsaa mit,
at de af mig lærte Visdomskunst
og ejer _min_ specielle Gunst!
Nej, agter _jeg_ Fyrsters Værk ved et Haar,
gid Fanden annamme mig her som jeg staar,
annamme mig her som jeg staar!
Saa er der af Dværge endnu en Slags,
saa sorte som Meldrøjesvamp i Ax.
De jager Livsglæden Pokker i Vold
og gjør af _mit_ Navn en Kyse-Trold;
hel skrappe i Munden, det nægter jeg ej,
men deres Præk er Hebraisk for mig.
Tror _jeg,_ hvad Præster fortæller og spaar,
gid Fanden annamme mig her som jeg staar,
annamme mig her som jeg staar!
Ak Børn, hvi skulde jeg sige jer mer?
De gode af Hjærte dem har jeg kjær.
Vær ikke ræd, at _jeg_ gjør jer Fortræd.
Hold pænt af hverandre og lev med Fred!
Haan bare de Store og Hyklernes Blok!
Adjø! _Jeg_ frygter Angivernes Flok.
Hvis _de_ deres Fødder i Himmerig faar,
gid Fanden annamme mig her som jeg staar,
annamme mig her som jeg staar!«
1902.