(G. K. Chesterton.)
Kalder _I_ paa Folkedommen? Spar jer denne slette Skjæmt.
Kald paa Gud, den naaderige, spørg om dér jer Skyld er glemt.
Kalder _I_ paa By og Borger, I som slog hver By med Stank,
gav den Røg og Os og Kulstøv for en Himmel høj og blank,
I som bag Accisebommen sad og mæsked jer paa By'n,
og med selvgjort Lov i Lommen toldede dens sidste Gryn.
Kalder _I_ paa Boel og Landsby? Hvilken kan I pege paa
som ved eders lange Styre ej fik hugget Hæl og Taa.
Byer sløjfed, Hjem lagt øde, Bønder bragt til Bettelstav
-- høje Herrer, I tog England, og det blev ved jer en Grav,
blev en Tomt, hvor kun i Gruset findes Rest af Plov og Ten,
der hvor nu Kaninen snuser til de spredte Arnesten,
blev en Ørk, hvor Græs gror fyldigt men kun sparsomt Mandens Haab.
Kald ej I paa Boel og Bonde; mod _Kaninen_ vend jert Raab!
Kalder I paa Skjold og Hjelmbusk? Nu velan, vi skal ej le
blot I nævne os én Gavtyv hvis Profit I gad ej se,
blot i hele Stræberkoblet -- med og uden Ærestab --
én I fandt for plump og simpel for jert fødte Adelsskab.
Om _nu_ en af hine Aagrer af normannisk Byrd sig kror,
lad I de Normanner slumre sødt i deres stjaalne Jord,
lad Guds gode Græs hensumme over dem sin Litani;
_de_ var Drabsmænd, Tyve, Skjælmer; de var bedre Mænd end I!
Kalder _I_ paa Kors og Alter? Sig os da, hvad Bud _I_ lød
da de Tudors vilde Øxer gjennem Klostermuren brød.
O, fortæl, I ædle Korsmænd, hvor _I_ stod om Kirken Vagt,
til dens sidste Fold og Fenne var til eders Godser lagt.
O, I _Russ'ler_ som har slukket hundred Altres Lys i Muld,
I _Howard'ere_, hvis Sække brister af Guds stjaalne Guld,
kalder _I_ paa Kors og Alter, vender jer mod Korets Rund,
vogt jer, at ej Brødens Hævner slaar jer paa jer frække Mund.
Kald saa sagte I paa Folket; frygt den Harm der slumrer end.
Kald paa Gud, den naaderige; kald ej I _for_ tit paa Mænd!
7/12 1910.