Den Sanger sejred, Kvinden sank
i Smedens Favn omkuld,
dels for hun halvt var elskovskrank,
dels for hun helt var fuld.
_Sir Violino_ holdt sig rank,
tog til sin Hattepuld
og ønsked dem fra Lykkens Bank
Valuta: Held og Huld
samt Øl den Nat.
Men Drengen Amor slap en Pil,
en »Dame« mærked Svien
og søgte hos vor Spil'mand Hvil
i Læ af Hønsestien.
Men hendes Husbond dansed Ril
og tørned rundt som Bien,
naar den er vred, -- dog snart i Smil
han skifted Melodien
og lo den Nat.
Han var en Ka'l! -- saa bindegal,
som Bakkus kunde fæste;
og skjønt hans Lykke tit var skral,
var hans Humør det bedste.
Om eet han bad: at være glad,
og ikkun Tørst han frygted.
Hans Pest var Tvang, hans Fest var Sang,
og saadan Musen røgted
hans Kald den Nat: