En er Nar, naar han faar en Taar Vaadt,
een et Fæ under Sagens Plædering;
een som Taabe er blot en Per Tot,
men jeg selv er kun Nar af Haandtering.
Min Gudmor hun gav mig en Bog,
paa Kløgt jeg begyndte at haabe;
jeg tror, mit Talent jeg bedrog,
men venter man mer af en Taabe?
Jeg vover min Hals for en Dram,
en Tøs er mig mere end Brødet;
sig, ventes der andet af ham,
der er Nar i Aanden og Kjødet!
Man bandt mig engang som en Stud,
fordi jeg i Svir havde svoret,
i Kirken jeg Skoser holdt ud,
fordi jeg som fuld havde horet.
Jeg, Anders, som gjøgler for Grin,
bør næppe med Dadel anfaldes,
der er jo en Gjøgler saa fin,
som Justitiarius kaldes.
Se denne Filur i sit Fløjl
at skjære Grimacer og glamme
til Folk om vort »lurvede Gøgl«,
skjønt _hans_ gjør _vort_ tifold til Skamme.
I venter Moralen, nuvel
-- og Glasset det venter paa mig:
»Den Mand, som er Nar i sig selv,
er større Tosse end jeg!«