SKJØN NELLY.

Paa Blomsterlejet ved en Aa

i Skyggen af en Skov

let sommerklædt skjøn Nelly laa

fint rødmende og sov.

Da gik forbi bag Skovens Træ'r

den Knøs, der havde Nelly kjær;

han studsed, blussed, stirred, skjalv

og trak saa tungt sit Vejr.

Som skjønne Vaaben dulgt i Løn

laa Blikket gjemt i Blund,

og Rosen blev end mere skjøn

ved Duft af hendes Mund;

Skovliljen strøg sig dugfyldt, tyst

med Søsterkys mod Nellys Bryst;

_han_ studsed, blussed, stirred, skjalv,

delt mellem Frygt og Lyst.

Den lette Luftning løfted lidt

den tynde Sommerdragt,

som kysk og fint omslynged blidt

de bløde Lemmers Pragt.

Hans Blod gik stridt som Bæk i Dal,

et hedt, usikkert Kys han stjal;

han studsed, blussed, stirred, skjalv,

et Bytte for sin Kval.

Da fløj med eet blandt Bregner op

en Agerhønseflok.

Skjøn Nelly vaagned og i Hop

sprang over Sten og Stok.

Han efter skar paa lette Vrist

og vandt sin Pris ved Løb og List;

han bad, han svor, og Glutten blev,

som Glutter bli'r tilsidst.

1898.

Samlede Værker, Andet Bind · 第 156 / 251 题