Om en af ærlig Fattigdom
gav Kampen op, og alt det,
den Stymper gaar _vi_ udenom,
i Nøden stolt trods alt det.
Trods alt det og alt det,
vort sure Stræb og alt det:
Din Rang er blot Dukatens _Præg_,
dens _Guld_ du selv, trods alt det.
Og er vor Dragt end lidet fin,
vor Kost kun knap og alt det,
giv Taaber Silke, Skjælme Vin,
en Mand er Mand trods alt det.
Trods alt det og alt det,
trods Gøglets Glans og alt det,
Retsindets Mand, om nok saa lav,
er størst blandt Mænd trods alt det.
Se dristigt paa hin Herremand,
betragt hans Pragt og alt det;
har han end tusind Tønder Land,
er han en Nar trods alt det.
Trods alt det og alt det,
hans Baand og Kors og alt det,
et stolt og uafhængigt Sind
har ikkun Smil for alt det.
Baroner bages bedst ved Gunst,
Lensgrever med og alt det,
men det steg over Kongers Kunst
at skabe _Mænd_ trods alt det.
Trods alt det og alt det,
et malet Skjold og alt det,
den klare Kløgt, den sunde Sans
i Rang staar over alt det.
Gid hver maa se _det_ store ske
-- og ske det skal trods alt det!
at Brav-Mands Dont Evropa rundt
faar Hæd'rens Plads trods alt det!
Trods alt det og alt det,
den Dag er nær trods alt det,
da _Mand_ og _Bror_ er samme Navn
al Jorden om trods alt det!
1898.