Naar Skovmosset drikker den høstmilde Regn,
mens krogrygget Bonden hjemkjører,
og Kvierne staar bag de piggede Hegn
med Dryp i de hængende Ører,
da stiger af Kilden, hvor Hindene gaar,
en Nymfe og planter -- den første i Aar --
en æggegul lys Cantharelle.
Og stiger saa Solen bag toppede Hæs,
mens Markmusen Dugdraaber slikker,
jeg skridter saa langt over regnslaget Græs,
langs Faldet med Havre og Vikker;
og segner end Som'ren for Leernes Staal,
med Latter September skal fylde min Skaal
med kridhvide Eng-Champignoner.
Der vandrer to elskte ad Lønligheds Sti,
_hun_ trykker _ham_ Hatten om Panden,
_han_ slynger om _hende_ den Arm, som er fri,
mens Kurven han har paa den anden.
Aa se, hvor hun bøjer sig lændefin, slank,
og pludrer og plukker, til Kurv og til Hank
staar skjult under brune Boletus.
Lad andre kun jage med Bøsse og Hund
og skyde til Høns og til Hare,
_jeg_ vandrer fortryllet langs Fjordvigens Rund
blandt _Svampenes_ farvede Skare;
den »Jagen« forsimpler ej Sind eller Aand,
den giver mig _Muld_ men ej _Blod_ paa min Haand
og Hjærte for alt -- indtil Krybet.
Ja du, som maa slide de støvede Sten
og slaa dig til Taals med Kontoret,
søg ud for at rette de sovende Ben,
hvor Skovbunden dækker dig Bordet!
Thi aldrig er Danmark saa daarende skjøn,
som naar bag den bærfyldte rødnende Røn
den Ridderhat blaaner i Duggen.
10/8 1912.