AN' VÆVER.

Gamle An' Væver hun færdes saa stille

som nuslende Mus mellem Siv,

kjender saa lidet til Døgnets Larm

og Verdens fortumlende Kiv.

Gamle An' Vævers brøstfældige Hytte

har altid et Lys i sin Rude,

skinner saa langt over vildene Hede

for alle som sildig er ude.

Gamle An' Væver hun karter og spinder

til dybt i den øde Nat,

taber i Søvne den slingrende Traad

og faar den møjsommelig fat.

Gamle An' Væver gaar rundt om sin Hytte,

mens Duggen i Kaalene falder,

skaalmer ud mod de brede Kjær,

hvor rugende Vibe skvalder.

Regnfang dufter fra Kaalgaarddiget

og Løg bag Lavendlers Hegn,

ved da gamle An' Væver for vist,

at Natten vil ende i Regn.

Kilderne hulker i Sommerkvælden

og Hededammene dampe,

spærrer hun da for Høns med Told,

for Faarenes Sti med en Krampe.

Kornmo' blamrer i Hederugen

og flimrer paa sodet Bjælke,

sitrer et Nu mod den hvide Gavl,

hvor Silden hænger til Spjælke.

Henter hun stille ved Brønden sin Si

og lukker saa Katten ind,

ser under Karmen den rødlige Maane,

mens Døren hun skodder med Pind.

Gamle An' Væver -- saa fattig hun lever,

saa kongelig dog hun drømmer,

mens Natteregnen paa Tagets Mos

sin Skaal saa dulmende tømmer.

[Anm.:

_hænger til Spjælke_, hænger til Tørring.]

1909.

Samlede Værker, Andet Bind · 第 33 / 251 题